Farvel til Magnetic Island. Godt vi tog derover – det var en oplevelse! Vi havde bestilt plads på bilfærgen kl. fem i ti, og vi kom afsted i fin tid. Lidt over halvni startede kortegen op: Far med Peter som co-driver på forsædet i camperen, og mor med kørelærer Jacob i Moken bagved. Turen over bakkekammen ned til havnebyen gik som smurt, men nu kender vi jo også hvert hårnålesving og hvert et bump på vejen.
I Nelly Bay overtog jeg Moken og kørte sammen med Peter og Jacob hen for at aflevere den. Selvom Peter mente at det var en skrammelkasse, var han dog glad for at vi ikke havde fået en de lyserøde eller orange Mokes – de var ligegodt for tøsede synes han.
Tilbage på havnen var der en lille times ventetid, inden vi som de første kom ombord på færgen. Da vi sejlede, var der fuldt hus med biler, så godtnok at vi havde booket plads. Resten af dagen er vi tromlet nordpå mod Innisfail, hvor vi overnatter inden turen i morgen mod Port Douglas gennem højlandet ved Atherton og en masse flotte vandfald.
Det er fra den ene yderlighed til den anden: Magnetic Island med 320 soldage om året – Atherton Tableland med 3500 mm regn om året. Undervejs i dag var vejret stadig dejligt, og vi slog et slag omkring Mission Beach for at få et kig til på Dunk Island, hvor vi flyver over næste uge. Vi nåede lige at se en håndfuld tandemspringere lande på stranden, inden de blev smidt på deres bus for at sætte kursen retur mod Cairns. På stranden var der mulighed for at leje trehjulede sejlbiler. Ellers var der bare en del mangrove rødder i bunker (Aussie-tang) og så en del kokosnødder. Jacob ville have hul på en, men med den beskyttende bløde kokosskal uden om selve kokosnødden hoppede de bare rundt som en aussi-fodbold i sandet.
Da vi senere kom frem til vores hyggelige campingplads 7 km nordøst for Innisfail, var der mindst lige så mange palmer og i nogle store stålkurve ud for baderummet lå der masser af kokosnøder – ”Help yourself” stod der. Det prøvede vi så – først med Schweizerknivens sav og dernæst med Peters stålspade. Det sidste hjalp, og endelig havde vi en kokosnød, som dem man kan finde i supermarkedet.
Først drænede vi den for mælken – det lignede saftevand men ungerne tabte modet da der skulle smages. Heller ikke kokoskødet var populært, da vi senere flækkede nødden helt. Jeg plejer derimod ikke at kunne lide tørt kokos (Bounty, drømmekage osv), men det friske kokoskød smager nu helt godt.
Vi brugte resten af eftermiddagen på en gåtur ved stranden. Der var godt nok skilte med stingers, salties og andre ubehageligheder, så vi holdt os væk fra vandkanten. Her til aften ser ungerne ”The biggest Looser” - en australsk serie over temaet: ”Hvem kan tabe sig mest” à la Robinson/Big Brother. Jeg synes det er klamt, men Jacob og Peter lever sig vældigt ind i, hvem der feder den og hvem der får kiloene til at rasle af. Her til aften var der en der nåede 100 kg efter at være startet på 146 kg på 3 måneder. Imponerende! Serien slutter i næste uge, så vi må lige huske at se, hvem der vinder. Og så må vi se, hvem der skal være ”The biggest Looser”, når vi kommer hjem ...
Lige nu viser de et program om lifeguards på Bondo Beach i Sydney – de har uhyggeligt mange redningsauktioner om dagen – tåbelige turister, der tror de kan det hele i de høje bølger: Forsvundne, hjertestop, drunk swimmers, og der var endda også en fyr med skulderen slået af led ... kender vi lige til det?
I Nelly Bay overtog jeg Moken og kørte sammen med Peter og Jacob hen for at aflevere den. Selvom Peter mente at det var en skrammelkasse, var han dog glad for at vi ikke havde fået en de lyserøde eller orange Mokes – de var ligegodt for tøsede synes han.
Tilbage på havnen var der en lille times ventetid, inden vi som de første kom ombord på færgen. Da vi sejlede, var der fuldt hus med biler, så godtnok at vi havde booket plads. Resten af dagen er vi tromlet nordpå mod Innisfail, hvor vi overnatter inden turen i morgen mod Port Douglas gennem højlandet ved Atherton og en masse flotte vandfald.
Det er fra den ene yderlighed til den anden: Magnetic Island med 320 soldage om året – Atherton Tableland med 3500 mm regn om året. Undervejs i dag var vejret stadig dejligt, og vi slog et slag omkring Mission Beach for at få et kig til på Dunk Island, hvor vi flyver over næste uge. Vi nåede lige at se en håndfuld tandemspringere lande på stranden, inden de blev smidt på deres bus for at sætte kursen retur mod Cairns. På stranden var der mulighed for at leje trehjulede sejlbiler. Ellers var der bare en del mangrove rødder i bunker (Aussie-tang) og så en del kokosnødder. Jacob ville have hul på en, men med den beskyttende bløde kokosskal uden om selve kokosnødden hoppede de bare rundt som en aussi-fodbold i sandet.
Da vi senere kom frem til vores hyggelige campingplads 7 km nordøst for Innisfail, var der mindst lige så mange palmer og i nogle store stålkurve ud for baderummet lå der masser af kokosnøder – ”Help yourself” stod der. Det prøvede vi så – først med Schweizerknivens sav og dernæst med Peters stålspade. Det sidste hjalp, og endelig havde vi en kokosnød, som dem man kan finde i supermarkedet.
Først drænede vi den for mælken – det lignede saftevand men ungerne tabte modet da der skulle smages. Heller ikke kokoskødet var populært, da vi senere flækkede nødden helt. Jeg plejer derimod ikke at kunne lide tørt kokos (Bounty, drømmekage osv), men det friske kokoskød smager nu helt godt.
Vi brugte resten af eftermiddagen på en gåtur ved stranden. Der var godt nok skilte med stingers, salties og andre ubehageligheder, så vi holdt os væk fra vandkanten. Her til aften ser ungerne ”The biggest Looser” - en australsk serie over temaet: ”Hvem kan tabe sig mest” à la Robinson/Big Brother. Jeg synes det er klamt, men Jacob og Peter lever sig vældigt ind i, hvem der feder den og hvem der får kiloene til at rasle af. Her til aften var der en der nåede 100 kg efter at være startet på 146 kg på 3 måneder. Imponerende! Serien slutter i næste uge, så vi må lige huske at se, hvem der vinder. Og så må vi se, hvem der skal være ”The biggest Looser”, når vi kommer hjem ...
Lige nu viser de et program om lifeguards på Bondo Beach i Sydney – de har uhyggeligt mange redningsauktioner om dagen – tåbelige turister, der tror de kan det hele i de høje bølger: Forsvundne, hjertestop, drunk swimmers, og der var endda også en fyr med skulderen slået af led ... kender vi lige til det?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar