Magnetic Island

Det kan godt være at mørket falder på tidligt, men det bliver jo så også tidligt lyst, så vi er oppe 6:15 og får tømt og genfyldt vognens vand etc. og er klar til at køre kl. 8. Vi får også fyldt køleskabet i Woolworths, inden vi sætter kursen mod Townsville.
Herfra kan man sejle til Magnetic Island, som vi er blevet anbefalet på det varmeste af Peters klassekammerats familie som et must. Vi bookede færge og campingplads pr. tlf. i går, men når tidsnok frem til at komme med over en afgang tidligere.
Flot overfart på en lille 200 pers bil-færge med åbent bildæk. Vi er den eneste camper, ellers er der en del scootere og nogle få personbiler, så der er god plads. Undervejs ser vi delfiner i det grønne vand. Øen er for en stor dels vedkommende nationalpark med smukke bugte, lækre strande, vandreruter, Mt. Cook på 497 m, regnskov, og et rigt dyreliv, incl vilde koalaer OG 320 soldage om året – her vil jeg bo i mit næste liv!!!
Vi skal bo i Horseshoe Bay på den nordlige kyst i ”Bungalow Bay Koala Village”. Der er hele 6 km kørsel fra færgehavnen til Horseshoe bay. De har vundet adskillige priser som bedste back-packer accomodation. De har dog også powered sites for os med lidt højere krav til standard, og efter check-in vælger vi en plads, som er nogenlunde jævn og hvor det ser ud til at komme i skygge i løbet af eftermiddagen. Der lugter fælt af brændt kobling, da Kim får bakket bussen på plads på den ujævne grund og hen over et par dybe regnvandsfuger i grusvejen. Godt at man kan gå til de fleste af de ting, vi gerne vil til på øen, for vi flytter den ikke igen.
Vi har allerede checket stranden, hvor der er en stor flyde-ponton-net for at danne et stinger-frit indelukke. Der er også adskillige udlejere af jetski og andet vand-racer-legetøj – Jacob og Kim er helt klar!
Ellers er der barer, isboder, restauranter, et par butikker og lign. langs med stranden + små picnic barbie-pavilioner, hvor folk sidder og spiser frokost. Tempoet er et helt andet end i Airlie Beach – meget laid-back. Skønt! Det gælder også på campingpladsen. Den var oprindeligt en anannasfarm, grundlagt af en mr. Swenson i 1930'erne, men nu er det et koala-slange-krokodille-sanctuary à la det i Brisbane, bare lidt mindre målestok, + øens eneste campingplads. Campingområdet består ikke af fine små afgrænsede pladser, som på de almindelige campingpladser – bare en stor græsmark, med spredte træer, hvor man slår sig ned, som man har lyst. Vores camper stikker lidt ud mellem de spredte, små igloer, og en enkelt Wicked camper. På pladsen kan man også leje små A-bungalows mellem træerne, hvilket ser ud til at være populært.
Vi går til poolen, og Jacob og Peter plasker rundt, mens Kim tager en slapper i en hængekøje, og jeg finder en sol-plet. Senere går de over til at spille basket med Peter som bold i poolen, han jubler når han bliver smidt en meter op i luften for så at crashe ned i vandet med et plask. Jeg forsøger at filme det (de kalder mig Mamarazzi), men han ryger helt uden for kameraets billedfelt.
De øvrige gæster er unge back-packere, som ivrigt diskuterer, hvor man bor godt og billigt i Cairns, hvor lang ”Happy Hour” er på de forskellige barer, og at en af pigerne blev bidt af sengelopper, et af de steder, hun havde valgt at bo – livets store udfordringer, når man er back-packer.
Der er fugle-fodring kl. 16:30, og det kan høres: Det vrimler med de flotteste farvestrålende papegøjer i et af de store træer, og en af ”dyrepasserne” kommer med vådt brød, som han påstår at fuglene vil komme ned og spise af vores hånd. Vi har dog ikke tålmodighed til at stå og vente på det, mens vi risikerer at få en fugleklat lige i låget. Der kommer nemlig løbende klatter ned fra træet.

I stedet tager vi en slapper ved camperen – Jacob laver lektier – inden vi går tilbage til ”byen” for at spise. Det er blevet højvande i mellemtiden og solen er lige gået ned bag bjergtoppene ude i bugten – utrolig smukt. Vi går langs strandpromenaden og finder ”Barefoot Art Food Wine” som er restaurant med en hyggelig gårdhave, og med diverse lokal kunst som udsmykning/galleri. Det er en fantastisk aften at sidde under træerne og spise god mad – igen mest fisk, så vi får indhentet lidt af ”fisk - 2 gange om ugen”-anbefalingen. Gåturen tilbage til pladsen er lidt mørk, men med masser af stjerner og næsten fuldmåne.
Der er gang back-packerne i camp kitchen og i pladsens restaurant. Vi har spottet de første firben på toiletterne, Kim ser rock wollabier i udkanten af pladsen, og fra træerne lyder diverse dyre-lyde. Som de skriver i brochuren: ”Sounds in the night ... the REAL Australia” - det vil vise sig, om det er dyreliv eller natteliv, der kommer til at forstyrre vores nattesøvn.
Vi kan høre drengene i Wicked camperen komme hjem for at sove – de får lokket et lille possum hen til deres vogn ved hjælp af lidt chips. Den er åbenbart helt salig for de kan tage billeder af den – det lykkes endda at give den solbriller på, kan vi høre gennem det åbne vindue. Det er det sidste vi hører inden the wild-life vågner og larmer igennem igen næste morgen kl. seks.

Sidste dag på Airlie Beach

Adventure Whitsundays campingpladsen er med rette blevet rated til 4½ stjerne - den er absolut Top $. Kanon service i receptionen, lækre baderum (omend de ikke har en-suite, men pyt), flot pool med rutschebaner, fin lille mini-golfbane med kunstgræs, basketbane, hoppepude, vaskerum med strygejern, osv.
Vi får brugt lidt af det hele i løbet af dagen og får slappet af. Vejret viser sig fra sin allerbedste side. Det eneste som er tilbage af gårsdagens vejrmæssige udfordringer er lidt blæst, men det er faktisk kun dejligt, for solen banker virkelig igennem. En runde minigolf efter frokost og en sidste tur i poolen, inden vi tager bussen ned til byen for at se lidt af promenaden i Airlie Beach og finde en restaurant at spise på.
Hovedgaden bærer meget præg af back-packer-miljøet (som er en hel industri i Australien) i form af barer, internet-caféer, back-packer accomodation, tøjbutikker, fastfood, etc. Jacob køber en smart tegnebog i en af de utallige surfer-mærke-tøj-butikker. Der er god gang i diverse barer med happy hour ... næppe fordi det er fredag ... sådan er det sikkert altid.
Vi ender i The Shipwrecked Bar & Grill, som ligger på første sal med udsigt over marinaen. Vi er de første, men hurtigt begynder diverse større eller mindre grupper af lokale at dukke op, så det tager vi som et godt tegn. Og maden er absolut god: De fokuserer på fisk og skaldyr på menuen, men der er også noget kød for landkrabberne, og ikke mindst er børnemenuen lagt med vægt på, at det ikke skal være chicken nuggets eller andre suspekte kød-arter, men rigtig kød. Så Peter får serveret en flot stor paneret fisk med gigantiske fritter. Jacob har svært ved at vælge, men ender med Lamb Shank, som er ”for the hungry” - lige ham. Kim får sværdfisk og jeg vælger den lokale Baramundi fisk. Alle retterne er flot anrettet og virkelig lækre.
Vi var jo early birdies, så vi når allerede bussen retur ved halv-ni tiden. Det er for længst blevet pitch dark – det sker allerede ved halv-syv tiden hernede og er meget pludseligt. Man sidder med fornemmelsen af at det trækker sammen til et gigantisk uvejr, men det er faktisk bare ekspedit tusmørke. Lidt underligt.

Daycruise til Whiteheaven Beach

Op kl seks igen – vi skal med shuttle bussen allerede kl. fem i syv. Gab det er tidligt. Det bliver ikke bedre af at det har regnet det meste natten og det står fortsat ned i striber da vi venter på bussen. 10 minutter senere står vi på den nærmeste havn og er checket ind til den lilla katamaran: Camira. Vi skal først om bord kl. 7.50 så hvorfor vi skulle hentes så tidligt giver ikke den store mening midt i regnen. Ventetiden fordriver vi med morgenkaffe på havnecaféen overfor.
Da vi kommer ombord skal vi aflevere fodtøjet i en stor vadsæk, her går alle incl skipper Steve rundt med bare fødder. Det er en stor katamaran, og vi er ca. 30 gæster ombord. Vi er den eneste familie med børn, resten er unge backpackere, kærestepar eller ældre folk af diverse nationaliteter. Vi kan alle sagtens være indenfor i kahytten i regnen, mens skipper glider ud af havnen.
Var det WhitSUNdays eller WhitRAINdays??? Vi trøstespiser morning tea & coffee med masser af kiks og småkager – Ungerne prøver at rydde bordet – men niks, banjemesteren kommer straks med nye forsyninger. Først sejler vi til øen Long Island for at hente yderligere 4 gæster. De skal hentes i dingyen – en 60 HK Zodiac til 16 personer, der hænger i davider bagest mellem de 2 skrog. De er lidt våde da de kommer ombord – søen er lidt hård og det blæser kraftigt, selv i læ af Long Island.
Vi sejler herefter nord om selve Whitsunday øen – vi skulle have været nedenom, men vejret er lidt for hårdt. 20 knob vind og søer på omkring 1 meter selv her på læsiden af øen. De fleste bliver inderfor og de første tøser begynder at se forpinte ud. Skipper må stå udenfor og skal lige have en dykkermaske på for at kunne se op i masten – det regner helt pænt nu. Snart må flere vælge mellem at være våde i hovedet udenfor eller grønne ditto indenfor. Lige inden vi kommer nord om øen, bliver der uddelt stingersuits til dem der vil snorkle senere – det er fortsat Jellyfish sæson, så der skal ikke tages chancer. Vi nupper alle på nær Lone en dragt
Jacob og jeg klæder om med det samme: Hvis det skal være møgvejr, skal vi i hvertfald være våde i våddragter. De er hundekolde, at have på i blæsten men med vores vindtætte regnfrakker over ude på trampolinen i stævnen, er det ved at være sjovt. Det gynger pænt i de nu 2 meter høje bølger ”Yihaa” – Regnen tager af nu og stopper til sidst helt, så det begynder at ligne noget det her.
Øerne er smukke med masser af skov, små strande, og lidt klipper hist og her. Og vi ser glimt af det smaragdgrønne vand, efterhånden som solen begynder at titte frem. Alle bliver kaldt på dæk for at kunne opleve ”Whauw”-effekten når vi runder pynten ind til Whiteheaven Beach. 7 km helt kridhvid sandstrand – ”Silikatsand” siger vores bådsmand, godt til at scrubbe og peele huden, rense smykker og helt eminent til at smadre kammeraer, så den slags skal ikke sættes eller tabes i sandet.
Efterhånden som vi nærmer os stranden, klarer det mere og mere op (”the skies are always blue at Whitehaven” påstår skipper og han har heldigvis ret). Vi sejles i land af 2 omgange og ved frokosttid er vi alle på stranden. De fleste soler sig, Jacob stryger på hovedet i bølgerne, Peter bygger sandslotte og atter andre begynder at spille strandkricket.
Vi hygger os, mens besætningen ombord fyrer op i barbien og gør frokost klar, til når strandturen er ovre. Den er absolut i verdensklasse denne strand og en del af en naturpark, så ingen øl på stranden eller noget med at tage andet end billeder og minder med derfra. Det kan koste skipper licensen hvis vi dummer os, så det gør vi ikke.
Efter kricket matchen og en 1½ time på stranden, kommer vi ombord til en super frokost med grillet kylling, fisk, pølser og steaks og en udmærket salatbar. På hver side af kahytten står en stor Esky, den ene fyldt med dåsesodavand og den anden med dittoøl og hvidvin. ”Help yourselves, mate” og der gør vi så.
Efter frokosten sætter vi kurs mod en anden ø, hvor vi skal snorkle. Under forberedelsen skovler bådsmanden, de der skumgummiflydepølser op på dækket nede fra ankerrummet. Sjovt rammer de alle den samme pige i hovedet mens hus forgæves forsøger at værge for sig. Jacob gokker ham en retur med en pølse. Bådsmanden springer op i trampolinen og udfordrer os ”Come on anyone?” Jacob springer fra dækket ned i trampolinen og tæver ham. Han slår hårdt, men Jacobs teknik er overlegen. Rollespilsøvelserne med latexsværdet og for meget Star Wars gør udfaldet - Publikum jubler hver gang junior får et rent stød ind og samtidigt parerer bådsmandens slag. De puster begge hårdt efter kampen.
De 10 der har meldt sig til snorkleriet får alle valgt svømmefødder og masker. Vi bliver sejlet ind til revet i Zodiacen. Jacob og jeg svømmer afsted sammen mod revet – det er lavvande, så vi har fået besked på ikke at svømme helt ind over revet – det er niks pille og med kun 50 cm vand nogle steder skal man passe på ikke at skade revet med svømmefødderne. Der er lige som Jacques Cousteau – der masser af koraller og farvestrålende fisk. Vi får set gule kirugfisk, klovnfisk, blå ”Dorrit” fisk, store mangefarvede fisk vi ikke kender navnet på og så 117 andre slags. Vi er ikke til at drive op af vandet, da tiden er gået. Det var en kæmpeoplevelse – det bliver ikke sidste gang vi skal på snorkletur på revene. Det er bare helt kanon.
Tilbage på båden, så de andre en flok delfiner komme forbi, så de fik også set lidt af livet under vand. Straks efter snorkleriet bliver der sat fulde sejl, og vi drøner med 17 knob frem gennem vandet. Det er alletiders at stå forrest på trampolinen og føle vinden og farten i båden. Den kan logge 30 knop, men skipper Steve vil ikke sætte flere kludde med gæster ombord. 17 knop er nok – Ja tak det ska jeg love for.
Jacob er ikke at drive væk fra stævnen. Jo mere det blæser og jo mere det sprøjter, jo mere jubler han. Peter synes også det er fedt at kigge gennem hullerne i trampolinen og se vandet drøne forbi og samtidigt komme meget tæt på når vi hugger hårdt i bølgerne. Han hyler af grin hver gang Jacob tager en brådsø i smasken, mens han selv og jeg står sikkert og læner os op at centerbjælken midtskibs.
Skyerne er næsten helt væk nu, så alle feder den på dækket. Solen går ned over havnen, lige som vi lægger til. Held i uheld, at det startede med regn og blæst, for vi fik set, hvordan søen også kan være. Ikke bare det smaragdgrønne glansbillede fra brochuren, selvom vi heldigvis også nåede at se det. Og vi fik bestemt set lidt af det en katamaran kan præstere.
Super dag!

Sidste træk mod Whitsundays

Sidste ben af turen fra Hervey Bay til Whitsunday Islands ved Airlie Beach. En lille dagsmarch på 475 km siger TomTom. Det er lidt langt, men vi kommer lyn-hurtigt afsted for begge unger tramper afsted mod baderummene på pladsen kl. kvart over seks helt af sig selv. Hvorfor sker sådan noget ikke derhjemme? Men det betyder at vi er på landevejen allerede kl. otte – en virkerlig god begyndelse og tanken melder at der 370 km tilbage før der skal tankes. Efter de første 20 km er der ikke meget trafik nordpå så vi kommer hurtigt til at ligge lige på fartgrænsen i sjette gear.
Landskabet bliver hurtigt ensformigt, enten bush med mange træer eller bush hvor cattlefolket har fældet en stor del af træerne. Det er næsten som outbacken – bare grønnere med flere træer. Det sidste stykke er udpræget sukker-land med sukkerrør så langt øjet rækker og flere rafinaderier.
Men Lonely Planet har ret i, at det generelt er en kedelig strækning eneste afveksling er da en 15 cm vandrende pind titter frem ved sideruden i føresiden, blind passager godt den er udenfor – den er klam.
Vi tanker op og spiser frokost i en forstad til Mackay – der er kun 125 km igen til mål. Vi kommer tidligt frem kan vi se på uret. I løbet af de sidste 100 km bliver vejret dog dårligere og dårligere, indtil vi i silende bjergregn kører ind i Airlie Beach – for h... da også. Der er solskin på alle de billeder vi har set af Whitsundays! Det vil vi også ha'!
Camping pladsen er helt fin med rigtig gode fællesarealer – specielt poolen med vandrutchebaner, skumgummiflyde-pølser og paddehætte vandfald bliver straks indviet af ungerne, for det er i det mindste blevet tørvejr igen.
Jeg sætter mig til at surmule i bilen – Jeg vil have solskin nu ...
Efter badeturen, går vi samlet ned til den lokale Woolworths efter at have booket en daycruise med til Whitehaven Beach til torsdag, i håb om godt vejr. Hjemme på pladsen laver Lone super hjemmelavede pizzaer – en udmærket slutning på en lang og til sidst regnfuld køredag.

Videre nord på

On the road again mod Rockhampton, som er halvvejs til næste længere opholdsbase: Airlie Beach ud for Whitsunday Islands. Vi var ude af pladsen kl. 8:30 og handlede i det lokale Woolworths på vej ud af byen, så vi kunne tage afsted med et fyldt køleskab. Så allerede 9:30 var vi tilbage på Bruce Highway A1 nordpå. Der var lidt over 1500 km tilbage til Cairns fra Hervey Bay og vi åd os ind på ca. 400 af dem i dag.
Let trafik, bortset fra 4-5 oversize modkørende mineudstyrstransporter. Og når vi siger oversize, mener vi ÜBERsize. De blev eskorteret af 3-4 følgebiler, incl en eller flere politibiler, for at advare den modgående trafik. De var GIGANTISKE og ragede godt og vel over i vores vejbane. Sådan flytter man altså Caterpillar udstyr downunder.
Ellers bar ruten præg af bananplantager, sukkerrørsmarker, masser af skov, træklædte højdedrag i horisonten, floder og creecks, frugtplantager, og på det sidste stykke også enge med kvæg.
Rockhampton er the beef capital i Queensland ifølge Lonely Planet. Det ses, når man kører gennem byen. Vejarbejderne arbejder i samme tempo som dem derhjemme: 3 mand står og kigger på en fjerde, der sidder på hug og graver i et hul med en: murerske. Kom i gang, så vi kan få bilkøen afviklet.
Masser af statuer af kødkvæg, og forretningsnavne, som bærer præg af kvæg-branchen. Vi endte dog med at spise buritos på pladsen, i stedet for at gå ud og finde en steak-restaurant. Vi indhenter det nok.
Jacob har fundet en måde at få øvet sit engelsk lidt ekstra: Han købte en Simpsons tegneseriebog ”Bartman” til at læse i bilen (nu hvor han er færdig med de medbragte Harry Potter 6 og 7 på dansk). Det virker til, at han fint forstår indholdet. Han gav sig endda til at læse og oversætte den højt for Peter, som deler Jacobs entusiasme for Simpsons ... The Bart Brothers. (Hvis de en dag kalder far for Homer – doh - så dør de) Selvom det jo ikke ligefrem er Shakespeare-engelsk, (eks: Yeah right, sucker – Eat my shorts – Whats up Dude, osv), mon ikke hans engelsk-lærer alligevel vil synes, at det er en OK kompensation for det pensum, han går glip af hjemme? Det kan være, vi skulle tage serien med hjem og tilbyde den som ”frilæsning” i klassen.
Bortset fra det, så forstår Jacob meget af det, han hører. Han griner fx de rigtige steder, når vi ser TV, han fangede de fleste af de facts & figures, som guiden fortalte om Fraser i går, han talte også en del med vores værtinde på farmen (for efterhånden længe siden), for hun var sød til at henvende sig direkte til ham, og han klarer sig generelt, hvor han ellers støder på aussier. Så han får bestemt noget ud af det sprogligt.
Peter er begyndt at fange enkelte ord, så som ”må jeg be om water”. Lidt har også ret. Pladsen vi overnatter på er OK, selvom der er et par fastlæggerere, der er gået i selvsving: Fuglebad, blomster og salatbede samt billedet af ”Den flamingo dansende sigøjner” hængende i forstuen til campingvognen.
Det er bare så langt fra Bo Bedre som man kan komme.

Fraser Island

Fraser Island ... eller Fuser Island?
Ikke helt hvad vi havde forventet, må vi tilstå, World Heritage eller ej. Vi blev samlet op ved receptionen kl. 7:45 og kørt til havnen, hvor færgen Fraser Dawn ventede på at sejle os over til Fraser Island. Egholm-færge-agtigt med flad bund, så den kan lægge til direkte på øens vestlige sandstrand. Pointen er, at Fraser Island er verdens største sand-ø med regnskov, skov, søer, og kilometervis af hvid sandstrand. Vel ankomne blev vi vist hen til vores ”bus”, som var en special-bygget 4-hjulstrukket lastbil med plads til 16 passagere. De øvrige i selskabet var mest ældre ægtepar, flere af dem tysk-talende og det var guiderne også: Hans og Henning. Så vi fik det hele både på engelsk og tysk. Det skulle vise sig at være en smule anstrengende i det lange løb.
Nå, men afsted på sand-vejen og så forstod vi, hvorfor vi skulle spænde sikkerhedsselerne: Vi væltede rundt! Hvis det er robust at køre i en 4WD Pajero i outbacken, så var det da intet at sammenligne med en 4WD bus igennem sandet. Men frem kom vi, og så diverse skov og regnskov – som sagt med grundig forklaring på både engelsk og tysk – indtil vi havde kørt ca. 1 times tid. Så blev vi sat af for at gå igennem træerne og bedre fornemme bevoksningen. Samtidig måtte Hans og Henning lige skifte et af hjulene - det tabte luften. Det var lækkert at gå i den kølige luft og høre fuglene – nogle af dem med meget besynderlige skrig.
Tilbage i bussen skulle vi køre ca. ½ time yderligere, inden vi stoppede ved et lille bysamfund/ferieby, hvor der var forfriskninger i restauranten. Ordnung muß sein, så vi skulle være tilbage i bussen efter nøjagtig et kvarter, og så afsted mod den østlige kyst. Stranden er bestemt bred og flot – bare ærgerligt, at man ikke kan bade pga hajer og jellyfish.
Det måtte man til gengæld i Eli Creek -en ferskvands-bæk, som løber ud med 4 mill l vand i døgnet eller i timen - det fik vi ikke lige fat i. Helt klart og lækkert, med utrolig meget strøm. Vores time-slot var dog kun på 20 min, så vi nøjedes med at soppe. Men det var lækkert.
Samtidig fik vi fornemmelsen af, hvorfor de kalder det stykke af kysten for highway: Der var adskillige 4WDs med individuelle turister, adskillige andre turist-busser, og så var der lige et lille fly, som lettede fra stranden. Man skal se sig for.
Næste stop var et gammelt vrag, som har ligget på Fraser Island, siden 1935. En kort foto-session og afsted igen mod frokost: Den var stillet an i skoven bag en lille restaurant og vores chauffør kastede sig ud i BBQ. Imens jagtede Kim og drengene en leguan på 1½ m – we kill it, you grill it! Det var hyggeligt at sidde og spise i det fri.
Endelig ud på sidste etappe: Først lidt tilbage ad stranden mod the Coloured Sand, som er nogle imponerende sand-formationer i klitten. Vi nåede i øvrigt også at spotte en dingo på stranden på vejen dertil. Dernæst mod Lake Aloma, som er en af øens 50 ferskvandssøer, hvor vi skulle bade. Men ØV! Vi havde forventet en sø med klart vand à la åen fra i morges. Den var dog te-farvet og fra sø-bredden kunne vi se adskillige skilpadder svømme rundt. De var hyggelige nok, men vi vidste ikke lige, om vi havde lyst til at bade sammen med dem. En af de tyske herrer sprang dog flux i, og også en schweisisk dame og hendes voksne datter. Og det ville Jacob trods alt ikke stå tilbage for, så han hoppede også ud mellem sivene. Men det var nu ikke særlig lækkert, synes han.
Det var så det, og tilbage i bussen for at rumle den sidste times tid tilbage til ”færgelejet”. Færgeprammen: Fraser Dawn burde nu hedde Fraser Dusk, da vi sejlede retur i solnedgangen. Et flot syn, samtidig med at vi inde over fastlandet kunne se et uvejr trække forbi med lyn.
Alt i alt en fin nok dag, men ikke helt hvad vi havde regnet med. Ved nærmere eftersyn i brochurene fra nogle af de andre selskaber, kan vi se, at andre ruter førte til andre søer, som nok mere var det vi havde hørt om hjemmefra. Til gengæld skulle vi så havde kørt i en 40 personers bus. Jeg tør da ikke tænke på, hvor meget vi så havde hoppet rundt i sæderne. Too bad!
Fraser er bestemt et besøg værd, men forholdet mellem oplevelser og så bumletur i bus passer bare ikke samme til en-dags tur – man rumler meget mere end man oplever. I bagklogskabens ulideligt klare skær skulle man have lejet sin egen 4WD og så have taget en overnatning derovre. Men det havde været en større omgang at få det organiseret, så Fraser er nok bare for utilgængelig for os førstegangs turister.

Slapperdag

Slapper dag med ture til poolen, hvor Peter er nået til at hoppe i – og gør det igen og igen og igen, endda uden bælte og badevinger. Det blev også til en times leje af go-karts på pladsen. Den er ikke stor, men når man har kørt den rundt igen og igen i en time, får man varmen. Især fordi det har været meget varmt idag – 28 grader officielt, men næsten ingen vind til at røre rundt i suppen, så det føltes af mere. Kims mave er i bedring, så det skulle være OK at tage på tur i morgen. Vi fik også endelig ringet og booket fly til turen Cairns-Dunk Island-Cairns, når vi skal dertil d. 29. april på sidste etappe af turen. Men der er jo laaaaaang tid til endnu ...