Op kl seks igen – vi skal med shuttle bussen allerede kl. fem i syv. Gab det er tidligt. Det bliver ikke bedre af at det har regnet det meste natten og det står fortsat ned i striber da vi venter på bussen. 10 minutter senere står vi på den nærmeste havn og er checket ind til den lilla katamaran: Camira. Vi skal først om bord kl. 7.50 så hvorfor vi skulle hentes så tidligt giver ikke den store mening midt i regnen. Ventetiden fordriver vi med morgenkaffe på havnecaféen overfor.
Da vi kommer ombord skal vi aflevere fodtøjet i en stor vadsæk, her går alle incl skipper Steve rundt med bare fødder. Det er en stor katamaran, og vi er ca. 30 gæster ombord. Vi er den eneste familie med børn, resten er unge backpackere, kærestepar eller ældre folk af diverse nationaliteter. Vi kan alle sagtens være indenfor i kahytten i regnen, mens skipper glider ud af havnen.
Var det WhitSUNdays eller WhitRAINdays??? Vi trøstespiser morning tea & coffee med masser af kiks og småkager – Ungerne prøver at rydde bordet – men niks, banjemesteren kommer straks med nye forsyninger. Først sejler vi til øen Long Island for at hente yderligere 4 gæster. De skal hentes i dingyen – en 60 HK Zodiac til 16 personer, der hænger i davider bagest mellem de 2 skrog. De er lidt våde da de kommer ombord – søen er lidt hård og det blæser kraftigt, selv i læ af Long Island.
Vi sejler herefter nord om selve Whitsunday øen – vi skulle have været nedenom, men vejret er lidt for hårdt. 20 knob vind og søer på omkring 1 meter selv her på læsiden af øen. De fleste bliver inderfor og de første tøser begynder at se forpinte ud. Skipper må stå udenfor og skal lige have en dykkermaske på for at kunne se op i masten – det regner helt pænt nu. Snart må flere vælge mellem at være våde i hovedet udenfor eller grønne ditto indenfor. Lige inden vi kommer nord om øen, bliver der uddelt stingersuits til dem der vil snorkle senere – det er fortsat Jellyfish sæson, så der skal ikke tages chancer. Vi nupper alle på nær Lone en dragt
Jacob og jeg klæder om med det samme: Hvis det skal være møgvejr, skal vi i hvertfald være våde i våddragter. De er hundekolde, at have på i blæsten men med vores vindtætte regnfrakker over ude på trampolinen i stævnen, er det ved at være sjovt. Det gynger pænt i de nu 2 meter høje bølger ”Yihaa” – Regnen tager af nu og stopper til sidst helt, så det begynder at ligne noget det her.
Øerne er smukke med masser af skov, små strande, og lidt klipper hist og her. Og vi ser glimt af det smaragdgrønne vand, efterhånden som solen begynder at titte frem. Alle bliver kaldt på dæk for at kunne opleve ”Whauw”-effekten når vi runder pynten ind til Whiteheaven Beach. 7 km helt kridhvid sandstrand – ”Silikatsand” siger vores bådsmand, godt til at scrubbe og peele huden, rense smykker og helt eminent til at smadre kammeraer, så den slags skal ikke sættes eller tabes i sandet.
Efterhånden som vi nærmer os stranden, klarer det mere og mere op (”the skies are always blue at Whitehaven” påstår skipper og han har heldigvis ret). Vi sejles i land af 2 omgange og ved frokosttid er vi alle på stranden. De fleste soler sig, Jacob stryger på hovedet i bølgerne, Peter bygger sandslotte og atter andre begynder at spille strandkricket.
Vi hygger os, mens besætningen ombord fyrer op i barbien og gør frokost klar, til når strandturen er ovre. Den er absolut i verdensklasse denne strand og en del af en naturpark, så ingen øl på stranden eller noget med at tage andet end billeder og minder med derfra. Det kan koste skipper licensen hvis vi dummer os, så det gør vi ikke.
Efter kricket matchen og en 1½ time på stranden, kommer vi ombord til en super frokost med grillet kylling, fisk, pølser og steaks og en udmærket salatbar. På hver side af kahytten står en stor Esky, den ene fyldt med dåsesodavand og den anden med dittoøl og hvidvin. ”Help yourselves, mate” og der gør vi så.
Efter frokosten sætter vi kurs mod en anden ø, hvor vi skal snorkle. Under forberedelsen skovler bådsmanden, de der skumgummiflydepølser op på dækket nede fra ankerrummet. Sjovt rammer de alle den samme pige i hovedet mens hus forgæves forsøger at værge for sig. Jacob gokker ham en retur med en pølse. Bådsmanden springer op i trampolinen og udfordrer os ”Come on anyone?” Jacob springer fra dækket ned i trampolinen og tæver ham. Han slår hårdt, men Jacobs teknik er overlegen. Rollespilsøvelserne med latexsværdet og for meget Star Wars gør udfaldet - Publikum jubler hver gang junior får et rent stød ind og samtidigt parerer bådsmandens slag. De puster begge hårdt efter kampen.
De 10 der har meldt sig til snorkleriet får alle valgt svømmefødder og masker. Vi bliver sejlet ind til revet i Zodiacen. Jacob og jeg svømmer afsted sammen mod revet – det er lavvande, så vi har fået besked på ikke at svømme helt ind over revet – det er niks pille og med kun 50 cm vand nogle steder skal man passe på ikke at skade revet med svømmefødderne. Der er lige som Jacques Cousteau – der masser af koraller og farvestrålende fisk. Vi får set gule kirugfisk, klovnfisk, blå ”Dorrit” fisk, store mangefarvede fisk vi ikke kender navnet på og så 117 andre slags. Vi er ikke til at drive op af vandet, da tiden er gået. Det var en kæmpeoplevelse – det bliver ikke sidste gang vi skal på snorkletur på revene. Det er bare helt kanon.
Tilbage på båden, så de andre en flok delfiner komme forbi, så de fik også set lidt af livet under vand. Straks efter snorkleriet bliver der sat fulde sejl, og vi drøner med 17 knob frem gennem vandet. Det er alletiders at stå forrest på trampolinen og føle vinden og farten i båden. Den kan logge 30 knop, men skipper Steve vil ikke sætte flere kludde med gæster ombord. 17 knop er nok – Ja tak det ska jeg love for.
Jacob er ikke at drive væk fra stævnen. Jo mere det blæser og jo mere det sprøjter, jo mere jubler han. Peter synes også det er fedt at kigge gennem hullerne i trampolinen og se vandet drøne forbi og samtidigt komme meget tæt på når vi hugger hårdt i bølgerne. Han hyler af grin hver gang Jacob tager en brådsø i smasken, mens han selv og jeg står sikkert og læner os op at centerbjælken midtskibs.
Skyerne er næsten helt væk nu, så alle feder den på dækket. Solen går ned over havnen, lige som vi lægger til. Held i uheld, at det startede med regn og blæst, for vi fik set, hvordan søen også kan være. Ikke bare det smaragdgrønne glansbillede fra brochuren, selvom vi heldigvis også nåede at se det. Og vi fik bestemt set lidt af det en katamaran kan præstere.
Super dag!
Da vi kommer ombord skal vi aflevere fodtøjet i en stor vadsæk, her går alle incl skipper Steve rundt med bare fødder. Det er en stor katamaran, og vi er ca. 30 gæster ombord. Vi er den eneste familie med børn, resten er unge backpackere, kærestepar eller ældre folk af diverse nationaliteter. Vi kan alle sagtens være indenfor i kahytten i regnen, mens skipper glider ud af havnen.
Var det WhitSUNdays eller WhitRAINdays??? Vi trøstespiser morning tea & coffee med masser af kiks og småkager – Ungerne prøver at rydde bordet – men niks, banjemesteren kommer straks med nye forsyninger. Først sejler vi til øen Long Island for at hente yderligere 4 gæster. De skal hentes i dingyen – en 60 HK Zodiac til 16 personer, der hænger i davider bagest mellem de 2 skrog. De er lidt våde da de kommer ombord – søen er lidt hård og det blæser kraftigt, selv i læ af Long Island.
Vi sejler herefter nord om selve Whitsunday øen – vi skulle have været nedenom, men vejret er lidt for hårdt. 20 knob vind og søer på omkring 1 meter selv her på læsiden af øen. De fleste bliver inderfor og de første tøser begynder at se forpinte ud. Skipper må stå udenfor og skal lige have en dykkermaske på for at kunne se op i masten – det regner helt pænt nu. Snart må flere vælge mellem at være våde i hovedet udenfor eller grønne ditto indenfor. Lige inden vi kommer nord om øen, bliver der uddelt stingersuits til dem der vil snorkle senere – det er fortsat Jellyfish sæson, så der skal ikke tages chancer. Vi nupper alle på nær Lone en dragt
Jacob og jeg klæder om med det samme: Hvis det skal være møgvejr, skal vi i hvertfald være våde i våddragter. De er hundekolde, at have på i blæsten men med vores vindtætte regnfrakker over ude på trampolinen i stævnen, er det ved at være sjovt. Det gynger pænt i de nu 2 meter høje bølger ”Yihaa” – Regnen tager af nu og stopper til sidst helt, så det begynder at ligne noget det her.
Øerne er smukke med masser af skov, små strande, og lidt klipper hist og her. Og vi ser glimt af det smaragdgrønne vand, efterhånden som solen begynder at titte frem. Alle bliver kaldt på dæk for at kunne opleve ”Whauw”-effekten når vi runder pynten ind til Whiteheaven Beach. 7 km helt kridhvid sandstrand – ”Silikatsand” siger vores bådsmand, godt til at scrubbe og peele huden, rense smykker og helt eminent til at smadre kammeraer, så den slags skal ikke sættes eller tabes i sandet.
Efterhånden som vi nærmer os stranden, klarer det mere og mere op (”the skies are always blue at Whitehaven” påstår skipper og han har heldigvis ret). Vi sejles i land af 2 omgange og ved frokosttid er vi alle på stranden. De fleste soler sig, Jacob stryger på hovedet i bølgerne, Peter bygger sandslotte og atter andre begynder at spille strandkricket.
Vi hygger os, mens besætningen ombord fyrer op i barbien og gør frokost klar, til når strandturen er ovre. Den er absolut i verdensklasse denne strand og en del af en naturpark, så ingen øl på stranden eller noget med at tage andet end billeder og minder med derfra. Det kan koste skipper licensen hvis vi dummer os, så det gør vi ikke.
Efter kricket matchen og en 1½ time på stranden, kommer vi ombord til en super frokost med grillet kylling, fisk, pølser og steaks og en udmærket salatbar. På hver side af kahytten står en stor Esky, den ene fyldt med dåsesodavand og den anden med dittoøl og hvidvin. ”Help yourselves, mate” og der gør vi så.
Efter frokosten sætter vi kurs mod en anden ø, hvor vi skal snorkle. Under forberedelsen skovler bådsmanden, de der skumgummiflydepølser op på dækket nede fra ankerrummet. Sjovt rammer de alle den samme pige i hovedet mens hus forgæves forsøger at værge for sig. Jacob gokker ham en retur med en pølse. Bådsmanden springer op i trampolinen og udfordrer os ”Come on anyone?” Jacob springer fra dækket ned i trampolinen og tæver ham. Han slår hårdt, men Jacobs teknik er overlegen. Rollespilsøvelserne med latexsværdet og for meget Star Wars gør udfaldet - Publikum jubler hver gang junior får et rent stød ind og samtidigt parerer bådsmandens slag. De puster begge hårdt efter kampen.
De 10 der har meldt sig til snorkleriet får alle valgt svømmefødder og masker. Vi bliver sejlet ind til revet i Zodiacen. Jacob og jeg svømmer afsted sammen mod revet – det er lavvande, så vi har fået besked på ikke at svømme helt ind over revet – det er niks pille og med kun 50 cm vand nogle steder skal man passe på ikke at skade revet med svømmefødderne. Der er lige som Jacques Cousteau – der masser af koraller og farvestrålende fisk. Vi får set gule kirugfisk, klovnfisk, blå ”Dorrit” fisk, store mangefarvede fisk vi ikke kender navnet på og så 117 andre slags. Vi er ikke til at drive op af vandet, da tiden er gået. Det var en kæmpeoplevelse – det bliver ikke sidste gang vi skal på snorkletur på revene. Det er bare helt kanon.
Tilbage på båden, så de andre en flok delfiner komme forbi, så de fik også set lidt af livet under vand. Straks efter snorkleriet bliver der sat fulde sejl, og vi drøner med 17 knob frem gennem vandet. Det er alletiders at stå forrest på trampolinen og føle vinden og farten i båden. Den kan logge 30 knop, men skipper Steve vil ikke sætte flere kludde med gæster ombord. 17 knop er nok – Ja tak det ska jeg love for.
Jacob er ikke at drive væk fra stævnen. Jo mere det blæser og jo mere det sprøjter, jo mere jubler han. Peter synes også det er fedt at kigge gennem hullerne i trampolinen og se vandet drøne forbi og samtidigt komme meget tæt på når vi hugger hårdt i bølgerne. Han hyler af grin hver gang Jacob tager en brådsø i smasken, mens han selv og jeg står sikkert og læner os op at centerbjælken midtskibs.
Skyerne er næsten helt væk nu, så alle feder den på dækket. Solen går ned over havnen, lige som vi lægger til. Held i uheld, at det startede med regn og blæst, for vi fik set, hvordan søen også kan være. Ikke bare det smaragdgrønne glansbillede fra brochuren, selvom vi heldigvis også nåede at se det. Og vi fik bestemt set lidt af det en katamaran kan præstere.
Super dag!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar