Tidligt op og så afsted mod vandfaldene i Atherton Tablelands højderne. Vi kom afsted allerede før kl. otte og en lille time senere var vi godt på vej op i bjergene via Palmerstons Highway. Det første vandfald vi ville se var Mungalli Falls, så da det første skilt viste ”Scenic route” svingede vi da bare til højre – fine tur igennem regnskoven. Der var asfalt på vejen - sådan da og ca. en halv meter på begge sider af bilen ind til træerne. Der var ikke kommet en modkørende cykel forbi og havde vi tabt balance på asfalt striben, havde vi siddet der endnu – heldigvis VAR det en rundrute, så vi kom efter nogle lidt for spændende km ud på highwayen igen. Pyha.
Længere fremme kom det rigtige skilt med Mungalli Falls – vi kørte af og denne vej var meget bedre – ingen træer og hele 65 cm asfalt at dele ud af til begge sider og så lige et skilt om, at der var skolebuskørsel på vejen indtil kl. 8.45 – hvis en skolebus kan komme igennem, kan vi vel også. Efter nogle km kom vi frem til Mungalli Falls Experience Resort – eller hvad det nu hed. Hele vandfaldet og landet omkring hørte til en ”feriekoloni” med cafeteria und alles, her fik vi endeligt et billede af "Peters is". Vi kunne se vandfaldet ovenfra fra en udsigtplatform, men stierne ned til bunden af vandfaldet, hvor der var en anden udsigtsplatform, var spærret af reb. Oppe i receptionen kunne de svagt engelsktalende asiatpiger pege og mumle, at vi skulle gå hele vejen uden om for at komme derned. Nul putte.
Men pyt: Længere frem af Palmerstons highway kom den 15 km lange Falls Circuit til de tre vandfald Elinjaa, Zillie og Millaa Millaa Falls. Ved det første vandfald førte en sti ned til bunden, hvor man kunne se op på vandfaldet og komme så tæt på, at man kunne mærke sprayet fra faldet. Der var lidt koldt her i bunden af regnskoven og lidt mudret på stenene – sikkert fordi der for nyligt havde været endnu mere knald på vandet pga. regntiden – men det var utroligt frodigt og anderledes at være i en tropisk regnskov.
Det næste: Zillie Falls havde kun en udsigtsplatform foroven – vandfaldet var for voldsomt og endte på nogle store sten og klipper i bunden – sikkert for farligt til at lade nogen komme ned til, men flot selv derfra hvor vi stod.
Det sidste vandfald: Milla Milla Falls havde vi store forhåbninger til og vi blev ikke skuffet: Kaskader af vand med masser plads til at solen kunne skinne ned i lysningen, hvor der var en stor pool. Vi var hurtigt ude i pølen, men det var koldt – rigtigt slædehundekoldt i forhold til hvad vi er vant til fra strandene. Vi (Jacob og Kim) prøvede at svømme ind under faldet, men det pgså lidt for overvældende på så tæt hold, så vi vendte om i stedet for at svømme de sidste 10 meter hen til malstrømmen. Efter svømmeturen og opvarmning var der ankommet et australsk bedsteforældrepar der også var i camper. Det blev til lidt snak om autocampere, vores og deres tur rundt i landet osv.
Senere på vej til byen Yungaburra, hvor vi ville have gourmetfrokost, slog vi et slag forbi en af de to vulkankratersøer der lå på ruten: Lake Eacham. Søerne er omkranset af naturreservat regnskov og utroligt flotte. Først kiggede vi lidt på søen og fiskene i det klare vand, dernæst fodrede vi dem med gammelt toastbrød. De kom helt tæt på trappen, hvor vi sad og de flippede helt ud, når der kom et stort stykke ud de kunne slås om. Lidt senere læste vi skilte med fodring forbudt – Ups. Der var heldigvis ingen Park Rangere i nærheden til at knalde os. Jacob sluttede af med at bade i den op til 65 meter dybe kratersø, mens vi andre truede med at smide mere brød ud omkring ham, så han kunne blive en del af fiskemenuen, men vi turde ikke – mest pga. skiltene.
Frokosten i Yungaburra var helt kanon og godt mætte kørte vi de sidste 140 km mod Port Douglas gennem The Tablelands. Det er Australiens spisekammer med plantager med bananer, sukkerrør, kaffe, the, cacao, peanuts, citrus- og mangofrugter (som de endda laver vin af), avocadoer og andet grønt, og en masse malkekvæg på bjergskråningerne. Vi fortsatte på landevejen inde i landet, op gennem Marabee Wetlands for til sidst at køre 8 km serpentinervej med motorbrems i 3 gear ned fra bjergene, tilbage ud til kysten. Flot tur men godt der kørte en bus foran, så vi ikke kom for højt op i fart.
Vores nye campingplads lige uden for Port Douglas er også en Big4 (som de fleste andre, vi har boet på) med et rigtigt flinkt ”No Worries”-værtspar. I morgen skal vi vist lige have en kombineret slapper/vaske tøj/hygge dag inden vi giver den gas med Great Barrier Reef ture og hvad vi nu ellers finder på af aktiviteter på og ved havet.
Længere fremme kom det rigtige skilt med Mungalli Falls – vi kørte af og denne vej var meget bedre – ingen træer og hele 65 cm asfalt at dele ud af til begge sider og så lige et skilt om, at der var skolebuskørsel på vejen indtil kl. 8.45 – hvis en skolebus kan komme igennem, kan vi vel også. Efter nogle km kom vi frem til Mungalli Falls Experience Resort – eller hvad det nu hed. Hele vandfaldet og landet omkring hørte til en ”feriekoloni” med cafeteria und alles, her fik vi endeligt et billede af "Peters is". Vi kunne se vandfaldet ovenfra fra en udsigtplatform, men stierne ned til bunden af vandfaldet, hvor der var en anden udsigtsplatform, var spærret af reb. Oppe i receptionen kunne de svagt engelsktalende asiatpiger pege og mumle, at vi skulle gå hele vejen uden om for at komme derned. Nul putte.
Men pyt: Længere frem af Palmerstons highway kom den 15 km lange Falls Circuit til de tre vandfald Elinjaa, Zillie og Millaa Millaa Falls. Ved det første vandfald førte en sti ned til bunden, hvor man kunne se op på vandfaldet og komme så tæt på, at man kunne mærke sprayet fra faldet. Der var lidt koldt her i bunden af regnskoven og lidt mudret på stenene – sikkert fordi der for nyligt havde været endnu mere knald på vandet pga. regntiden – men det var utroligt frodigt og anderledes at være i en tropisk regnskov.
Det næste: Zillie Falls havde kun en udsigtsplatform foroven – vandfaldet var for voldsomt og endte på nogle store sten og klipper i bunden – sikkert for farligt til at lade nogen komme ned til, men flot selv derfra hvor vi stod.
Det sidste vandfald: Milla Milla Falls havde vi store forhåbninger til og vi blev ikke skuffet: Kaskader af vand med masser plads til at solen kunne skinne ned i lysningen, hvor der var en stor pool. Vi var hurtigt ude i pølen, men det var koldt – rigtigt slædehundekoldt i forhold til hvad vi er vant til fra strandene. Vi (Jacob og Kim) prøvede at svømme ind under faldet, men det pgså lidt for overvældende på så tæt hold, så vi vendte om i stedet for at svømme de sidste 10 meter hen til malstrømmen. Efter svømmeturen og opvarmning var der ankommet et australsk bedsteforældrepar der også var i camper. Det blev til lidt snak om autocampere, vores og deres tur rundt i landet osv.
Senere på vej til byen Yungaburra, hvor vi ville have gourmetfrokost, slog vi et slag forbi en af de to vulkankratersøer der lå på ruten: Lake Eacham. Søerne er omkranset af naturreservat regnskov og utroligt flotte. Først kiggede vi lidt på søen og fiskene i det klare vand, dernæst fodrede vi dem med gammelt toastbrød. De kom helt tæt på trappen, hvor vi sad og de flippede helt ud, når der kom et stort stykke ud de kunne slås om. Lidt senere læste vi skilte med fodring forbudt – Ups. Der var heldigvis ingen Park Rangere i nærheden til at knalde os. Jacob sluttede af med at bade i den op til 65 meter dybe kratersø, mens vi andre truede med at smide mere brød ud omkring ham, så han kunne blive en del af fiskemenuen, men vi turde ikke – mest pga. skiltene.
Frokosten i Yungaburra var helt kanon og godt mætte kørte vi de sidste 140 km mod Port Douglas gennem The Tablelands. Det er Australiens spisekammer med plantager med bananer, sukkerrør, kaffe, the, cacao, peanuts, citrus- og mangofrugter (som de endda laver vin af), avocadoer og andet grønt, og en masse malkekvæg på bjergskråningerne. Vi fortsatte på landevejen inde i landet, op gennem Marabee Wetlands for til sidst at køre 8 km serpentinervej med motorbrems i 3 gear ned fra bjergene, tilbage ud til kysten. Flot tur men godt der kørte en bus foran, så vi ikke kom for højt op i fart.
Vores nye campingplads lige uden for Port Douglas er også en Big4 (som de fleste andre, vi har boet på) med et rigtigt flinkt ”No Worries”-værtspar. I morgen skal vi vist lige have en kombineret slapper/vaske tøj/hygge dag inden vi giver den gas med Great Barrier Reef ture og hvad vi nu ellers finder på af aktiviteter på og ved havet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar