Efter gåturen i går var der ikke mange i familien der havde mod på endnu en 2 timers vandretur i varmen for at komme til nogle af de mere afsidesliggende strande, hvor der ville være mulighed for at snorkle og se på koralrev.
Løsningen på dette blev, at jeg skulle tage bussen til ”hovedstaden” Nelly Bay for at leje en af øens mange Moke's. Så kunne vi blive strandmobile uden at skulle vælte rundt med flyttebussen. En Moke er en betegnelse for noget, der før 2. verdenskrig kunne gå for at være en bil. Der er groft sagt fire hjul, sæder, gear, 3 pedaler og en motor monteret på chassis, der minder lidt om en gammel Villys Jeep.
Men den er rimelig hyl at køre rundt i på øens i alt 12 km sammenhængende vej fra Horseshoe Bay på nordsiden til Picnic Bay i den sydsvestlige ende af øen. Så de kan sagtens leje de små kørebæster ud inkl. benzin, det er svært at bruge noget, der gør det værd at kræve en optankning inden man afleverer Moken igen. Desværre må sådan en Moke ikke køre ned ad vejen til Arthur Bay og Florence Bay, så snokleriet blev sat på standby til senere. Buschaufføren, som kørte mig til Nellys Bay, kunne fortælle, at de nakker en for 300AUD, hvis man kører uden for Moke områderne, så det fik ligesom stoppet planerne om at tage chancen og køre offroad.
Efter jeg havde hentet de andre i Moken, kørte vi en tur for at besøge alle de andre Bay's hele vejen til Picnic Bay. Her brugte vi et par timer på at bade og sole os ved Stingernettet ud for øens gamle livredder klub – 30 grader og en let brise.
Jacob havde fået fat i flere engelske Simpson blade, så han lå i skyggen og læste og grinede faktiske mere end han badede (Stingeren i går holdt ham lidt tilbage). Peter gav den gas med en drabelig fantasikamp mellem ham og hans skovl på den ene side og nogle Cartoonagtige fantasibanditter, der skulle besejres på den anden side, inden han også krøb i skygge og ”læste” det andet Simpsons blad.
Lidt over middag lod vi Lone køre Moken tilbage til Horseshoe Bay. ”Plikli”-chauffør råbte ungerne, mens hun rodede rundt efter gearernes i den gamle ledløse gearkasse og lod den snegle afsted med 40 km/t (”Nå, nå, jeg nåede da op på 60 på et tidspunkt!!!”). Vi købte sandwich og en fælles gang fries ved de skyggefulde picnicborde ved livredderstationen. Der var næsten ingen mennesker på stranden ift. i gårs søndagsudflugter. Derefter Mokede vi tilbage til pladsen for at være lidt ved pølen og for at planlægge evt. supplementer til køleskabet. Lone og ungerne tog afsted nogle timer senere for handle. Jacob havde i mellemtiden drømt om at "put the pedal to the metal" i Moken, med Peter som passager, mens de skrålede Andens: ”For jeg er en psykopat bag et rat”-sang.
Da vi første dag kom til pladsen, var der fodring af Lorikitter kl. 16.30 sharp, men bæsterne ville ikke ned den dag. Det ville de i dag. De er nogle sky flokfugle. Det kræver et par stykker, der skal tage mod til sig, før de alle tør lande, og bare en bliver forskrækket og letter, så stryger hele flokken som en sværm af stære. Der var pludselig mere end 100 af de grønne lorikit papegøjer, der hoppede rundt på jorden og på gæsterne for at æde den opblødte toastbrød-grød, dyrepasseren havde medbragt. Man tog bare en håndfuld og vupti, så havde man straks 5-6 kradsende og bidende bæster på armen, 2 i håret og endnu flere på ryggen og skulderen. De kaglede løs og huggede ud efter hinanden for at komme til den håndfuld snask, man stod med, mens de sked ned ad ryggen på den ”heldige” vært. Peter var også henne og kigge på tre relativt rolige eksemplarer, jeg på et tidspunkt havde på armen, men det varede kun lige indtil at en lorikit landede på håret af ham selv, så bakkede han tilbage til ”Mamarazzi” igen. Bagefter havde både Jacob og jeg bidemærker og små røde prikker efter deres spidse kløer på begge arme – og ditto masser af lorikit-klatter.
Så der var dømt fællesbad til fuglefængerne inden aftensmaden.
Løsningen på dette blev, at jeg skulle tage bussen til ”hovedstaden” Nelly Bay for at leje en af øens mange Moke's. Så kunne vi blive strandmobile uden at skulle vælte rundt med flyttebussen. En Moke er en betegnelse for noget, der før 2. verdenskrig kunne gå for at være en bil. Der er groft sagt fire hjul, sæder, gear, 3 pedaler og en motor monteret på chassis, der minder lidt om en gammel Villys Jeep.
Men den er rimelig hyl at køre rundt i på øens i alt 12 km sammenhængende vej fra Horseshoe Bay på nordsiden til Picnic Bay i den sydsvestlige ende af øen. Så de kan sagtens leje de små kørebæster ud inkl. benzin, det er svært at bruge noget, der gør det værd at kræve en optankning inden man afleverer Moken igen. Desværre må sådan en Moke ikke køre ned ad vejen til Arthur Bay og Florence Bay, så snokleriet blev sat på standby til senere. Buschaufføren, som kørte mig til Nellys Bay, kunne fortælle, at de nakker en for 300AUD, hvis man kører uden for Moke områderne, så det fik ligesom stoppet planerne om at tage chancen og køre offroad.
Efter jeg havde hentet de andre i Moken, kørte vi en tur for at besøge alle de andre Bay's hele vejen til Picnic Bay. Her brugte vi et par timer på at bade og sole os ved Stingernettet ud for øens gamle livredder klub – 30 grader og en let brise.
Jacob havde fået fat i flere engelske Simpson blade, så han lå i skyggen og læste og grinede faktiske mere end han badede (Stingeren i går holdt ham lidt tilbage). Peter gav den gas med en drabelig fantasikamp mellem ham og hans skovl på den ene side og nogle Cartoonagtige fantasibanditter, der skulle besejres på den anden side, inden han også krøb i skygge og ”læste” det andet Simpsons blad.
Lidt over middag lod vi Lone køre Moken tilbage til Horseshoe Bay. ”Plikli”-chauffør råbte ungerne, mens hun rodede rundt efter gearernes i den gamle ledløse gearkasse og lod den snegle afsted med 40 km/t (”Nå, nå, jeg nåede da op på 60 på et tidspunkt!!!”). Vi købte sandwich og en fælles gang fries ved de skyggefulde picnicborde ved livredderstationen. Der var næsten ingen mennesker på stranden ift. i gårs søndagsudflugter. Derefter Mokede vi tilbage til pladsen for at være lidt ved pølen og for at planlægge evt. supplementer til køleskabet. Lone og ungerne tog afsted nogle timer senere for handle. Jacob havde i mellemtiden drømt om at "put the pedal to the metal" i Moken, med Peter som passager, mens de skrålede Andens: ”For jeg er en psykopat bag et rat”-sang.
Da vi første dag kom til pladsen, var der fodring af Lorikitter kl. 16.30 sharp, men bæsterne ville ikke ned den dag. Det ville de i dag. De er nogle sky flokfugle. Det kræver et par stykker, der skal tage mod til sig, før de alle tør lande, og bare en bliver forskrækket og letter, så stryger hele flokken som en sværm af stære. Der var pludselig mere end 100 af de grønne lorikit papegøjer, der hoppede rundt på jorden og på gæsterne for at æde den opblødte toastbrød-grød, dyrepasseren havde medbragt. Man tog bare en håndfuld og vupti, så havde man straks 5-6 kradsende og bidende bæster på armen, 2 i håret og endnu flere på ryggen og skulderen. De kaglede løs og huggede ud efter hinanden for at komme til den håndfuld snask, man stod med, mens de sked ned ad ryggen på den ”heldige” vært. Peter var også henne og kigge på tre relativt rolige eksemplarer, jeg på et tidspunkt havde på armen, men det varede kun lige indtil at en lorikit landede på håret af ham selv, så bakkede han tilbage til ”Mamarazzi” igen. Bagefter havde både Jacob og jeg bidemærker og små røde prikker efter deres spidse kløer på begge arme – og ditto masser af lorikit-klatter.
Så der var dømt fællesbad til fuglefængerne inden aftensmaden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar