fredag den 18. april 2008

Videre nord på




On the road again mod Rockhampton, som er halvvejs til næste længere opholdsbase: Airlie Beach ud for Whitsunday Islands. Vi var ude af pladsen kl. 8:30 og handlede i det lokale Woolworths på vej ud af byen, så vi kunne tage afsted med et fyldt køleskab. Så allerede 9:30 var vi tilbage på Bruce Highway A1 nordpå. Der var lidt over 1500 km tilbage til Cairns fra Hervey Bay og vi åd os ind på ca. 400 af dem i dag.
Let trafik, bortset fra 4-5 oversize modkørende mineudstyrstransporter. Og når vi siger oversize, mener vi ÜBERsize. De blev eskorteret af 3-4 følgebiler, incl en eller flere politibiler, for at advare den modgående trafik. De var GIGANTISKE og ragede godt og vel over i vores vejbane. Sådan flytter man altså Caterpillar udstyr downunder.
Ellers bar ruten præg af bananplantager, sukkerrørsmarker, masser af skov, træklædte højdedrag i horisonten, floder og creecks, frugtplantager, og på det sidste stykke også enge med kvæg.
Rockhampton er the beef capital i Queensland ifølge Lonely Planet. Det ses, når man kører gennem byen. Vejarbejderne arbejder i samme tempo som dem derhjemme: 3 mand står og kigger på en fjerde, der sidder på hug og graver i et hul med en: murerske. Kom i gang, så vi kan få bilkøen afviklet.
Masser af statuer af kødkvæg, og forretningsnavne, som bærer præg af kvæg-branchen. Vi endte dog med at spise buritos på pladsen, i stedet for at gå ud og finde en steak-restaurant. Vi indhenter det nok.
Jacob har fundet en måde at få øvet sit engelsk lidt ekstra: Han købte en Simpsons tegneseriebog ”Bartman” til at læse i bilen (nu hvor han er færdig med de medbragte Harry Potter 6 og 7 på dansk). Det virker til, at han fint forstår indholdet. Han gav sig endda til at læse og oversætte den højt for Peter, som deler Jacobs entusiasme for Simpsons ... The Bart Brothers. (Hvis de en dag kalder far for Homer – doh - så dør de) Selvom det jo ikke ligefrem er Shakespeare-engelsk, (eks: Yeah right, sucker – Eat my shorts – Whats up Dude, osv), mon ikke hans engelsk-lærer alligevel vil synes, at det er en OK kompensation for det pensum, han går glip af hjemme? Det kan være, vi skulle tage serien med hjem og tilbyde den som ”frilæsning” i klassen.
Bortset fra det, så forstår Jacob meget af det, han hører. Han griner fx de rigtige steder, når vi ser TV, han fangede de fleste af de facts & figures, som guiden fortalte om Fraser i går, han talte også en del med vores værtinde på farmen (for efterhånden længe siden), for hun var sød til at henvende sig direkte til ham, og han klarer sig generelt, hvor han ellers støder på aussier. Så han får bestemt noget ud af det sprogligt.
Peter er begyndt at fange enkelte ord, så som ”må jeg be om water”. Lidt har også ret. Pladsen vi overnatter på er OK, selvom der er et par fastlæggerere, der er gået i selvsving: Fuglebad, blomster og salatbede samt billedet af ”Den flamingo dansende sigøjner” hængende i forstuen til campingvognen.
Det er bare så langt fra Bo Bedre som man kan komme.

Ingen kommentarer: