På vej mod Cairns

I dag er det videre til Cairns. Den korte køretur fra Port Douglas til Cairns blev noget af det flotteste, vi har kørt. Snoet vej med bjergside på den ene side af vejen og strand med turkisgrønt hav på den anden side stort set hele vejen. Først ved Cairns området går der urbanisering i det hele. Hvor Port Douglas synes stille og rolig, med en plan for hvad og hvor der skal bygges, så er Cairns helt overladt til de frie markedskræfter. Det bliver det bare stort og ikke særligt kønt af.
Da turen kun er ca. en times kørsel fra Port Douglas besluttede vi at slå et slag op forbi Kurunda – Aussiernes svar på souvenirboderne ved Himmelbjerget. Kurunda har en meget seværdig bjergtogbane, der bla. kommer forbi Baron Falls - et af de største vandfald i The Tablelands. Dertil kommer en bjergtovbane, der også kan føre en op og ned fra plateauet.Vi kørte dog de 15 km op af bjergvejen i camperen – serpentinervej hele vejen - og stoppede ved Baron Falls først. Her gik vi gennem regnskoven ned til udsigtspunktet, hvor også bjergjernbanen stopper og så på vandfaldet. Der var ikke så meget vand i det på denne årstid, fordi det meste bliver ledt gennem en 3 meter bred rørledning ned til et hydroelektrisk kraftværk, men det var stadig rigtig flot.
Da vi var på vej tilbage fra udsigtspunktet ad trætopstien, hørte vi toget komme tøffende op af bjerget. To dieseltrækkere til en rimelig lang togstamme loaded med turister. Det er disse fire daglige toglæs, turbusserne og så svævebanen som byen Kuranda lever af.
Selve byen indeholder ikke noget specielt bortset fra en hulens masse hippieboder med produkter som feks. emu olie (?) Jacob og jeg vil slet ikke vide, hvordan man udvinder olie af en emu, men vi grinede helt vildt, mens vi forestillede os de mulige produktionsmetoder. Der blev også udbudt glaskunst, håndmalede silketørklæder, kinesisk massage, krystaller med healingeffekt, alt muligt andet kunsthåndværk, og så ellers alle mulige sovenirboder.
Når det er sagt, så er det faktisk en rimelig hyggelig by og bodernes udbud er trods alt bedre end Himmelbjergets og har alle et eller andet autentisk over sig – ikke noget med Made in China.
Diggeridoshoppen blev betjent af en gut, der faktisk kunne spille på de farvede træjoints og det lød helt godt. Vi shoppede en lille smule, når vi ellers kunne få Peter væk fra de boder hvor de solgte træbogstaver med koalamotiver. PETER placeret ovenpå en bommerang ville være helt på toppen mente han. Omkring frokost var der ved at være pænt med folk i byen (turister!), så vi kørte videre mod Cairns og checkede ind på vores sidste campingplads på camperturen – den eneste 5 stjernede i Australien, så her er alt hvad man kan ønske sig.
Efter en hurtig frokost på campingpladsen ville ungerne gerne i pølen og med de 37 grader, der var i skyggen, skulle der ikke ret meget overtalelse til før Lone og jeg skulle samme vej. Vi spillede footie med ungernes nye aussiefodbolde i softboldudgave i vandet. Det udviklede sig til en to mod én kamp, efter at Jacob havde sendt et langt kast direkte i nakken på sin far, mens den gamle stille og roligt crawlede i den anden ende af pølen. Peter angreb mest fra land og Jacob lå og lurede i pølen. Da jeg for 17. gang havde fået en bold i sækken, hovedet eller det der var værre, var kl. allerede halvfem. Ups – vi må hellere se at få købt ind til aftensmad hvis ikke der skal gå take-away i det. Det var på høje tid for butikkerne lukker allerede kl. 17.30 her om lørdagen.
Vi nåede det lige og efter en gang hjemmebagt pizza ville Jacob og jeg checke et af de mange tilbud på pladsen: Open Air movie. Den helt rette måde at se film på her i varmen og i det tidlige mørke.

Flere Reef billeder

Der kan ikke være mere en 4-5 billeder pr indlæg så der må lige et ekstra til i dag. Jan B. akvarie føles lidt lille efter the realt thing - men det kunne være man skulle have saltvand derhjemme i stedet

Great Barrier Reef

I dag skal vi være fisk – Jacob og jeg skal "ti-hverti-fald". Peter er ikke helt overbevist på turen ud fra Port Douglas om at han skal ned i havet til alle fiskene (han er bange for at der er hajer), og han tror da slet ikke på at det ligner akvariet i Storcenter Nord derhjemme i Århus.
Vi har valgt den mest familiesikre løsning, når nu ikke alle vil være fisk for en dag. Vi er taget med Quicksilver katamaran fra Port Douglas ud til Outer Reef: Agincourt Reef gruppen ca. 60 km fra land.
Den banker afsted med 35 knob, så vi kommer hurtigt frem til den platform Quicksilver har fast forankret ude på revet. Det viser sig at være en større fætter med undervandsobservartorium, dykker platform, udflugts dykkerbåd og 2 semi-undervandsbåde med glasbund, så man tørskoet kan se revet. Derudover er der et par snorkleplatforme hvor man kan plumbe i og svømme rundt og se revet på egen hånd. Man skal være 12 år for at måtte dykke med flaske og da revet flere steder ikke er mere en ½ meter under vandoverfladen, vælger vi at snorkle hele dagen, krydret med en 45 minutters snorkle-tur med marinebiolog eskorte et godt stykker fra masserne på platformen. Der er ca. 200 mennesker med på turen – men langt fra alle vil i vandet, og endnu færre med på snorkleudflugten (kun 17) – det koster så også lige godt 100 aussiebobs ekstra for Jacob og mig.
Så snart vi er kommet ombord på platformen, får vi hurtigt flået en stingersuit til os – Peter og Lone springer over. Men Jacob og jeg kommer hurtigt til at ligne en helblå SpiderMan. Det er ikke kønt, men det sparer da på solcremen og stopper de skide vandmænd, der fortsat hærger heroppe nordpå. Efter at have fundet masker og svømmefødder hopper vi straks i bølgen. Hold k..... hvor er det flot.
Vi har lidt træning fra turen med Camira ved Whitsundays, så vi møffer hurtigt langt fra de andre landkrabber. Vi skiftes til at hive hinanden i ærmet og pege på alt det nye vi ser. Jacob holder perfekt formation ved siden af mig og omvendt, så vi har hele tiden styr på hvor svømmemakkeren er.
Da vi senere kommer tilbage til platformsbyen for at forsøge at overtale Peter til at tage med, opdager vi at den allerede er kvart over tolv. Vi skynder os at få skovlet mad på et par tallerkner og får dem sat til side i køkkenet for vores guidede snorkletur starter kl. 13 og varer til ca. 14.30, og spisning inden er ikke så smart.
Vi flipper også ud og lejer et undervands Canon digitalkamera. Vi bruger resten af tiden inden turen med dykkerbåden til at øve os i tage undervandsbilleder. Det er ikke helt nemt at se og indstille at digitalkamera gennem 2 cm vandtæt plastikcover og så med dæmpet undervandsbelysning. Vi har ca. plads til 300 billeder for ret meget mere end 4 megapixels forbedrer ikke billeder taget under vand, får vi at vide af fotopigen ombord. Hun dykker i øvrigt selv rundt og tager kanonfotograf billeder af alle gæsterne, som de bliver tilbudt et print af senere på turen hjem – Jeps det viser sig også at koste kassen, så vi springer billederne af de 2 blå SpiderMan Young og SpiderMan Senior over.
På snorkleturen bliver vi delt i 2 hold på ca. 8 deltagere og så en marinebiolog. Vi får en masse at vide om korallerne, sø agurker, hajer, og klovnfisk, mens vi svømmer rundt med biologen. Ellers bruger vi det meste af tiden på at svømme rundt for at tage billeder.
De der Nemo klovnfisk er ikke så nemme og tage billeder af, de lever på 5-6 meters dybde, så der skal lige dykkes, zoomes og fokuseres inden de er i kassen. Det er umuligt at tage billeder af det hele – der er bare for mange forskellige former for fisk, koraller, anemoner osv.
Pludselig befinder vi os midt i en stime på flere tusinde blå og grønstribede fisk der minder om små koraltunfisk. Det næste øjeblik kan vi kigge langs revkanten og så lige et lige et par hundrede meter ned i dybet. På et tidspunkt kommer vi ind på pænt lavt vand. Der er kun 10-20 cm mellem bugen og korallerne så der skal flydes og svømmes forsigtigt for ikke at komme til at ramme korallerne.
Sidst på turen laver det andet hold haj-tegnet: En håndflade holdes lodret over hovedet. Vi svømmer derover, men de har tabt den af syne. Jacob og jeg bliver der lige lidt, mens de andre svømmer videre. Og der er bæstet: 2,5 meter reef shark godt 6 meter nede under os. Vi svømmer efter og får som de eneste et par billeder i kassen med haj over hvid sandbund.
Vi er nu ca. 200 meter fra de andre, der er ved at afslutte turen på platformen bagerst på dykkerbåden. Vi tøffer modvilligt derover og prøver med ”See you on the boat”, mens vi peger de 2 km i retning af hovedplatformen. Den har de hørt før, så dykkermaster siger tørt: ”Sure mate, see you tomorow then”. Som de sidste 2 kommer vi op af vandet og sejler tilbage til hovedplatformen.
Da vi kommer tilbage viser det sig at Lone har fået overtalt Peter til at bade og stikke hovedet ned i vandet til fiskene. Det skal også lige filmes, så vi drøner ned på snorkleplatformen. Biologerne har lige lokket store fisk til med lidt fiskefoder, men så længe Peter har fast grund under føderne gør det med de mange fisk ikke så meget.
Tidligere på eftermiddagen var Peter og Lone også ude med den ene af de 2 semi-undervandsbåde med glasbund, og fik en flot tur over koralerne og med adskillige flotte fisk, så det smagte da af fugl. Jacob og jeg når lige at få kastet den gemte mad i skabet, da hornet lyder som signal til at dagen er ovre. På vejen tilbage bliver der som sædvanligt læst engelske Simpsons og spillet GB.
I land venter vores shuttle-bus som skal køre os retur til pladsen. Vi ligger sidst på ruten, så det bliver til en Tour de Port Douglas Resorts, men så fik vi set lidt mere af byen, som vel nærmest kan sammenlignes med Riviéraen med marina, butikker, caféer, resorts, palme-boulevarder, etc.
Vel hjemme i camperen bliver der hurtigt spist aftensmad for der skal kigges billeder. Spektakulær tur! Man forstår godt hvorfor det er så vigtigt at passe godt på revet.

Store vaske- og badedag

Jacob og Peter fandt ud af, at der er gratis internet, så morgenen gik med at de spillede net-spil på vores PC på pladsens hot spot ”terrasse” ved siden af receptionen. Imens fik Kim og jeg ordnet lidt vasketøj, så vi forhåbentlig kan klare os, til vi skal hjemover.
Det blev hurtigt meget varmt, så vi måtte også en tur til pølen. Det er luksus at have den for sig selv. Jacob og Peter spillede baseball med en bean bag, de har fået i en pakke morgenmad, og en skumgummiflyder, som lå ved poolen.
Senere dukkede en australsk dreng op. Han hed Harry og var fra Sydney. Han og Jacob skiftedes til at kaste og slå, og det gik nogenlunde med at kommunikere med ham, selvom Jacob bagefter indrømmede, at han havde misset et par af Harrys kommentarer.
Efter en sen frokost drog vi først til Moosman, 18 km væk, for at handle i det nærmeste Woolworths. Der ligger også et mindre supermarked inde i Port Douglas, men det var ikke nær så god kvalitet som Woolworths, så vi valgte at køre de ekstra km.
På tilbagevejen stoppede vi i Port Douglas' Marina. Der viste sig at være en hyggelig lille ”mall” ved marinaen, og Kim fandt endelig nogle nye sandaler ... de gamle er forvist til at opbevares i det udendørs bagagerum. Han endte også med at købe nogle seje Rip Curl badesandaler og et par lækre mokasiner, så på denne ferie har han i hvert fald ikke noget at lade mig høre for mht. sko!!! Længere nede af mall'en faldt vi i en turistfælde og købte en pin, nøglering, tusch, viskelæder, og ølbrikker, alle med diverse aussi-symboler. Jeg fandt en sweatshirt med Down Under broderi + en t-shirt og en top. Så nu er vi vist dækket ind, hvad den slags angår. Endelig købte drengene mini-aussi-footies og Peter fik svømmebriller. Han øvede sig med Jacobs i pølen i formiddags, så han måtte hellere få sin egne.
De skal med i morgen, hvor vi skal på Reef tur: Quick Silver er en kæmpe motorbåd, som sejler os ud til Outer Reef. Herfra kan man snorkle, dykke, sejle i ubåd, og kigge gennem glasbunden for at se revet og fiskene. Det skal nok blive en flot oplevelse.
Vi så dagens turbåde komme i land, mens vi gik i solnedgangen på marinaen. Kim og Jacob så også diverse fiske-både ... en med 2 x 250 HK motorer ... som de havde overvejet at skulle nå at prøve. Men med en pris på AUD 2-400 pr. mand bliver det ikke til noget, desværre. Der er trods alt grænser.
Tilbage på pladsen blev aftensmaden vores debut ved the barbie: T-bones, grillede tomater, grillede løg, + kartofler og bønner, the real aussi-way. Det var genialt at gå op i camping-køkkenet og tænde for gas-grillen, som var varm efter ca. 5 min. (det er en gigantisk stålplade, bygget ind i køkkenbordet, som opvarmes nedefra med en gasbrænder og så smider man ellers bare sit kød og tilbehør på ... lyn-hurtigt klar til brug og ingen os fra fedt på kullene eller noget ... det slår næsten Weber). På med de skivede løg, og derefter bøfferne, og til sidst de ¼ tomatbåde.
Tilbage ved camperen var kartofler og bønner i mellemtiden blevet klar, og så var der ellers serveret luksus mad. Bøfferne var perfekte, og vinen var nået at blive kølig igen i køleskabet, så alt klappede. Peace of cake at grille på australsk – det skulle vi have gjort noget mere. Det eneste vi missede var Kims XXXX øl, mens han sad og ventede på at grillen skulle blive varm.

Waterfalls all day

Tidligt op og så afsted mod vandfaldene i Atherton Tablelands højderne. Vi kom afsted allerede før kl. otte og en lille time senere var vi godt på vej op i bjergene via Palmerstons Highway. Det første vandfald vi ville se var Mungalli Falls, så da det første skilt viste ”Scenic route” svingede vi da bare til højre – fine tur igennem regnskoven. Der var asfalt på vejen - sådan da og ca. en halv meter på begge sider af bilen ind til træerne. Der var ikke kommet en modkørende cykel forbi og havde vi tabt balance på asfalt striben, havde vi siddet der endnu – heldigvis VAR det en rundrute, så vi kom efter nogle lidt for spændende km ud på highwayen igen. Pyha.
Længere fremme kom det rigtige skilt med Mungalli Falls – vi kørte af og denne vej var meget bedre – ingen træer og hele 65 cm asfalt at dele ud af til begge sider og så lige et skilt om, at der var skolebuskørsel på vejen indtil kl. 8.45 – hvis en skolebus kan komme igennem, kan vi vel også. Efter nogle km kom vi frem til Mungalli Falls Experience Resort – eller hvad det nu hed. Hele vandfaldet og landet omkring hørte til en ”feriekoloni” med cafeteria und alles, her fik vi endeligt et billede af "Peters is". Vi kunne se vandfaldet ovenfra fra en udsigtplatform, men stierne ned til bunden af vandfaldet, hvor der var en anden udsigtsplatform, var spærret af reb. Oppe i receptionen kunne de svagt engelsktalende asiatpiger pege og mumle, at vi skulle gå hele vejen uden om for at komme derned. Nul putte.
Men pyt: Længere frem af Palmerstons highway kom den 15 km lange Falls Circuit til de tre vandfald Elinjaa, Zillie og Millaa Millaa Falls. Ved det første vandfald førte en sti ned til bunden, hvor man kunne se op på vandfaldet og komme så tæt på, at man kunne mærke sprayet fra faldet. Der var lidt koldt her i bunden af regnskoven og lidt mudret på stenene – sikkert fordi der for nyligt havde været endnu mere knald på vandet pga. regntiden – men det var utroligt frodigt og anderledes at være i en tropisk regnskov.
Det næste: Zillie Falls havde kun en udsigtsplatform foroven – vandfaldet var for voldsomt og endte på nogle store sten og klipper i bunden – sikkert for farligt til at lade nogen komme ned til, men flot selv derfra hvor vi stod.
Det sidste vandfald: Milla Milla Falls havde vi store forhåbninger til og vi blev ikke skuffet: Kaskader af vand med masser plads til at solen kunne skinne ned i lysningen, hvor der var en stor pool. Vi var hurtigt ude i pølen, men det var koldt – rigtigt slædehundekoldt i forhold til hvad vi er vant til fra strandene. Vi (Jacob og Kim) prøvede at svømme ind under faldet, men det pgså lidt for overvældende på så tæt hold, så vi vendte om i stedet for at svømme de sidste 10 meter hen til malstrømmen. Efter svømmeturen og opvarmning var der ankommet et australsk bedsteforældrepar der også var i camper. Det blev til lidt snak om autocampere, vores og deres tur rundt i landet osv.
Senere på vej til byen Yungaburra, hvor vi ville have gourmetfrokost, slog vi et slag forbi en af de to vulkankratersøer der lå på ruten: Lake Eacham. Søerne er omkranset af naturreservat regnskov og utroligt flotte. Først kiggede vi lidt på søen og fiskene i det klare vand, dernæst fodrede vi dem med gammelt toastbrød. De kom helt tæt på trappen, hvor vi sad og de flippede helt ud, når der kom et stort stykke ud de kunne slås om. Lidt senere læste vi skilte med fodring forbudt – Ups. Der var heldigvis ingen Park Rangere i nærheden til at knalde os. Jacob sluttede af med at bade i den op til 65 meter dybe kratersø, mens vi andre truede med at smide mere brød ud omkring ham, så han kunne blive en del af fiskemenuen, men vi turde ikke – mest pga. skiltene.
Frokosten i Yungaburra var helt kanon og godt mætte kørte vi de sidste 140 km mod Port Douglas gennem The Tablelands. Det er Australiens spisekammer med plantager med bananer, sukkerrør, kaffe, the, cacao, peanuts, citrus- og mangofrugter (som de endda laver vin af), avocadoer og andet grønt, og en masse malkekvæg på bjergskråningerne. Vi fortsatte på landevejen inde i landet, op gennem Marabee Wetlands for til sidst at køre 8 km serpentinervej med motorbrems i 3 gear ned fra bjergene, tilbage ud til kysten. Flot tur men godt der kørte en bus foran, så vi ikke kom for højt op i fart.
Vores nye campingplads lige uden for Port Douglas er også en Big4 (som de fleste andre, vi har boet på) med et rigtigt flinkt ”No Worries”-værtspar. I morgen skal vi vist lige have en kombineret slapper/vaske tøj/hygge dag inden vi giver den gas med Great Barrier Reef ture og hvad vi nu ellers finder på af aktiviteter på og ved havet.

Sidste dag på Magnetic

Farvel til Magnetic Island. Godt vi tog derover – det var en oplevelse! Vi havde bestilt plads på bilfærgen kl. fem i ti, og vi kom afsted i fin tid. Lidt over halvni startede kortegen op: Far med Peter som co-driver på forsædet i camperen, og mor med kørelærer Jacob i Moken bagved. Turen over bakkekammen ned til havnebyen gik som smurt, men nu kender vi jo også hvert hårnålesving og hvert et bump på vejen.
I Nelly Bay overtog jeg Moken og kørte sammen med Peter og Jacob hen for at aflevere den. Selvom Peter mente at det var en skrammelkasse, var han dog glad for at vi ikke havde fået en de lyserøde eller orange Mokes – de var ligegodt for tøsede synes han.
Tilbage på havnen var der en lille times ventetid, inden vi som de første kom ombord på færgen. Da vi sejlede, var der fuldt hus med biler, så godtnok at vi havde booket plads. Resten af dagen er vi tromlet nordpå mod Innisfail, hvor vi overnatter inden turen i morgen mod Port Douglas gennem højlandet ved Atherton og en masse flotte vandfald.
Det er fra den ene yderlighed til den anden: Magnetic Island med 320 soldage om året – Atherton Tableland med 3500 mm regn om året. Undervejs i dag var vejret stadig dejligt, og vi slog et slag omkring Mission Beach for at få et kig til på Dunk Island, hvor vi flyver over næste uge. Vi nåede lige at se en håndfuld tandemspringere lande på stranden, inden de blev smidt på deres bus for at sætte kursen retur mod Cairns. På stranden var der mulighed for at leje trehjulede sejlbiler. Ellers var der bare en del mangrove rødder i bunker (Aussie-tang) og så en del kokosnødder. Jacob ville have hul på en, men med den beskyttende bløde kokosskal uden om selve kokosnødden hoppede de bare rundt som en aussi-fodbold i sandet.
Da vi senere kom frem til vores hyggelige campingplads 7 km nordøst for Innisfail, var der mindst lige så mange palmer og i nogle store stålkurve ud for baderummet lå der masser af kokosnøder – ”Help yourself” stod der. Det prøvede vi så – først med Schweizerknivens sav og dernæst med Peters stålspade. Det sidste hjalp, og endelig havde vi en kokosnød, som dem man kan finde i supermarkedet.
Først drænede vi den for mælken – det lignede saftevand men ungerne tabte modet da der skulle smages. Heller ikke kokoskødet var populært, da vi senere flækkede nødden helt. Jeg plejer derimod ikke at kunne lide tørt kokos (Bounty, drømmekage osv), men det friske kokoskød smager nu helt godt.
Vi brugte resten af eftermiddagen på en gåtur ved stranden. Der var godt nok skilte med stingers, salties og andre ubehageligheder, så vi holdt os væk fra vandkanten. Her til aften ser ungerne ”The biggest Looser” - en australsk serie over temaet: ”Hvem kan tabe sig mest” à la Robinson/Big Brother. Jeg synes det er klamt, men Jacob og Peter lever sig vældigt ind i, hvem der feder den og hvem der får kiloene til at rasle af. Her til aften var der en der nåede 100 kg efter at være startet på 146 kg på 3 måneder. Imponerende! Serien slutter i næste uge, så vi må lige huske at se, hvem der vinder. Og så må vi se, hvem der skal være ”The biggest Looser”, når vi kommer hjem ...
Lige nu viser de et program om lifeguards på Bondo Beach i Sydney – de har uhyggeligt mange redningsauktioner om dagen – tåbelige turister, der tror de kan det hele i de høje bølger: Forsvundne, hjertestop, drunk swimmers, og der var endda også en fyr med skulderen slået af led ... kender vi lige til det?

Mokedag på Magnetic Island

Efter gåturen i går var der ikke mange i familien der havde mod på endnu en 2 timers vandretur i varmen for at komme til nogle af de mere afsidesliggende strande, hvor der ville være mulighed for at snorkle og se på koralrev.
Løsningen på dette blev, at jeg skulle tage bussen til ”hovedstaden” Nelly Bay for at leje en af øens mange Moke's. Så kunne vi blive strandmobile uden at skulle vælte rundt med flyttebussen. En Moke er en betegnelse for noget, der før 2. verdenskrig kunne gå for at være en bil. Der er groft sagt fire hjul, sæder, gear, 3 pedaler og en motor monteret på chassis, der minder lidt om en gammel Villys Jeep.
Men den er rimelig hyl at køre rundt i på øens i alt 12 km sammenhængende vej fra Horseshoe Bay på nordsiden til Picnic Bay i den sydsvestlige ende af øen. Så de kan sagtens leje de små kørebæster ud inkl. benzin, det er svært at bruge noget, der gør det værd at kræve en optankning inden man afleverer Moken igen. Desværre må sådan en Moke ikke køre ned ad vejen til Arthur Bay og Florence Bay, så snokleriet blev sat på standby til senere. Buschaufføren, som kørte mig til Nellys Bay, kunne fortælle, at de nakker en for 300AUD, hvis man kører uden for Moke områderne, så det fik ligesom stoppet planerne om at tage chancen og køre offroad.
Efter jeg havde hentet de andre i Moken, kørte vi en tur for at besøge alle de andre Bay's hele vejen til Picnic Bay. Her brugte vi et par timer på at bade og sole os ved Stingernettet ud for øens gamle livredder klub – 30 grader og en let brise.
Jacob havde fået fat i flere engelske Simpson blade, så han lå i skyggen og læste og grinede faktiske mere end han badede (Stingeren i går holdt ham lidt tilbage). Peter gav den gas med en drabelig fantasikamp mellem ham og hans skovl på den ene side og nogle Cartoonagtige fantasibanditter, der skulle besejres på den anden side, inden han også krøb i skygge og ”læste” det andet Simpsons blad.
Lidt over middag lod vi Lone køre Moken tilbage til Horseshoe Bay. ”Plikli”-chauffør råbte ungerne, mens hun rodede rundt efter gearernes i den gamle ledløse gearkasse og lod den snegle afsted med 40 km/t (”Nå, nå, jeg nåede da op på 60 på et tidspunkt!!!”). Vi købte sandwich og en fælles gang fries ved de skyggefulde picnicborde ved livredderstationen. Der var næsten ingen mennesker på stranden ift. i gårs søndagsudflugter. Derefter Mokede vi tilbage til pladsen for at være lidt ved pølen og for at planlægge evt. supplementer til køleskabet. Lone og ungerne tog afsted nogle timer senere for handle. Jacob havde i mellemtiden drømt om at "put the pedal to the metal" i Moken, med Peter som passager, mens de skrålede Andens: ”For jeg er en psykopat bag et rat”-sang.
Da vi første dag kom til pladsen, var der fodring af Lorikitter kl. 16.30 sharp, men bæsterne ville ikke ned den dag. Det ville de i dag. De er nogle sky flokfugle. Det kræver et par stykker, der skal tage mod til sig, før de alle tør lande, og bare en bliver forskrækket og letter, så stryger hele flokken som en sværm af stære. Der var pludselig mere end 100 af de grønne lorikit papegøjer, der hoppede rundt på jorden og på gæsterne for at æde den opblødte toastbrød-grød, dyrepasseren havde medbragt. Man tog bare en håndfuld og vupti, så havde man straks 5-6 kradsende og bidende bæster på armen, 2 i håret og endnu flere på ryggen og skulderen. De kaglede løs og huggede ud efter hinanden for at komme til den håndfuld snask, man stod med, mens de sked ned ad ryggen på den ”heldige” vært. Peter var også henne og kigge på tre relativt rolige eksemplarer, jeg på et tidspunkt havde på armen, men det varede kun lige indtil at en lorikit landede på håret af ham selv, så bakkede han tilbage til ”Mamarazzi” igen. Bagefter havde både Jacob og jeg bidemærker og små røde prikker efter deres spidse kløer på begge arme – og ditto masser af lorikit-klatter.
Så der var dømt fællesbad til fuglefængerne inden aftensmaden.

Magnetic Island 2

Vi har booket "Bush Tucker Gourmet Breakfast" i koalareservatet, så det er bare op og i tøjet. Det er dog en lidt mørk affære at gå i bad, for der er strømafbrydelse i både Horseshoe Bay og i nabobyen Arcadia. Bussens køleskab kører heldigvis videre og kan klare ca. 8 timer uden opladning fra bilen, solpanelerne på taget eller den manglende 240V strøm, før det går død, så vi håber, de hurtigt kan finde fejlen.
"Brekkien" starter med champagne til de voksne og juice til børnene og dernæst præsentation af morgenens program: Rist din toast over ilden, eat all you can fra buffeten bestående af the lot – æg (serveret som Toad in a hole), bacon, pølser, tomater, pandekager, frisk frugt, honing direkte fra bikagen, chutney, youghurt, juice, mælk, the, men ingen kaffe pga den manglende strøm – og hils på vores saltvandskrokodille, pythonslange, papegøjer, og koalaer. Det var vældigt bush-agtigt og hyggeligt, og wild-life-agtigt at se og mærke dyrene. Peter var overrasket over at en slange faktisk føles som kold plastik – det er første gang han ikke er spænet væk når der har været slanger ude af bur. Vi sprang over endnu en foto-session med koalaen og gik i stedet resten af parken igennem, da vi havde spist. Der var nogle pænt store crocs og firben + flere koalaer.
Da vi havde set nok, var det retur til bussen og i badetøjet, så vi kunne komme til stranden. Denne gang huskede vi Peters skovl og spand – så han gik straks i gang med en borg hurtigt assisteret af både far og Jacob. Med mellemrum skulle vi lige ud og dyppes for det er rimeligt varmt. Lifeguarden havde travlet stinger indelukket igennem for at kontrollere at der ikke var kommet stingers ind igennem nettet, men det lykkedes alligevel først Jacob og lidt senere Peter at blive brændt af noget i vandet.
Op på land og så hen til Livredder fyren som behandlede med eddikeafskylning (de har dunke hængende for hver 50 meter) og bad os holde øje med at de ikke fik kvalme inden for 20 minutter – for så var det nok en af de slemmere stingers de var rendt på. Peter, der var mest nede over brændmærket, livede dog op igen efter en ispose eller 2 på låret. Så det var IKKE en dræberstinger denne gang. Men sjovt nok badede de ikke helt så meget resten af dagen. I stedet brugte de en times tid på at lave fælder i sandet belagt med palmegrene, blade og tilsidst sand som camoflage.
Derefter fik Jacob sit ønske om at køre Jet-Ski opfyldt. Vi lejede et bæst i en halv time af udlejeren ”Arne” der var på fornavn med alle sine kunder så snart han havde fået os i bogen. Han var rimeligt "for meget", lige indtil vi spurgte ham om han havde fået fikset sin bådtrailer? ”Did you see that?” spurgte han og måtte så slukøret indrømme, at jo det var ham der havde smidt det ene hjul på bådtraileren lige ud for vores campingreception, mens vi ventede på Wild-life brekkien. Bang og kæmpebrag havde det lydt da hjulet faldt af og begge vandscootere havde banket i vejen. Han havde måtte køre retur med den smadrede trailer – hjulnavet slog gnister og resten af stellet slæbte sig hen af vejen, mens han humpede tilbage efter en ny trailer.
Jetskiene havde heldigvis ikke taget skade, så vi tog afsted med Peter forrest, dernæst far og med Jacob på bagsædet. Peter fik hurtigt nok af farten, larmen og bølgerne, så han blev sejlet ind til Lone igen. Han var rimeligt stille og sammenbidt så Jetskien havde nok skræmt ham fra vid og sans. I stedet skiftedes Jacob og jeg til at fyre den af ved rattet med 80-90 km/t, for fuld jetstråle ud igennem bugten. Det var vildt skægt selvom bølgerne en gang i mellem sendte os helt ud af vandet med rimeligt hårde landinger til følge. Vi havde begge lange tunge arme da vi kom i land med en ægte bagudrettet strittende saltvands-frisure, der nemt kunne have kostet en femhundredelap henne ved Dorthe Kærgaard på Strandvejen.
Lidt senere gik vi retur til camperbussen for at få frokost og for at lade op til vandreturen med ”Fortet”. En tur op igennem klipperne til nogle 2. verdenskrigsbunkere. Vi gik kl. halvfire fra pladsen og var først tilbage igen lige omkring kl. seks, så det var en lang gåtur. Det var ikke krigsminderne der trak, men chancen for at se ægte vilde koalaer på turen. Der lever ca. 400 af dem vildt på øen og vi nåede da også at se 4 forskellige bamser på turen. Den ene – en ung han – var rimeligt gnaven over at Jacob forstyrrede ham i hans lur. Både på turen op til fortet og ned igen bankede Jacob med en pind på træstammen – den koala har ikke været så vågen de sidste 3 uger end da Jacob og Peter var færdig med at grine af dens søvnige reaktion på forstyrrelsen.
Med meget ømme fødder efter den 8 km bjergtur kom vi hjem til en gang hurtig aftensbiks. Efter det var blevet mørkt, opdagede vi en lille possum, wollabie eller hvad det nu var for en fyr, der græssede langs stien. Jacob prøvede backpackernes trick med chips fra i går, og kunne sagtens lokke den lille fyr tværs over pladsen til vores camper, hvor han blev håndfodret med et par ekstra chips af Peter, inden han havde fået nok af vores selskab og luntede videre over i skoven.
Som I kan se på billederne, er han vældig fotogen, når blot der er mad i sigte. Vi undlod i det mindste at stadse ham ud med solbriller eller andet unaturligt – at så staklen nu må ned til vandløbet fordi han er ved at dø af tørst over salt-niveauet i chips, er en anden historie.

Magnetic Island

Det kan godt være at mørket falder på tidligt, men det bliver jo så også tidligt lyst, så vi er oppe 6:15 og får tømt og genfyldt vognens vand etc. og er klar til at køre kl. 8. Vi får også fyldt køleskabet i Woolworths, inden vi sætter kursen mod Townsville.
Herfra kan man sejle til Magnetic Island, som vi er blevet anbefalet på det varmeste af Peters klassekammerats familie som et must. Vi bookede færge og campingplads pr. tlf. i går, men når tidsnok frem til at komme med over en afgang tidligere.
Flot overfart på en lille 200 pers bil-færge med åbent bildæk. Vi er den eneste camper, ellers er der en del scootere og nogle få personbiler, så der er god plads. Undervejs ser vi delfiner i det grønne vand. Øen er for en stor dels vedkommende nationalpark med smukke bugte, lækre strande, vandreruter, Mt. Cook på 497 m, regnskov, og et rigt dyreliv, incl vilde koalaer OG 320 soldage om året – her vil jeg bo i mit næste liv!!!
Vi skal bo i Horseshoe Bay på den nordlige kyst i ”Bungalow Bay Koala Village”. Der er hele 6 km kørsel fra færgehavnen til Horseshoe bay. De har vundet adskillige priser som bedste back-packer accomodation. De har dog også powered sites for os med lidt højere krav til standard, og efter check-in vælger vi en plads, som er nogenlunde jævn og hvor det ser ud til at komme i skygge i løbet af eftermiddagen. Der lugter fælt af brændt kobling, da Kim får bakket bussen på plads på den ujævne grund og hen over et par dybe regnvandsfuger i grusvejen. Godt at man kan gå til de fleste af de ting, vi gerne vil til på øen, for vi flytter den ikke igen.
Vi har allerede checket stranden, hvor der er en stor flyde-ponton-net for at danne et stinger-frit indelukke. Der er også adskillige udlejere af jetski og andet vand-racer-legetøj – Jacob og Kim er helt klar!
Ellers er der barer, isboder, restauranter, et par butikker og lign. langs med stranden + små picnic barbie-pavilioner, hvor folk sidder og spiser frokost. Tempoet er et helt andet end i Airlie Beach – meget laid-back. Skønt! Det gælder også på campingpladsen. Den var oprindeligt en anannasfarm, grundlagt af en mr. Swenson i 1930'erne, men nu er det et koala-slange-krokodille-sanctuary à la det i Brisbane, bare lidt mindre målestok, + øens eneste campingplads. Campingområdet består ikke af fine små afgrænsede pladser, som på de almindelige campingpladser – bare en stor græsmark, med spredte træer, hvor man slår sig ned, som man har lyst. Vores camper stikker lidt ud mellem de spredte, små igloer, og en enkelt Wicked camper. På pladsen kan man også leje små A-bungalows mellem træerne, hvilket ser ud til at være populært.
Vi går til poolen, og Jacob og Peter plasker rundt, mens Kim tager en slapper i en hængekøje, og jeg finder en sol-plet. Senere går de over til at spille basket med Peter som bold i poolen, han jubler når han bliver smidt en meter op i luften for så at crashe ned i vandet med et plask. Jeg forsøger at filme det (de kalder mig Mamarazzi), men han ryger helt uden for kameraets billedfelt.
De øvrige gæster er unge back-packere, som ivrigt diskuterer, hvor man bor godt og billigt i Cairns, hvor lang ”Happy Hour” er på de forskellige barer, og at en af pigerne blev bidt af sengelopper, et af de steder, hun havde valgt at bo – livets store udfordringer, når man er back-packer.
Der er fugle-fodring kl. 16:30, og det kan høres: Det vrimler med de flotteste farvestrålende papegøjer i et af de store træer, og en af ”dyrepasserne” kommer med vådt brød, som han påstår at fuglene vil komme ned og spise af vores hånd. Vi har dog ikke tålmodighed til at stå og vente på det, mens vi risikerer at få en fugleklat lige i låget. Der kommer nemlig løbende klatter ned fra træet.

I stedet tager vi en slapper ved camperen – Jacob laver lektier – inden vi går tilbage til ”byen” for at spise. Det er blevet højvande i mellemtiden og solen er lige gået ned bag bjergtoppene ude i bugten – utrolig smukt. Vi går langs strandpromenaden og finder ”Barefoot Art Food Wine” som er restaurant med en hyggelig gårdhave, og med diverse lokal kunst som udsmykning/galleri. Det er en fantastisk aften at sidde under træerne og spise god mad – igen mest fisk, så vi får indhentet lidt af ”fisk - 2 gange om ugen”-anbefalingen. Gåturen tilbage til pladsen er lidt mørk, men med masser af stjerner og næsten fuldmåne.
Der er gang back-packerne i camp kitchen og i pladsens restaurant. Vi har spottet de første firben på toiletterne, Kim ser rock wollabier i udkanten af pladsen, og fra træerne lyder diverse dyre-lyde. Som de skriver i brochuren: ”Sounds in the night ... the REAL Australia” - det vil vise sig, om det er dyreliv eller natteliv, der kommer til at forstyrre vores nattesøvn.
Vi kan høre drengene i Wicked camperen komme hjem for at sove – de får lokket et lille possum hen til deres vogn ved hjælp af lidt chips. Den er åbenbart helt salig for de kan tage billeder af den – det lykkes endda at give den solbriller på, kan vi høre gennem det åbne vindue. Det er det sidste vi hører inden the wild-life vågner og larmer igennem igen næste morgen kl. seks.

Sidste dag på Airlie Beach

Adventure Whitsundays campingpladsen er med rette blevet rated til 4½ stjerne - den er absolut Top $. Kanon service i receptionen, lækre baderum (omend de ikke har en-suite, men pyt), flot pool med rutschebaner, fin lille mini-golfbane med kunstgræs, basketbane, hoppepude, vaskerum med strygejern, osv.
Vi får brugt lidt af det hele i løbet af dagen og får slappet af. Vejret viser sig fra sin allerbedste side. Det eneste som er tilbage af gårsdagens vejrmæssige udfordringer er lidt blæst, men det er faktisk kun dejligt, for solen banker virkelig igennem. En runde minigolf efter frokost og en sidste tur i poolen, inden vi tager bussen ned til byen for at se lidt af promenaden i Airlie Beach og finde en restaurant at spise på.
Hovedgaden bærer meget præg af back-packer-miljøet (som er en hel industri i Australien) i form af barer, internet-caféer, back-packer accomodation, tøjbutikker, fastfood, etc. Jacob køber en smart tegnebog i en af de utallige surfer-mærke-tøj-butikker. Der er god gang i diverse barer med happy hour ... næppe fordi det er fredag ... sådan er det sikkert altid.
Vi ender i The Shipwrecked Bar & Grill, som ligger på første sal med udsigt over marinaen. Vi er de første, men hurtigt begynder diverse større eller mindre grupper af lokale at dukke op, så det tager vi som et godt tegn. Og maden er absolut god: De fokuserer på fisk og skaldyr på menuen, men der er også noget kød for landkrabberne, og ikke mindst er børnemenuen lagt med vægt på, at det ikke skal være chicken nuggets eller andre suspekte kød-arter, men rigtig kød. Så Peter får serveret en flot stor paneret fisk med gigantiske fritter. Jacob har svært ved at vælge, men ender med Lamb Shank, som er ”for the hungry” - lige ham. Kim får sværdfisk og jeg vælger den lokale Baramundi fisk. Alle retterne er flot anrettet og virkelig lækre.
Vi var jo early birdies, så vi når allerede bussen retur ved halv-ni tiden. Det er for længst blevet pitch dark – det sker allerede ved halv-syv tiden hernede og er meget pludseligt. Man sidder med fornemmelsen af at det trækker sammen til et gigantisk uvejr, men det er faktisk bare ekspedit tusmørke. Lidt underligt.