Nu går turen hjemad

Så starter nedtællingen så småt til hjemturen, men vi kan da stadig lade som om, vi har masser af tid. Virkeligheden sniger sig dog ind på os i form af nedpakning (kan vi nu holde os inden for 4 x 20 kg?) og afregning opholdet + alt det løse (det løber op, når man bare siger ”charge it to my room, please”). Vi når endnu en morgen buffet og efterlader bagagen på værelset, så den kan blive kørt ned til flyvepladsen direkte.
Imens går vi ned til Watersports området for at nyde de sidste Dunk solstråler og udsigten over vandet. Vi møder flere af personalet fra vores favoritrestaurant. De har fridag og sidder og venter på vandtaxaen til fastlandet, men spørger til Jacobs mave (som er i bedring, omend han stadig har brug for et toilet meget pludseligt og oftere en normalt), så vi får en længere snak med dem, nu de kan se vi skal hjem. Det var hyggeligt. Vi bruger den sidste frokost voucher på caféen på en let frokost, (Barramundi forårsruller – det er bare guf) inden det er tid til at gå retur til flyvepladsen.
Vejret er ”heldigvis” blevet lidt grumset i mellemtiden. Så er det da knap så deprimerende at skulle afsted. Og mindsandten om ikke det endda begynder at regne, da vi taxier ud til startbanen. Det passer meget godt med vores humør. Det giver dog også en del turbolens, så den lille flyver hopper og danser på den første del af turen. Fyren på sædet foran må endda have sin lille pose frem – klamt! – men stakkels ham. Tættere på Cairns klarer det heldigvis op og vi får set et stykke Reef og alle nuancerne i havet en sidste gang i sollyset – det er så smukt! Vel tilbage på landjorden får vi fat i en taxi til at køre os til vores hotel i Cairns.
Vi har valgt et lille hotel i centrum, tæt på lagunen, så vi kan nå en sidste badetur. Værelset er fint, på et hotel midt mellem alle souvenirbutikkerne, caféerne, tur-arrangørerne, og en million andre hoteller. Det viser sig at være helligdag i dag, så der er en del mennesker på gaderne og også pænt belagt ved lagunen. Det giver et helt andet indtryk af Cairns, end da vi var her første gang i sidste uge på en stille mandag formiddag. Nu forstår vi, hvad de mente i Lonely Planet med ”ucharmerende”. Men pyt, det er kun for en nat, så vi overlever.
Lagunen er også stadig indbydende og drengene hopper fluks i det klare saltvand, hvor Peter lige når at få lært at svømme 4-5 tag uden badebælte. Det var i 11. time, men så har vi da noget at bygge videre på hjemme. På tilbagevejen til hotellet går vi forbi et galleri, hvor jeg sidste uge forelskede mig i et ”kunstværk”. Ni 25 x 25 cm fotos af The Elements. Deres udstillings-model var på tilbud, men den er selvfølgelig blevet solgt i mellemtiden. Den venlige ekspedient (som tydeligevis er på provision) er dog klar med detaljerne for at købe et helt nyt sæt - til listepris – så det skal vi nok lige tænke over ...
Retur på hotellet skal vi have omrokeret lidt mere på bagagen og uploadet til internettet, inden vi går ud og finder noget aftensmad. Det er tidligt i seng i aften, for vi skal afsted fra hotellet kl. 7.00. Og så er det endegyldigt slut med vores eventyr. Så skal vi bare have overstået 24 timers gabende fly-rejse Cairns-Brisbane-Hong Kong-Frankfurt-Billund, inden det er back to reality.
Men hvor har det været et fantastisk tur. 24 timers flyrejse er en lille investering at gøre for alle de ting, vi har set og oplevet, for ikke at tale om hvor fedt det har været at være helt væk fra dagligdagen og prøve noget helt andet. Godt vi gjorde det! Vi kan jo altid bruge nogle af de 24 timer på at studere vores 3000+ billeder og læse vores blog igen, så vi får det hele genopfrisket.
Det føles heldigvis som MEGET lang tid siden vi sad i Billund og slet ikke kunne forestille os, hvad vi havde i vente.
Mens vi skriver blog her i tusmørket på altanen er der helt vildt mange Lorikit papegøjer, der larmer og flyver i formation 300–400 stykker i flok op og ned af Laker Street. Fodgængerne der krydser vejen må dukke sig, når dieselbusserne gasser op og får sendt hele banden på vingerne – så er der flere tusinde i fugle kamikazeflyvning i hovedhøjde. Det minder om Magnetic Island, hvis ikke det var for alle neon-lysene, busserne, kineserne, og alt det andet mylder på gaden.
Nå, vi må se at komme ud i det og få det bedste ud af vores sidste aften. Over and out from Down-Under!

Hviledag - Søndag

Sidste hele dag i vores paradis på Dunk. Der er dog en slange i paradis, for Jacob er stadig ramt af maveonde, og han er ikke meget for at spise morgenmad. Det bliver kun til en lille skål cornflakes, hvilket bestemt ikke ligner ham – ikke engang en chokolade croissant kan friste. Derefter vil han hjem om slappe af i sengen. Peter og Lone leger nede på stranden i det vigende tidevand, hvor Peter surfer med sine Lego-figurer i bølgerne.
Jeg beslutter mig for at få undersøgt, hvor godt det er at snorkle i Muggy Muggy Bay som skulle være det bedste sted at se ”fringing reefs” her på øen. Der var dog ikke så meget at se pga. lavvande og masser af brunt tang, der ligesom havde overgroet det hele. Nå, det var da godt at jeg ikke havde fået lokket Jacob med på den galej. Da jeg var kommet tilbage til suiten, fik vi overtalt Jacob til at gå med ned til pølen. Først ville han bare ligge i skyggen på en solseng, men efter vi havde fået frokost i den italienske restaurant ved siden af pølen, hvor det lykkedes ham at holde en gang pasta i sig, livede han noget op og endte med at bade med os andre 3. En passende måde at bruge den sidste eftermiddag på, og da vi kom tilbage, skulle der enten soles lidt mere, leges i strandkanten eller blot kigges fjernsyn i airconditionens brise.
Og så lige en sidste flot solnedgang inden aftenens hoved-arrangement i form af Carvery Buffet i den store restaurant. Det bliver (igen) en god oplevelse med lækker lammesteg og roast beef, + diverse tilbehør, beuf bourgénion, fisk, kylling, supper, og ost + dessert til den store guldmedalje. Jacob klarer at smage lammen med ris og brød til, i håb om at det kan hjælpe hans mave i gang igen.
Lige nu – en halv time efter aftensmaden – starter Star Wars III på flimmeren, så fin måde at slå mave på. Lad os håbe, at Jacob kan lade det blive ved det, så han kan få en god nattesøvn.

Spa amok

Lone kan ikke få nok – af spa behandling altså. Hun har booket endnu en tid, så hun står tidligt op og lister afsted til spa'en mens vi andre vælger at fede den med en ”high school” film i tv. Vi kommer først op i restaurenten kl. 10, men morgenbuffetten ser ikke mindre ud af den grund. Da vi 3 vralter hjem en halv time senere (der var ingen til at stoppe os fra at proppe chokolade croissanter i skabet), er Lone kommet retur fra en full-facial-nulre-fikse-bikse-behandling. Guderne må vide hvor mange par sko der går på sådan en 75 minutters hoved-rengøring (”SKO???? Hvem er det lige der har købt sko på denne tur????”). Hun er helt salig og mener at det må være noget der skal opprioriteres i hverdagen, når vi kommer hjem.
Vejrudsigten for i dag har været helt i skoven – de havde lovet occasional showers ligesom i går, men den sidste regn faldt i nat og der har stort set været skyfrit hele dagen. Super! Så Peter og Lone smutter til pølen, men Jacob mener han er ved at få ondt i maven og vil ikke med. Da vi spiser frokost et par timer senere, får han ikke mange bidder ned, før han må styrte afsted til restaurantens toilet. Så han og Lone går retur til værelset, hvor han falder i søvn. Da han vågner, går det lidt bedre for en kort bemærkning, men snart må han igen ofre sig, så han har pænt ondt af sig selv. Det kan ikke være hans far han har lært det af.
Vi andre steger korpus på liggestolene under palmerne på stranden, mens vi drikker den complimentary champagne, vi fandt i køleskabet, og griner lidt af Samurai-jack – en japaner, der bor yderst i vores husrække. Han tager hele tiden sol lige midt på stranden kun iført sumo-hylere. Det ser altså urkomisk ud, at en ældre mand render rundt med et snoet håndklæde presset op mellem ballerne. Det er ikke lige det, der tænder, mener Lone. Peter sejler med Lego-både henne i ferskvandsbækken (Wild Water Rafting), mens storebror er for smadret til at lave andet end at ligge på langs.
Så aftensmaden bliver en knap så festlig affære. Peter og jeg går på restaurant, mens Jacob og Lone bliver på værelset, og så tager vi en pizza med retur til Lone. De var godtnok ikke meget for det, da Lone checkede, men lod sig allernådigst overtale til take-away under omstændighederne. Det manglede da også bare.

Nah - heaven can wait

OK, vi kommer hjem alligevel ... det er stadig halv-dårligt vejr, da vi står op, og mens jeg er til min body-sculpture-massage får vi en ordentlig byge. Det tager dog på ingen måde fokus væk fra min spa-behandling – herligt! Jeg er godt og vel ved at falde i søvn, mens jeg ligger og skal vente på, at min body-mask af alger og andet godt fra havet gør sine mirakler.
Planen om at gå til pølen, når jeg kommer retur, må udskydes pga det grumsede vejr. Vi bliver på vores terrasse og læser og skriver og leger med Lego, og hvad man nu ellers kan finde på, mens vi kigger ud over havet. Trods skyerne er det stadig et syn, man ikke kan få nok af. Ved frokosttid er der dog opklaring, så vi køber frokost i baren på vej til poolen. Vejret skifter lidt frem og tilbage, men det er stadig dejlig varmt, så vi daser bare ved poolen resten af eftermiddagen.
Halv syv skal vi til Seafood Buffet, som er aftenens eneste tilbud om mad, men det passer os strålende: Rejer, krabber, østers, muslinger, røget laks, salater, diverse fiskeretter, supper, og et overdådigt oste- og dessertbord - det er lige os. Vi har et lille intermezzo med tjeneren, fordi han kræver et ekstra gebyr på vores ellers forudbetalte middagskupon. Det kan vi ikke acceptere, for i aften har vi ikke noget alternativ, hvad middag angår. Det er ikke de 2 x 13 AUD, som er problemet, men mere princippet. Det er bare for småligt at man kræver ekstra, så snart middagen ligger over deres normale kalkule. Hvad så med alle de gange vi ikke spiser igennem og når op på deres target, for hvad en dinnervoucher er værd? Den stakkels tjener kan selvfølgelig ikke gøre hverken fra eller til, så vi må op og brokke os i receptionen i morgen. De kan sikkert vise os, hvor det står med small-print, at de forbeholder sig ret til upgrades undervejs, ellers får de lov at kreditere det igen. Så må vi se, om den ellers så gode service holder.

Og på 3. dagen opfandt vi regnvejr..

DET REGNER!!!! I skrivende stund øser det faktisk ned. Men pyt, når man kan sidder på den overdækkede terrasse på en solbænk og stadig nyde lyden af bølgeskvulp! Det startede ellers fint i morges med sol og kun lidt spredte skyer. Så vi holdt os til planen og gik til øens højeste punkt.
Turen er beskrevet som medium i sværhedsgrad; 45 min. ud og 30 min. hjem, så vi satser på, at den er OK selvom vi har Peter med. Han begynder godtnok at brokke sig lidt, ca. 2/3 oppe, men med lidt ekstra motivation fra Jacob lykkes det at få ham med videre mod toppen. Stien snor sig gennem regnskov hele vejen, så det er dejlig køligt i skyggen. Vi mærker 4 dråber regn undervejs, og kan se gennem træerne, at der er blevet lidt mere overskyet end da vi startede.
Men vi når toppen på 50 min. og nyder den flotte udsigt over strædet ind mod fastlandet: Spredte grønne øer med hvide sandstrande (”De hedder alle sammen noget med 'Island' ”, konstaterer Peter, da vi læser op af kort-planchen på udsigtsplatformen), alle havets nuancer fra lys gullig (det er lavvandet og sandbunden kan ses tydeligt nogle steder) over smaragdgrøn og turkis til dybblå. Ind imellem er der små bølger, fordi revet bryder igennem. Bjergene inde på fastlandet er lidt disede, og det føles som om vi var på en eksotisk Stillehavs-ø ... men halløj ... det er vi jo også!!!! Der har været en radarstation på toppen under 2. verdenskrig, som var udkommanderet fra Townsville, så der er relationer til det fort vi så på Magnetic Island.
Vi begynder nedturen med solens stråler gennem de tynde trækroner på toppen, men kun ca. 1/3 nede begynder det pludselig at regne. Meget passende i regn-skoven – ha ha – men da det tager til efterhånden som vi når længere ned, bliver det en lidt klam fidus. Dråberne fra palmebladene er ret store og rammer ret tungt. Vi begynder også at synes at stien bliver lidt glat at gå på, og misunder ikke de tre andre opadgående familier, vi har mødt, når det bliver deres tur til at skulle nedad.
Vi når i mål uden forstuvede ankler eller andre udfordringer og tager en slapper på værelset. Regnen stilner heldigvis hurtigt af, og efter lidt læsning, lidt lektier, og lidt Game Boy, går vi langs stranden til Watersports. Jacob vil meget gerne have en tube-riding tur (blive trukket i en kæmpe badering efter en speedbåd). Der ligger en lille café nede ved ”havnen”, hvor vi spiser frokost, inden Jacob kravler ombord. What a ride!!! Kim er med i speedbåden og filmer ham under vejs. Feeeedest, sku' vi hilse at sige! Speedbådsfyren undskylder at han ikke kan give fuld gas med kun Jacob i den 3 personers tube. Den vil bare lette og tippe rundt, når Jacob ikke vejer mere, så det hjælper ikke, at Jacob med jævne mellemrum giver thumbs-up tegnet til mere fart. To gange når han at hænge i luften i en vinkel på 45 grader inden de får taget så meget fart af båden at han ikke tipper helt rundt. Sikkert tilbage på stranden er Jacob næsten træt af, at han ikke fik en tur i bølgerne.
På tilbagevejen fra ”havnen” booker jeg en body-sculpture-massage-ting i Spa'en til i morgen, og Kim og drengene går omkring receptionen til en gang Yatzy, som Peter vandt STORT! (2 x Yatzy, bonus i toppen og kun et kryds = 352 mod 178 og 158 ... Svært at matche) Og i mellemtiden var det så at sluserne åbnede sig. Det er dog nået at stilne af igen, så Kim og Jacob kunne bruge den bookede time på den overdækkede tennisbane til at træne basket. Måske skulle vi tage paraplyerne med til restauranten i aften. De ligger sammen med den kæmpe lygte, som hotellet også stiller til rådighed, så man kan finde vej i mørket – fin service, begge dele, og lige nødvendige, kan vi nu forstå.

Og på anden dagen skabte vi....

Vi startede hvor vi sluttede i går – i restauranten til morgenmad, som er en gigantisk buffet af alt man kan ønske sig af æg, bacon, pølser, tomater, bønner (Kim skal overnatte på terrassen i nat), vafler, brød, frugt, müesli, kager, etc. Det ender galt det her, hvis vi fortsætter på den måde. Men det er jo svært ikke at lade sig friste til at smage lidt af hvert, så godt mætte går vi tilbage til suiten for at hente vand og solcreme, inden vores gåtur til den næste bugt, som anbefales hvis man vil snorkle ud fra øen.
Det er en overkommelig gåtur gennem regnskoven langs vandet, og undervejs ser vi masser af de sommerfugle, som øen er kendt for. Der er efter sigende over 100 arter på øen, i alle størrelser og farver og mønstre. Vi ser en af de største helt himmelblå og med et sort bånd langs vingekanterne. Utroligt flot. Fremme i bugten er der masser af koraller og skaller på stranden, som skal studeres, og nogle af dem kommer med i lommerne. Vi skal helt sikkert tilbage til bugten og snorkle en af de andre dage, for hvis der er så mange koraller og skaller på stranden, hvordan ser det så ikke ud under vandoverfladen?
Efter gåturen trækker vi i badetøjet og går ned til Watersports igen. Det blæser lidt mere i dag, så der er basis for en tur med en af låne-katemaranerne. Kim og Jacob sejler afsted, mens Peter og jeg går tilbage til poolen for at køle af. Sejlturen bliver lidt kedelig, fordi sejlet ikke er rigget ordentligt til og derfor ikke giver Jacob nok fart i båden, så de kommer retur efter ca. 1 time og vil i poolen i stedet. "Gekkolako" – som Peter har døber den lille gekko vi fanger ved poolen, sidder nu og glor på os fra bunden af sit ølkrus. De er overalt om aftenen på loftet og på væggene, hvor de fanger de insekter og ikke mindst natsværmere der tiltrækkes af lamperne rundt omkring.
Resten af eftermiddagen ender ved stranden ud for hytten hvor ungerne konstruerer en dæmning over den lille ferksvandsbæk, der løber ved siden af huset, læsning, og dasning i solnedgangen. Den er ikke helt så flot som i går, fordi der hænger skyer inde over land, men pyt ... ikke alt kan være perfekt. Aftenens middag er booket til den italienske restaurant, hvor Jacob kan få lov at vælge sit eget fyld til pizzaen og Peter kan få sin spaghetti og kødsauce ... igen igen. Der er en hel del andre gæster, så der må være kommet en del flere til øen i dagens løb. Vi holder os til en enkelt ret, og går tilbage til vores værelse for at se Indiana Jones – som sædvanlig med alt for mange reklamer, alt for ofte – men hyggeligt nok.
Det er altså nemt nok at fede den hele dagen, men i morgen står den på kano-tur og gåtur til øens højeste punkt, så vi kommer lidt i omdrejninger igen. Og så skal der lige bookes en overdækket tennisbane – ikke fordi vi vil daske bolde over nettet, men fordi vi har opdaget at der hænger en basket kurv for enden af banen og da den er oplyst om aftenen, må det være en god beskæftigelse til at samle appetit før aftensmaden.

Første dag på Dunk Island

Fra 5-stjernet camping til en ren ”stjerneparade” på Dunk Island – ikke et dårligt skifte. Morgenen startede med nedpakning, mens vi dumper køleskabsindhold og andet, vi ikke kan have med i flyet til Dunk Island. Vi skal først med afsted kl. 12.15 fra Hinterlands terminal i General Aviation området i Cairns Lufthavn. Vi kan lige nå at surfe lidt på det gratis wireless internet og uploade de sidste blogbilleder, inden vi skal afsted.
Taskerne synes væsentligt mere fyldte og ikke mindst tungere nu end da vi tog afsted på ferie. Receptionen tilbyder at komme og hente os og vores bagage i golfbilen kl. 10.00. De bestiller samtidigt en stor taxa til kl. 10.15. Fin service. Da de kommer med golfvognen med tilkoblet trailer kigger de godt nok lidt på læsset og mener at de måske skulle overveje en større trailer. Måske man skulle begynde at spille golf for det er godt nok fedt at køre sådan en elektrisk golftaxa.
Den ”rigtige” taxa sætter os af i lufthavnen og vi lurer lidt da vi bliver sat af ved Hinterlands område, der mere ligner en gammel hangar til småfly. Men det viser sig at være det rigtige sted. Vi indvejer 108 kg bagage – det er lige præcis grænsen, når vi skal hjem med Cathay Pacific. Lidt i tolv dukker piloten op og gennemgår den med redningsvesten, hvorefter vi går ombord i en lille enkelt-motoret 12 personers Cesna Caravan flyver, sammen med to midaldrende søstre som er de eneste andre der skal flyves til Dunk. Flyet syner ikke af meget, mens vi holder og må vente på den ene store jetmaskine efter den anden skal lande eller lette. Da vi endelig kommer i luften, er der en fantastisk udsigt fra de 5-600 meters højde vi skal flyve sydpå i.
Da vi nærmer os Dunk Island, kan vi se ned på det stinger-net på Mission Beach, hvor vi for en uge siden så sky-diverne lande og hvor Jacob gik amok på sin første kokosnød. Så lander vi – landingsbanen er ikke længere end øen er bred og vi bruger det hele, inden vi drejer og kører ind på flyvepladsen. Det er ikke en lufthavn det her – det er resortens check-in reception. Der står en tjener med kolde vaskekludde på et fad så vi lige kan tørre hænder og ansigt, inden vi går indenfor for at få vores nøgler. Jeg vælger at tro, at de mener vi sveder pga. af varmen og ikke pga af den sindsoprivende korte landingsbane.
Efter check-in bliver vi vist rundt på området: Forbi den 3 etagers store pool med den italienske restaurant, forbi aktivitetscentret med tennisbanerne, golfbanen, fitnesrummet og squashbanen, igennem det store centrale bar- og restaurant-område med den anden pool og udsigt over stranden og vandet, hvorefter vi går ned til vores suite. Den ligger i en klynge huse længst inde i bugten helt ned til stranden. Da vi kommer indenfor er det helt på toppen: Bagagen er vel ankommet, aircon sat på 22 grader, helt nye og stilrene møbler og et mega badeværelse. Over badekaret er der en række fyrfadsstager med en æske tændstikker foran. Her er det åbenbart normen med lidt ”hyggebadning” i stedet for den kolde bruser.
Vi går en tur ned til området for watersports for at se på mulighederne, men det er meget varmt, så efter en italiensk frokostpizza er det bare at vælte over til pølen, hvor ungerne hopper fra etage til etage, mens vi gamle sidder med fødderne i det svalende vand. Mand hvor skal man altså ned i gear på sådan et resort. Bare fede den og så vælte ind i restauranten, fede den lidt mere, over i baren efter mere ”isvand”, fede den igen-igen - osv. osv. Vi ser en fantastisk solnedgang inde over fastlandet, inden vi skal til middag kl. halvotte. Paul – den enlige entertainer - sidder i baren og jammer på guitaren: Johnny Cash, Eric Clapton, Beatles, Simon & Garfunkle og andre klassikere kommer under behandling – det gør han nu ikke helt ringe.
3 retter og en flaske Riesling senere bøvser vi os over til et hurtig spil scrable med drengene, inden vi går ned i suiten for at falde i søvn til bølgeskvulpene fra strandkanten. Det her liv kræver ikke den store tilvending.
Jeg tror ikke, vi kommer hjem ...

Lost in heaven

Heaven kalder jorden - kom ind!!!
Ah - dette er guf for sjaelen. Det eneste vi rigtigt mangler her paa Dunk Island er en ordentlig internetforbindelse, saa vi ogsaa kan oploade billeder mv. Men niks - det har de ikke her i Paradis.
Vi feder den helt vildt og er kommet ned i et tempo, der goer det svaert at naa noget mellem de alt for store maaltider.
Stranden er perfekt - der har ikke vaeret nogen stinger attacks paa Dunk i aar, saa der er ingen der tager de grimme blaa stingersuits paa. Det eneste rigtigt kolde vand, vi kan svale os lidt i er den lille ferskvandscreeck, der loeber ved siden af vores dejlige suite, der ligger parterre lige ned til vandet. I forgaards lavede ungerne og jeg en daemning tvaers over vandloebet, saa vi kunne faa et lille soppebasin at koele os.
Havet og poolomraaderne er varmere end noget vi tidligere har oplevet - selv paa den anden side af Dunk, hvor vi har sejlet i catamaran er det svaert at faa et koeligt vandsproejt, mens man sejler rundt mellem de forskellige Islands.

I hoerer mere naar vi kommer retur til jorden og internettet igen.

Heaven - over and out.

Farvel KEA camper

Store oprydning- og afleveringsdag af camperen. Efter 21 dage i vores KEA camper skal vi nu skilles fra flyttebussen. Det bliver dog ikke så svært – den er lidt snæver at bo i så længe og ikke alle dimser i vores ”luksus”camper har spillet i den tid vi har haft den. Specielt de sidste par meget varme dage har det været surt at have en aircondition, der ikke kan køle overhovedet, men vi havde fra begyndelsen besluttet, at vi ikke gad at ringe til KEA hver gang vi fandt en bøf i udstyret eller i vedligeholdelsen af deres camper, for den eneste løsning havde jo været at vi skulle køre til en aller anden camperdealer for at få en mekaniker til at løse problemet og vi er ligesom ikke kommet til Australien for at besøge bilværksteder. Så længe selve bilen har kørt som en drøm og problemerne i camperdelen har været til enten at omgå eller til at undvære, så har vi valgt at holde ferie i stedet for at bruge tid på KEA's ”hen-ad-vejen” vedligeholdelsesprogram.
Vi tømte bilen for grej og tøj, som Lone pakkede i kuffertene ude på pladsen foran, mens vi andre pakkede sengene sammen og støvsugede bilen. Det var med at få det overstået inden varmen bankede igennem igen. Vi havde booket en af campingpladsens mange hytter – et særdeles godt alternativ til et down-town hotelværelse, så vi flyttede fra camperen direkte ind i hytten, for en enkelt overnatning, inden vi skal videre til Dunk Island i morgen. Derefter var det de endegyldigt sidste 7 km i den ”forkerte” side af vejen, ind til Cairns for at aflevere camperen. Bummer – jeg havde glemt at fylde den op med diesel, så jeg kørte lige en tur ekstra for at få det på plads. KEA fik sig en ”kom-i-gang”-liste, så næste lejere ikke får en bil, der har lige så mange mangler.
Vi snuppede en taxa videre ind til centrum for at se om beskrivelsen af byen nu også holdt stik. Det var en positiv overraskelse. Byen har ikke nogen strand, fordi udløbet fra floden er lav-vandet mudret mangroveskov. I stedet har de lavet en offentlig ”lagune” sandvands-pøl med både strand, palmer, og selvfølgelig skyggefyldte barbie steder. Rigtig lækkert. Lagunen ligger ved byens esplanade, der løber 3 km op langs kysten med board-walk og fugle-udsigtspunkter. Ungerne ville gerne have været i pølen, men vi havde ligesom ikke taget badetøj med, så øv, at Lonely Planet ikke havde været lidt mere præcise om lagunens muligheder. De har ellers været vores tro følgesvend hele turen og har indtil nu været lige i øjet med deres beskrivelser og anbefalinger – incl når de imellem linierne får beskrevet, at de ikke anbefaler et sted. I stedet gik vi en tur langs shopping-gaderne for lige at få bændt lidt flere AUD af på tøj og is.
Hjemme igen i hytten - hvor der er en velfungerende aircondition – gjorde vi et tappert forsøg på at tømme køleskabet for de sidste rester mad – og XXXX øller - inden ungerne og Lone gik mod pølen igen – ikke så flot som lagunen inde i byen, men den er nu lækker nok og den køler!
Da de kom tilbage, havde Peter lært at brystsvømme, hvilket han ellers har nægtet at lære hele ferien. Det var også lykkedes at støde på yderligere to danske familier. 5 stjerner er åbenbart en dansker-magnet.
Efter vores sidste campingdinner i denne omgang var der stemning for aftenbadning i pølen. Vi måtte bare have en svømmetur i neon-palmernes skær. Coconut Grove er oversået med store elektriske plastickokospalmer, hvor stammen og palmekronen lyser og blinker i bedste Miami stil det meste af natten. Det er lidt kinky, men samtidigt rimeligt flot at se på.

Hedebølge

Nøj, hvor har der været varmt i dag. Godt og vel 37 grader, vil jeg skyde på. Vi startede ellers dagens aktiviteter tidligt med Jacob og Kim på basket banen allerede før kl. 9 og Peter og mig ved hoppepuden kort efter. Men det blev hurtigt en varm affære med begge aktiviteter.
Hytten ved siden af hoppepuden viste sig at være beboet af en familie fra Silkeborg. De havde været afsted siden slutningen af februar med både New Zealand og Australien på programmet. De var på vej nordpå og havde godt 14 dage tilbage endnu, inden de slutter af med 14 dage i Thailand. Noget af en tur! Vi opgav hurtigt flere fysiske aktiviteter på land og gik til poolen, da vi havde ønsket silkeborgenserne en god videre tur. Og minsandten om ikke der lå en familie fra København. Det er meget pudsigt, i lyset af hvor få danskere vi ellers er stødt på i løbet af turen. De rejser hjem i morgen efter 5 uger fra Sydney til Cairns i camper, så de har været lidt mere moderate i deres planer. Men begge familier var lige så begejstrede for Australien og deres respektive oplevelser, som vi er.
Vi endte med at være på pladsen hele dagen og gøre brug af de forskellige femstjernede faciliteter. Alle vi har mødt har sagt, at Cairns er en kedelig by, og Lonely Planet bogen beskriver den heller ikke særligt flaterende, så vi orkede ikke at komme afsted i camperen i varmen for at se om det var rigtigt. Jeg tror måske også, at vi er ved at være lidt overloaded med oplevelser og indtryk alle sammen. Jeg tror, alle trænger til at komme ud af camperen og få fast grund under fødderne igen.
Det bliver dejligt at drosle ned i næste uge på Dunk Island. Måske kan vi endda nå at komme til at kede os lidt. Foreløbig står den på barbie igen i aften. Vi forsøger at gentage successen fra forleden med T-bones and the lot. Der er barbies strøet over hele campingpladsen, så det ville da næsten være synd ikke at gøre brug af dem. Og heldigvis er temperaturen allerede faldet drastisk, nu hvor solen er forsvundet bag bjergene vest for Cairns.
Der er god tv modtagelse her i Cairns så ungerne vil se Gladiator her til aften. Kim og Jacob har allerede set søndags-AFL her i eftermiddags, hvor Brisbane mulede Melbourne 136-85. Det er en sport med godt med Umpf.

På vej mod Cairns

I dag er det videre til Cairns. Den korte køretur fra Port Douglas til Cairns blev noget af det flotteste, vi har kørt. Snoet vej med bjergside på den ene side af vejen og strand med turkisgrønt hav på den anden side stort set hele vejen. Først ved Cairns området går der urbanisering i det hele. Hvor Port Douglas synes stille og rolig, med en plan for hvad og hvor der skal bygges, så er Cairns helt overladt til de frie markedskræfter. Det bliver det bare stort og ikke særligt kønt af.
Da turen kun er ca. en times kørsel fra Port Douglas besluttede vi at slå et slag op forbi Kurunda – Aussiernes svar på souvenirboderne ved Himmelbjerget. Kurunda har en meget seværdig bjergtogbane, der bla. kommer forbi Baron Falls - et af de største vandfald i The Tablelands. Dertil kommer en bjergtovbane, der også kan føre en op og ned fra plateauet.Vi kørte dog de 15 km op af bjergvejen i camperen – serpentinervej hele vejen - og stoppede ved Baron Falls først. Her gik vi gennem regnskoven ned til udsigtspunktet, hvor også bjergjernbanen stopper og så på vandfaldet. Der var ikke så meget vand i det på denne årstid, fordi det meste bliver ledt gennem en 3 meter bred rørledning ned til et hydroelektrisk kraftværk, men det var stadig rigtig flot.
Da vi var på vej tilbage fra udsigtspunktet ad trætopstien, hørte vi toget komme tøffende op af bjerget. To dieseltrækkere til en rimelig lang togstamme loaded med turister. Det er disse fire daglige toglæs, turbusserne og så svævebanen som byen Kuranda lever af.
Selve byen indeholder ikke noget specielt bortset fra en hulens masse hippieboder med produkter som feks. emu olie (?) Jacob og jeg vil slet ikke vide, hvordan man udvinder olie af en emu, men vi grinede helt vildt, mens vi forestillede os de mulige produktionsmetoder. Der blev også udbudt glaskunst, håndmalede silketørklæder, kinesisk massage, krystaller med healingeffekt, alt muligt andet kunsthåndværk, og så ellers alle mulige sovenirboder.
Når det er sagt, så er det faktisk en rimelig hyggelig by og bodernes udbud er trods alt bedre end Himmelbjergets og har alle et eller andet autentisk over sig – ikke noget med Made in China.
Diggeridoshoppen blev betjent af en gut, der faktisk kunne spille på de farvede træjoints og det lød helt godt. Vi shoppede en lille smule, når vi ellers kunne få Peter væk fra de boder hvor de solgte træbogstaver med koalamotiver. PETER placeret ovenpå en bommerang ville være helt på toppen mente han. Omkring frokost var der ved at være pænt med folk i byen (turister!), så vi kørte videre mod Cairns og checkede ind på vores sidste campingplads på camperturen – den eneste 5 stjernede i Australien, så her er alt hvad man kan ønske sig.
Efter en hurtig frokost på campingpladsen ville ungerne gerne i pølen og med de 37 grader, der var i skyggen, skulle der ikke ret meget overtalelse til før Lone og jeg skulle samme vej. Vi spillede footie med ungernes nye aussiefodbolde i softboldudgave i vandet. Det udviklede sig til en to mod én kamp, efter at Jacob havde sendt et langt kast direkte i nakken på sin far, mens den gamle stille og roligt crawlede i den anden ende af pølen. Peter angreb mest fra land og Jacob lå og lurede i pølen. Da jeg for 17. gang havde fået en bold i sækken, hovedet eller det der var værre, var kl. allerede halvfem. Ups – vi må hellere se at få købt ind til aftensmad hvis ikke der skal gå take-away i det. Det var på høje tid for butikkerne lukker allerede kl. 17.30 her om lørdagen.
Vi nåede det lige og efter en gang hjemmebagt pizza ville Jacob og jeg checke et af de mange tilbud på pladsen: Open Air movie. Den helt rette måde at se film på her i varmen og i det tidlige mørke.

Flere Reef billeder

Der kan ikke være mere en 4-5 billeder pr indlæg så der må lige et ekstra til i dag. Jan B. akvarie føles lidt lille efter the realt thing - men det kunne være man skulle have saltvand derhjemme i stedet