Daycruise til Whiteheaven Beach

Op kl seks igen – vi skal med shuttle bussen allerede kl. fem i syv. Gab det er tidligt. Det bliver ikke bedre af at det har regnet det meste natten og det står fortsat ned i striber da vi venter på bussen. 10 minutter senere står vi på den nærmeste havn og er checket ind til den lilla katamaran: Camira. Vi skal først om bord kl. 7.50 så hvorfor vi skulle hentes så tidligt giver ikke den store mening midt i regnen. Ventetiden fordriver vi med morgenkaffe på havnecaféen overfor.
Da vi kommer ombord skal vi aflevere fodtøjet i en stor vadsæk, her går alle incl skipper Steve rundt med bare fødder. Det er en stor katamaran, og vi er ca. 30 gæster ombord. Vi er den eneste familie med børn, resten er unge backpackere, kærestepar eller ældre folk af diverse nationaliteter. Vi kan alle sagtens være indenfor i kahytten i regnen, mens skipper glider ud af havnen.
Var det WhitSUNdays eller WhitRAINdays??? Vi trøstespiser morning tea & coffee med masser af kiks og småkager – Ungerne prøver at rydde bordet – men niks, banjemesteren kommer straks med nye forsyninger. Først sejler vi til øen Long Island for at hente yderligere 4 gæster. De skal hentes i dingyen – en 60 HK Zodiac til 16 personer, der hænger i davider bagest mellem de 2 skrog. De er lidt våde da de kommer ombord – søen er lidt hård og det blæser kraftigt, selv i læ af Long Island.
Vi sejler herefter nord om selve Whitsunday øen – vi skulle have været nedenom, men vejret er lidt for hårdt. 20 knob vind og søer på omkring 1 meter selv her på læsiden af øen. De fleste bliver inderfor og de første tøser begynder at se forpinte ud. Skipper må stå udenfor og skal lige have en dykkermaske på for at kunne se op i masten – det regner helt pænt nu. Snart må flere vælge mellem at være våde i hovedet udenfor eller grønne ditto indenfor. Lige inden vi kommer nord om øen, bliver der uddelt stingersuits til dem der vil snorkle senere – det er fortsat Jellyfish sæson, så der skal ikke tages chancer. Vi nupper alle på nær Lone en dragt
Jacob og jeg klæder om med det samme: Hvis det skal være møgvejr, skal vi i hvertfald være våde i våddragter. De er hundekolde, at have på i blæsten men med vores vindtætte regnfrakker over ude på trampolinen i stævnen, er det ved at være sjovt. Det gynger pænt i de nu 2 meter høje bølger ”Yihaa” – Regnen tager af nu og stopper til sidst helt, så det begynder at ligne noget det her.
Øerne er smukke med masser af skov, små strande, og lidt klipper hist og her. Og vi ser glimt af det smaragdgrønne vand, efterhånden som solen begynder at titte frem. Alle bliver kaldt på dæk for at kunne opleve ”Whauw”-effekten når vi runder pynten ind til Whiteheaven Beach. 7 km helt kridhvid sandstrand – ”Silikatsand” siger vores bådsmand, godt til at scrubbe og peele huden, rense smykker og helt eminent til at smadre kammeraer, så den slags skal ikke sættes eller tabes i sandet.
Efterhånden som vi nærmer os stranden, klarer det mere og mere op (”the skies are always blue at Whitehaven” påstår skipper og han har heldigvis ret). Vi sejles i land af 2 omgange og ved frokosttid er vi alle på stranden. De fleste soler sig, Jacob stryger på hovedet i bølgerne, Peter bygger sandslotte og atter andre begynder at spille strandkricket.
Vi hygger os, mens besætningen ombord fyrer op i barbien og gør frokost klar, til når strandturen er ovre. Den er absolut i verdensklasse denne strand og en del af en naturpark, så ingen øl på stranden eller noget med at tage andet end billeder og minder med derfra. Det kan koste skipper licensen hvis vi dummer os, så det gør vi ikke.
Efter kricket matchen og en 1½ time på stranden, kommer vi ombord til en super frokost med grillet kylling, fisk, pølser og steaks og en udmærket salatbar. På hver side af kahytten står en stor Esky, den ene fyldt med dåsesodavand og den anden med dittoøl og hvidvin. ”Help yourselves, mate” og der gør vi så.
Efter frokosten sætter vi kurs mod en anden ø, hvor vi skal snorkle. Under forberedelsen skovler bådsmanden, de der skumgummiflydepølser op på dækket nede fra ankerrummet. Sjovt rammer de alle den samme pige i hovedet mens hus forgæves forsøger at værge for sig. Jacob gokker ham en retur med en pølse. Bådsmanden springer op i trampolinen og udfordrer os ”Come on anyone?” Jacob springer fra dækket ned i trampolinen og tæver ham. Han slår hårdt, men Jacobs teknik er overlegen. Rollespilsøvelserne med latexsværdet og for meget Star Wars gør udfaldet - Publikum jubler hver gang junior får et rent stød ind og samtidigt parerer bådsmandens slag. De puster begge hårdt efter kampen.
De 10 der har meldt sig til snorkleriet får alle valgt svømmefødder og masker. Vi bliver sejlet ind til revet i Zodiacen. Jacob og jeg svømmer afsted sammen mod revet – det er lavvande, så vi har fået besked på ikke at svømme helt ind over revet – det er niks pille og med kun 50 cm vand nogle steder skal man passe på ikke at skade revet med svømmefødderne. Der er lige som Jacques Cousteau – der masser af koraller og farvestrålende fisk. Vi får set gule kirugfisk, klovnfisk, blå ”Dorrit” fisk, store mangefarvede fisk vi ikke kender navnet på og så 117 andre slags. Vi er ikke til at drive op af vandet, da tiden er gået. Det var en kæmpeoplevelse – det bliver ikke sidste gang vi skal på snorkletur på revene. Det er bare helt kanon.
Tilbage på båden, så de andre en flok delfiner komme forbi, så de fik også set lidt af livet under vand. Straks efter snorkleriet bliver der sat fulde sejl, og vi drøner med 17 knob frem gennem vandet. Det er alletiders at stå forrest på trampolinen og føle vinden og farten i båden. Den kan logge 30 knop, men skipper Steve vil ikke sætte flere kludde med gæster ombord. 17 knop er nok – Ja tak det ska jeg love for.
Jacob er ikke at drive væk fra stævnen. Jo mere det blæser og jo mere det sprøjter, jo mere jubler han. Peter synes også det er fedt at kigge gennem hullerne i trampolinen og se vandet drøne forbi og samtidigt komme meget tæt på når vi hugger hårdt i bølgerne. Han hyler af grin hver gang Jacob tager en brådsø i smasken, mens han selv og jeg står sikkert og læner os op at centerbjælken midtskibs.
Skyerne er næsten helt væk nu, så alle feder den på dækket. Solen går ned over havnen, lige som vi lægger til. Held i uheld, at det startede med regn og blæst, for vi fik set, hvordan søen også kan være. Ikke bare det smaragdgrønne glansbillede fra brochuren, selvom vi heldigvis også nåede at se det. Og vi fik bestemt set lidt af det en katamaran kan præstere.
Super dag!

Sidste træk mod Whitsundays

Sidste ben af turen fra Hervey Bay til Whitsunday Islands ved Airlie Beach. En lille dagsmarch på 475 km siger TomTom. Det er lidt langt, men vi kommer lyn-hurtigt afsted for begge unger tramper afsted mod baderummene på pladsen kl. kvart over seks helt af sig selv. Hvorfor sker sådan noget ikke derhjemme? Men det betyder at vi er på landevejen allerede kl. otte – en virkerlig god begyndelse og tanken melder at der 370 km tilbage før der skal tankes. Efter de første 20 km er der ikke meget trafik nordpå så vi kommer hurtigt til at ligge lige på fartgrænsen i sjette gear.
Landskabet bliver hurtigt ensformigt, enten bush med mange træer eller bush hvor cattlefolket har fældet en stor del af træerne. Det er næsten som outbacken – bare grønnere med flere træer. Det sidste stykke er udpræget sukker-land med sukkerrør så langt øjet rækker og flere rafinaderier.
Men Lonely Planet har ret i, at det generelt er en kedelig strækning eneste afveksling er da en 15 cm vandrende pind titter frem ved sideruden i føresiden, blind passager godt den er udenfor – den er klam.
Vi tanker op og spiser frokost i en forstad til Mackay – der er kun 125 km igen til mål. Vi kommer tidligt frem kan vi se på uret. I løbet af de sidste 100 km bliver vejret dog dårligere og dårligere, indtil vi i silende bjergregn kører ind i Airlie Beach – for h... da også. Der er solskin på alle de billeder vi har set af Whitsundays! Det vil vi også ha'!
Camping pladsen er helt fin med rigtig gode fællesarealer – specielt poolen med vandrutchebaner, skumgummiflyde-pølser og paddehætte vandfald bliver straks indviet af ungerne, for det er i det mindste blevet tørvejr igen.
Jeg sætter mig til at surmule i bilen – Jeg vil have solskin nu ...
Efter badeturen, går vi samlet ned til den lokale Woolworths efter at have booket en daycruise med til Whitehaven Beach til torsdag, i håb om godt vejr. Hjemme på pladsen laver Lone super hjemmelavede pizzaer – en udmærket slutning på en lang og til sidst regnfuld køredag.

Videre nord på

On the road again mod Rockhampton, som er halvvejs til næste længere opholdsbase: Airlie Beach ud for Whitsunday Islands. Vi var ude af pladsen kl. 8:30 og handlede i det lokale Woolworths på vej ud af byen, så vi kunne tage afsted med et fyldt køleskab. Så allerede 9:30 var vi tilbage på Bruce Highway A1 nordpå. Der var lidt over 1500 km tilbage til Cairns fra Hervey Bay og vi åd os ind på ca. 400 af dem i dag.
Let trafik, bortset fra 4-5 oversize modkørende mineudstyrstransporter. Og når vi siger oversize, mener vi ÜBERsize. De blev eskorteret af 3-4 følgebiler, incl en eller flere politibiler, for at advare den modgående trafik. De var GIGANTISKE og ragede godt og vel over i vores vejbane. Sådan flytter man altså Caterpillar udstyr downunder.
Ellers bar ruten præg af bananplantager, sukkerrørsmarker, masser af skov, træklædte højdedrag i horisonten, floder og creecks, frugtplantager, og på det sidste stykke også enge med kvæg.
Rockhampton er the beef capital i Queensland ifølge Lonely Planet. Det ses, når man kører gennem byen. Vejarbejderne arbejder i samme tempo som dem derhjemme: 3 mand står og kigger på en fjerde, der sidder på hug og graver i et hul med en: murerske. Kom i gang, så vi kan få bilkøen afviklet.
Masser af statuer af kødkvæg, og forretningsnavne, som bærer præg af kvæg-branchen. Vi endte dog med at spise buritos på pladsen, i stedet for at gå ud og finde en steak-restaurant. Vi indhenter det nok.
Jacob har fundet en måde at få øvet sit engelsk lidt ekstra: Han købte en Simpsons tegneseriebog ”Bartman” til at læse i bilen (nu hvor han er færdig med de medbragte Harry Potter 6 og 7 på dansk). Det virker til, at han fint forstår indholdet. Han gav sig endda til at læse og oversætte den højt for Peter, som deler Jacobs entusiasme for Simpsons ... The Bart Brothers. (Hvis de en dag kalder far for Homer – doh - så dør de) Selvom det jo ikke ligefrem er Shakespeare-engelsk, (eks: Yeah right, sucker – Eat my shorts – Whats up Dude, osv), mon ikke hans engelsk-lærer alligevel vil synes, at det er en OK kompensation for det pensum, han går glip af hjemme? Det kan være, vi skulle tage serien med hjem og tilbyde den som ”frilæsning” i klassen.
Bortset fra det, så forstår Jacob meget af det, han hører. Han griner fx de rigtige steder, når vi ser TV, han fangede de fleste af de facts & figures, som guiden fortalte om Fraser i går, han talte også en del med vores værtinde på farmen (for efterhånden længe siden), for hun var sød til at henvende sig direkte til ham, og han klarer sig generelt, hvor han ellers støder på aussier. Så han får bestemt noget ud af det sprogligt.
Peter er begyndt at fange enkelte ord, så som ”må jeg be om water”. Lidt har også ret. Pladsen vi overnatter på er OK, selvom der er et par fastlæggerere, der er gået i selvsving: Fuglebad, blomster og salatbede samt billedet af ”Den flamingo dansende sigøjner” hængende i forstuen til campingvognen.
Det er bare så langt fra Bo Bedre som man kan komme.

Fraser Island

Fraser Island ... eller Fuser Island?
Ikke helt hvad vi havde forventet, må vi tilstå, World Heritage eller ej. Vi blev samlet op ved receptionen kl. 7:45 og kørt til havnen, hvor færgen Fraser Dawn ventede på at sejle os over til Fraser Island. Egholm-færge-agtigt med flad bund, så den kan lægge til direkte på øens vestlige sandstrand. Pointen er, at Fraser Island er verdens største sand-ø med regnskov, skov, søer, og kilometervis af hvid sandstrand. Vel ankomne blev vi vist hen til vores ”bus”, som var en special-bygget 4-hjulstrukket lastbil med plads til 16 passagere. De øvrige i selskabet var mest ældre ægtepar, flere af dem tysk-talende og det var guiderne også: Hans og Henning. Så vi fik det hele både på engelsk og tysk. Det skulle vise sig at være en smule anstrengende i det lange løb.
Nå, men afsted på sand-vejen og så forstod vi, hvorfor vi skulle spænde sikkerhedsselerne: Vi væltede rundt! Hvis det er robust at køre i en 4WD Pajero i outbacken, så var det da intet at sammenligne med en 4WD bus igennem sandet. Men frem kom vi, og så diverse skov og regnskov – som sagt med grundig forklaring på både engelsk og tysk – indtil vi havde kørt ca. 1 times tid. Så blev vi sat af for at gå igennem træerne og bedre fornemme bevoksningen. Samtidig måtte Hans og Henning lige skifte et af hjulene - det tabte luften. Det var lækkert at gå i den kølige luft og høre fuglene – nogle af dem med meget besynderlige skrig.
Tilbage i bussen skulle vi køre ca. ½ time yderligere, inden vi stoppede ved et lille bysamfund/ferieby, hvor der var forfriskninger i restauranten. Ordnung muß sein, så vi skulle være tilbage i bussen efter nøjagtig et kvarter, og så afsted mod den østlige kyst. Stranden er bestemt bred og flot – bare ærgerligt, at man ikke kan bade pga hajer og jellyfish.
Det måtte man til gengæld i Eli Creek -en ferskvands-bæk, som løber ud med 4 mill l vand i døgnet eller i timen - det fik vi ikke lige fat i. Helt klart og lækkert, med utrolig meget strøm. Vores time-slot var dog kun på 20 min, så vi nøjedes med at soppe. Men det var lækkert.
Samtidig fik vi fornemmelsen af, hvorfor de kalder det stykke af kysten for highway: Der var adskillige 4WDs med individuelle turister, adskillige andre turist-busser, og så var der lige et lille fly, som lettede fra stranden. Man skal se sig for.
Næste stop var et gammelt vrag, som har ligget på Fraser Island, siden 1935. En kort foto-session og afsted igen mod frokost: Den var stillet an i skoven bag en lille restaurant og vores chauffør kastede sig ud i BBQ. Imens jagtede Kim og drengene en leguan på 1½ m – we kill it, you grill it! Det var hyggeligt at sidde og spise i det fri.
Endelig ud på sidste etappe: Først lidt tilbage ad stranden mod the Coloured Sand, som er nogle imponerende sand-formationer i klitten. Vi nåede i øvrigt også at spotte en dingo på stranden på vejen dertil. Dernæst mod Lake Aloma, som er en af øens 50 ferskvandssøer, hvor vi skulle bade. Men ØV! Vi havde forventet en sø med klart vand à la åen fra i morges. Den var dog te-farvet og fra sø-bredden kunne vi se adskillige skilpadder svømme rundt. De var hyggelige nok, men vi vidste ikke lige, om vi havde lyst til at bade sammen med dem. En af de tyske herrer sprang dog flux i, og også en schweisisk dame og hendes voksne datter. Og det ville Jacob trods alt ikke stå tilbage for, så han hoppede også ud mellem sivene. Men det var nu ikke særlig lækkert, synes han.
Det var så det, og tilbage i bussen for at rumle den sidste times tid tilbage til ”færgelejet”. Færgeprammen: Fraser Dawn burde nu hedde Fraser Dusk, da vi sejlede retur i solnedgangen. Et flot syn, samtidig med at vi inde over fastlandet kunne se et uvejr trække forbi med lyn.
Alt i alt en fin nok dag, men ikke helt hvad vi havde regnet med. Ved nærmere eftersyn i brochurene fra nogle af de andre selskaber, kan vi se, at andre ruter førte til andre søer, som nok mere var det vi havde hørt om hjemmefra. Til gengæld skulle vi så havde kørt i en 40 personers bus. Jeg tør da ikke tænke på, hvor meget vi så havde hoppet rundt i sæderne. Too bad!
Fraser er bestemt et besøg værd, men forholdet mellem oplevelser og så bumletur i bus passer bare ikke samme til en-dags tur – man rumler meget mere end man oplever. I bagklogskabens ulideligt klare skær skulle man have lejet sin egen 4WD og så have taget en overnatning derovre. Men det havde været en større omgang at få det organiseret, så Fraser er nok bare for utilgængelig for os førstegangs turister.

Slapperdag

Slapper dag med ture til poolen, hvor Peter er nået til at hoppe i – og gør det igen og igen og igen, endda uden bælte og badevinger. Det blev også til en times leje af go-karts på pladsen. Den er ikke stor, men når man har kørt den rundt igen og igen i en time, får man varmen. Især fordi det har været meget varmt idag – 28 grader officielt, men næsten ingen vind til at røre rundt i suppen, så det føltes af mere. Kims mave er i bedring, så det skulle være OK at tage på tur i morgen. Vi fik også endelig ringet og booket fly til turen Cairns-Dunk Island-Cairns, når vi skal dertil d. 29. april på sidste etappe af turen. Men der er jo laaaaaang tid til endnu ...

Hviledag i Hervey Bay

Vi forsøger at sove længe men så snart solen letter på mørket omkring kl. seks starter fuglene med at larme. Det lyder ikke helt normalt – bare højt og længe nok til at både Lone og jeg vågner – så trækker bæsterne væk og der er kun almindelig fulgekvidder tilbage.
Ikke er sky på himlen – det lover godt det her. Da ungerne kommer op en time senere vil de i pølen – Jacob har tjekket at man skal være 14 for at bade alene og det mener han godt han kan overbevise Aussierne om at han er – så vupti farvel med ham.
Peter har lige fået tæv af Super Mario bossen igen igen og er mega gnaven. Men snart vil han også ned og dyppes. Jeg går ingen steder. I går nåede jeg kun 200 meter ned af vejen inden bummelumfabrikken erklærede, at nu skulle man vende om – så i dag bliver jeg nok også nødt til at holde toiletterne inden for synsafstand. Jeg bare elsker Paraghurt og banan til morgen, middag og aften....
Snart bliver det dog for kedeligt bare at sidde i campingstolen. Jeg slår min egen rekord og når helt ned til stranden 250 meter fra pladsen. De flinke folk har anlagt en strandpark for enden af vejen med BBQ og toiletter, så jeg tør godt gå videre op af stranden. Nogle hundrede meter fremme ligger der nogle seje vandscootere i vandkanten – der er ingen bølger, bugten ligger jo i læ af Fraser Island. Jeg slår op fra vandkanten og læser priser på udlejning af scootere ved cafeen. 650 AUD pr. mand hvis man vil på en 2½ times tur til Fraser Island. Småpebret og uden for min bagdels rækkevidde tænker jeg og lunter videre. Strandpromenaden på vej tilbage er som i alle andre badebyer: Ejendomsmæglere, cafeer, souvenirbutikker, lukkede butikker hvor der sidst har været en hjernedød businessidé.
På vej mod camperen ser jeg en dame komme løbende mod mig meget længere nede af vejen på pladsen – det ku godt ligne Lone – men uden briller slår jeg det hen: Lone løber ikke. Hjemme ved camperen finder jeg ud af det var Lone – Jacob er gledet på gulvet på vej til pool-toiletterne – ”han har nok forstuvet foden” forklarer hun og løber derned igen bevæbnet med plaster, papir og elastikbind. Jeg går efter – jeg burde løbe, men så koster det rene bukser. Heldigvis er det ikke så slemt med Jacob– foden hæver ikke op alligevel, og blødningen er ved at stoppe. Pyha.
Efter formiddagen ved saltvands-pølen beslutter vi at tage i indkøbscenteret for at få fyldt forådskamrene op. Man skal bare lige tage højde for, at det kræver en mindre omvej for at komme ind på P-pladsen med flyttebussen. Vi får handlet det vi skal og skynder os hjem for at få frokost – Peter udnytter dog lige sulten til at slå os for en tur til bageren. Den knægt kan få øje på chokolademuffins på 100 meters afstand.
Efter frokosten går vi mod stranden, med en afstikker omkring receptionen. Vi skal lige have booket den tur til Fraser – der er 3 at vælge i mellem – nede på stranden drøner Peter og Jacob direkte ud i vandet for at kaste bold til hinanden. Mens ungerne bader, beslutter vi os for en tur med BBQ indlagt og max 16 deltagere i en 4WD bus. Der er dog fuldt booket i morgen søndag, så vi vælger at tage den mandag i stedet – vi bliver derfor yderligere 2 dage her på pladsen. Men det gør heller ikke noget. Peter og Jacob vil bare have noget vand, de kan pøle i og med den nyindkøbte stålskovl og spand, skal tiden nok komme til at går på stranden. Den ekstra dag betyder forhåbentlig også, at maven kommer i orden. Lone laver DIY pizza i gasoven til aften, med flutes og friske, nypillede rejer bagefter og melon til dessert.
Jeg springer over pizzaen, men tester i øvrigt formen, og denne gang er der ikke mavekrampe efter hverken flutes eller vandmelon. Måske er der reelt håb for Fraser turen.
PS: Ifølge et af de lokale sladder-ugeblade er Mary dybt ulykkelig og føler sig som en fange på slottet ... Hendes ferie til Australien, mens Frederik er til OL, skulle være i fare for at blive aflyst, hvilket gør hende meget frustreret ... Et andet ugeblad havde en længere feature om den lille familie og hvor dejligt de har det med deres to børn ... Sladder-pressen hernede kan åbenbart heller ikke blive enige med sig selv.

Steve Irwin Zoo

Kim har det mildest talt dårligt. Paragurt og cola har endnu ikke rigtig hjulpet noget, men han vil ikke blive en dag mere i Brisbane, så han klemmer bogstaveligt talt balderne sammen og hjælper med at gøre vognen klar, så vi kan komme afsted efter planen til Steve Irwins Australian Zoo, på vej videre. Den ligger ca. 50 km nord for Brisbane i Glass House Mountains, som er dannet af vulkanklipper. Vi når frem, uden at Kim får brug for vognens toilet, men han er ikke klar til at gå med ind i parken, så vi andre drager af.
Det er ”Zoo møder Fårup Sommerland”, og at dømme efter oversigtskortet og dagens program er det med at komme over i Crocoseum for at se dagens show, som starter kl. 11. På vejen ser vi et par ordentlige basser af nogle croc's – det er ikke for ingenting Stevie gik under navnet Crocodile Hunter. Og man ser ham alle steder på plakater, som full-size cardboard figur, og på video på storskærmen som opvarmning, da vi får fundet en plads i crocoseum'et. Han sætter stadig sit tydelige præg på det hele.
Crocoseumet kan rumme 5000 tilskuere, og ”manegen” er et stort bassin med filt-græs omkring, hvor vi senere skal se diverse dyr optræde. Først skal vi dog lige have Irwin junior ”overstået”: Bindy Irwin er hans ca. 9-årige datter, som har sit eget morgen TV-program, hvor hun lærer børn om de vilde dyr. Vi så det tilfældigvis her til morgen i camperen. Hun har tydeligvis også udgivet en CD, og optræder på en lille scene sammen med sin backing-gruppe på 4 granvoksne mænd – The Crocmen. At dømme efter publikums reaktion er hun MEGET populær hernede, omend showet er lidt ”søgt” efter vores smag. I parkoversigten kan vi læse, at både Bindy og resten af familien også har hver sit eget tøj-mærke – talk about optimizing the PR ...
Efter MGP-showet kommer der endelig liv i manegen, hvor de viser adskillige eksemplarer af deres slanger og har en lille ”sketch” om, hvad man skal gøre, hvis man bliver bidt af en. Meget pædagogisk. Dernæst er der fugleshow med diverse truede arter, og lidt klovnerier med frivillige publikummer.
Endelig kommer så the main attraction – Monty, som er en ordentlig motherf.... af en krokodille. Den bliver lokket ud i bassinet af diverse dyrepassere. Mrs. Irwin kommenterer fra bassin-kanten og deltager ved at fodrer den med rotter for at få den til at vise sin sande natur. Imponerende hvor højt den gaber, hvor hurtigt den kommer op ad vandet, og ikke mindst dens death-rolls, da de fodrer den med et grisehoved på en snor, så den må kæmpe for at få sin god-bid. Ikke en herre, man har lyst til at støde på ved en mudret flod!
Efter showet skal vi andre lige affodres, inden vi tager The Stevie Safari Shuttle til den anden ende af parken for at se Asien-sektionen med elefanter og tigere. De har også en koala- og kænguru-sektion, som vi dog går hurtigt igennem. De kan ikke måle sig med Lone Pine fra i går, hvad de to dyr angår. Så i stedet ind i deres kæmpe voilière for at se papegøjer og andre eksotiske fugle + terrariet med et utal af ulækre slanger.
Vi må også lige omkring legepladsen og hoppeborgen, for at Peter kan få fred i sindet, inden vi går i butikken ved udgangen. Dels har vi lovet Kim at købe en pin med fra parken til hans hat, dels skal vi have fat i nogle nye chokolader og vingummier, som Irwin dynastiet har udviklet i samarbejde med The Incredible Chocolate Company, og som de lancerer i disse dage ved at promoverer dem i parken ... og vi er spot-on i målgruppen!
På P-pladsen finder vi en lidt friskere Kim i camperen. Det er lykkedes ham at få sovet lidt og en banan og en youghurt er da gledet ned. Han er heldigvis frisk nok til at vove sig på landevejen igen, de 200 km vi har tilbage, inden Hervey Bay, som bliver vores base de næste par dage. Herfra kan vi sejle over til Fraser Island og også få set noget mere af fastlandskysten, som for denne dels vedkommende hedder Sunshine Coast.
Navnet passer foreløbig: De har haft fuld sol og 27 grader hele dagen, og der er lunt og ikke en sky på himlen, da vi når frem kl. 17.30. Herligt! Det lover godt!

Koala-kramme-dag

Tørvejr og letskyet – Det passer fint til en tur i Lone Pine Koala Sanctuary, som ligger i udkanten af Brisbane. Det viser sig at være midt i et bedre villa-kvarter, hvor der er adskillige nybyggerier i gang. Der er åbenbart også bygge-boom i Australien.
Parken er overskuelig og godt anlagt under store træer lige ned til floden. Fokus er klart på koalaer – verdens største koala-fristed med over 130 voksne eksemplarer og adskillige unger oveni. Og de er nøjagtig så nuttede som vi – og især Peter – havde håbet. De er alle vegne. De hænger og putter sig eller sidder og kigger på os med deres dovne ansigtsudtryk.
Koalaer er nemme at holde i bur: Et hegn på lidt over en meter og så en træstamme med grene med en afstand på et par meter til hegnet, så hverken kan eller gider de forsøge at gå nogen steder. De dertil indrettede stammer er alle forsynet med et bundt friske eucalyptusgrene.
Vi går straks ned til photo-spot-stedet, hvor man kan blive fotograferet med en real-life bamse i favnen af en professionel fotograf, mod at slippe AUD 15, og derefter er man velkommen til at skyde løs med eget kamera. En del af beløbet går til det gode formål at beskytte koalaerne, så det må vi naturligvis støtte.
Jacob går først og får instruks i, hvordan man skal holde den, så koalaen er tryg. Derefter Peter, som får en skammel at sidde på, for at kunne holde bæstet – de kan veje op til 15 kg, så det er ved at være lige så meget som Peter selv. Han er ikke helt tryg ved situationen – kløerne kradser igennem hans t-shirt og smilet er stramt fordi øredusken kilder ham på hagen – men det var et af målene med hele hans tur, så det skal lykkes. Og resultaterne blev også gode – se http://www.koala.net/photo/1004008118.htm eller http://koala.net/photo/1004008514.htm for de synlige beviser. Der ligger de de næste 60 dage.
Senere på dagen er der en præsentation, hvor vi hører om parkens historie og facts & figures, så som at de kun spiser eucalyptus skud; at en voksen kan spise 4-600 g pr. dag (og hvor meget vejer et enkelt blad lige?); at de IKKE er høje af de euforiserende stoffer, men at de sover eller holder sig i ro så meget som muligt for at spare på energien, så de ikke er nødt til at spise endnu mere; at de har helt entydige kendetegn i både deres ansigter (og det er ikke engang løgn!) og i deres mønster i pelsen på bagen; og meget mere.
Vi fotograferede løs på turen rundt og hyggede os med at gå fra gruppe til gruppe. Især The Boys var morsomme. De var relativt aktive og to af dem ”sloges”, hvilket var noget af et show. En anden vovede sig ned af sin stamme og Jacob lokkede den hen til hegnet med en løs eucalyptus gren. En tredje nøs hvilket lød noget så nuttet.
En anden stor del af parken var åben ”out back” hvor der var emuer, wallabier, og kænguruer i massevis. Man kunne købe foder til the 'roos, og det lykkedes at få adskillige til at spise løs af Jacobs og Peters hænder. Morsomt. Videre så vi en enkelt doven krokodille, fugle, wombats, en ÆKEL kæmpe-edderkop, krybdyr og slanger, etc.
Frokostområdet var anlagt med flere koala-oaser rundt om, og vi fik set, hvordan dyrepasserne indsamlede de afspiste grene fra hver stamme, og fordelte nye friske– det er fast arbejde at holde bamserne ved føden, sku' vi hilse at sige: Parken indsamler og fodrer dem med ca. 1 ton blade hver dag – ta' den!
Retur på campingpladsen gik Jacob og Peter i pølen, omend det nu igen var blevet overskuet. Kim gik i seng med maveonde, og jeg fik bikset noget intermistisk aftensmad sammen, til indendørs fortærring, for det begyndte at regne igen. Nyhederne kunne til gengæld fortælle os, at vejret skulle blive bedre fra i morgen, især længere oppe ad Sunshine Coast, så lad os håbe den lever op til sit navn.