Vi har booket "Bush Tucker Gourmet Breakfast" i koalareservatet, så det er bare op og i tøjet. Det er dog en lidt mørk affære at gå i bad, for der er strømafbrydelse i både Horseshoe Bay og i nabobyen Arcadia. Bussens køleskab kører heldigvis videre og kan klare ca. 8 timer uden opladning fra bilen, solpanelerne på taget eller den manglende 240V strøm, før det går død, så vi håber, de hurtigt kan finde fejlen.
"Brekkien" starter med champagne til de voksne og juice til børnene og dernæst præsentation af morgenens program: Rist din toast over ilden, eat all you can fra buffeten bestående af the lot – æg (serveret som Toad in a hole), bacon, pølser, tomater, pandekager, frisk frugt, honing direkte fra bikagen, chutney, youghurt, juice, mælk, the, men ingen kaffe pga den manglende strøm – og hils på vores saltvandskrokodille, pythonslange, papegøjer, og koalaer. Det var vældigt bush-agtigt og hyggeligt, og wild-life-agtigt at se og mærke dyrene. Peter var overrasket over at en slange faktisk føles som kold plastik – det er første gang han ikke er spænet væk når der har været slanger ude af bur. Vi sprang over endnu en foto-session med koalaen og gik i stedet resten af parken igennem, da vi havde spist. Der var nogle pænt store crocs og firben + flere koalaer.
Da vi havde set nok, var det retur til bussen og i badetøjet, så vi kunne komme til stranden. Denne gang huskede vi Peters skovl og spand – så han gik straks i gang med en borg hurtigt assisteret af både far og Jacob. Med mellemrum skulle vi lige ud og dyppes for det er rimeligt varmt. Lifeguarden havde travlet stinger indelukket igennem for at kontrollere at der ikke var kommet stingers ind igennem nettet, men det lykkedes alligevel først Jacob og lidt senere Peter at blive brændt af noget i vandet.
Op på land og så hen til Livredder fyren som behandlede med eddikeafskylning (de har dunke hængende for hver 50 meter) og bad os holde øje med at de ikke fik kvalme inden for 20 minutter – for så var det nok en af de slemmere stingers de var rendt på. Peter, der var mest nede over brændmærket, livede dog op igen efter en ispose eller 2 på låret. Så det var IKKE en dræberstinger denne gang. Men sjovt nok badede de ikke helt så meget resten af dagen. I stedet brugte de en times tid på at lave fælder i sandet belagt med palmegrene, blade og tilsidst sand som camoflage.
Derefter fik Jacob sit ønske om at køre Jet-Ski opfyldt. Vi lejede et bæst i en halv time af udlejeren ”Arne” der var på fornavn med alle sine kunder så snart han havde fået os i bogen. Han var rimeligt "for meget", lige indtil vi spurgte ham om han havde fået fikset sin bådtrailer? ”Did you see that?” spurgte han og måtte så slukøret indrømme, at jo det var ham der havde smidt det ene hjul på bådtraileren lige ud for vores campingreception, mens vi ventede på Wild-life brekkien. Bang og kæmpebrag havde det lydt da hjulet faldt af og begge vandscootere havde banket i vejen. Han havde måtte køre retur med den smadrede trailer – hjulnavet slog gnister og resten af stellet slæbte sig hen af vejen, mens han humpede tilbage efter en ny trailer.
Jetskiene havde heldigvis ikke taget skade, så vi tog afsted med Peter forrest, dernæst far og med Jacob på bagsædet. Peter fik hurtigt nok af farten, larmen og bølgerne, så han blev sejlet ind til Lone igen. Han var rimeligt stille og sammenbidt så Jetskien havde nok skræmt ham fra vid og sans. I stedet skiftedes Jacob og jeg til at fyre den af ved rattet med 80-90 km/t, for fuld jetstråle ud igennem bugten. Det var vildt skægt selvom bølgerne en gang i mellem sendte os helt ud af vandet med rimeligt hårde landinger til følge. Vi havde begge lange tunge arme da vi kom i land med en ægte bagudrettet strittende saltvands-frisure, der nemt kunne have kostet en femhundredelap henne ved Dorthe Kærgaard på Strandvejen.
Lidt senere gik vi retur til camperbussen for at få frokost og for at lade op til vandreturen med ”Fortet”. En tur op igennem klipperne til nogle 2. verdenskrigsbunkere. Vi gik kl. halvfire fra pladsen og var først tilbage igen lige omkring kl. seks, så det var en lang gåtur. Det var ikke krigsminderne der trak, men chancen for at se ægte vilde koalaer på turen. Der lever ca. 400 af dem vildt på øen og vi nåede da også at se 4 forskellige bamser på turen. Den ene – en ung han – var rimeligt gnaven over at Jacob forstyrrede ham i hans lur. Både på turen op til fortet og ned igen bankede Jacob med en pind på træstammen – den koala har ikke været så vågen de sidste 3 uger end da Jacob og Peter var færdig med at grine af dens søvnige reaktion på forstyrrelsen.
Med meget ømme fødder efter den 8 km bjergtur kom vi hjem til en gang hurtig aftensbiks. Efter det var blevet mørkt, opdagede vi en lille possum, wollabie eller hvad det nu var for en fyr, der græssede langs stien. Jacob prøvede backpackernes trick med chips fra i går, og kunne sagtens lokke den lille fyr tværs over pladsen til vores camper, hvor han blev håndfodret med et par ekstra chips af Peter, inden han havde fået nok af vores selskab og luntede videre over i skoven.
Som I kan se på billederne, er han vældig fotogen, når blot der er mad i sigte. Vi undlod i det mindste at stadse ham ud med solbriller eller andet unaturligt – at så staklen nu må ned til vandløbet fordi han er ved at dø af tørst over salt-niveauet i chips, er en anden historie.
"Brekkien" starter med champagne til de voksne og juice til børnene og dernæst præsentation af morgenens program: Rist din toast over ilden, eat all you can fra buffeten bestående af the lot – æg (serveret som Toad in a hole), bacon, pølser, tomater, pandekager, frisk frugt, honing direkte fra bikagen, chutney, youghurt, juice, mælk, the, men ingen kaffe pga den manglende strøm – og hils på vores saltvandskrokodille, pythonslange, papegøjer, og koalaer. Det var vældigt bush-agtigt og hyggeligt, og wild-life-agtigt at se og mærke dyrene. Peter var overrasket over at en slange faktisk føles som kold plastik – det er første gang han ikke er spænet væk når der har været slanger ude af bur. Vi sprang over endnu en foto-session med koalaen og gik i stedet resten af parken igennem, da vi havde spist. Der var nogle pænt store crocs og firben + flere koalaer.
Da vi havde set nok, var det retur til bussen og i badetøjet, så vi kunne komme til stranden. Denne gang huskede vi Peters skovl og spand – så han gik straks i gang med en borg hurtigt assisteret af både far og Jacob. Med mellemrum skulle vi lige ud og dyppes for det er rimeligt varmt. Lifeguarden havde travlet stinger indelukket igennem for at kontrollere at der ikke var kommet stingers ind igennem nettet, men det lykkedes alligevel først Jacob og lidt senere Peter at blive brændt af noget i vandet.
Op på land og så hen til Livredder fyren som behandlede med eddikeafskylning (de har dunke hængende for hver 50 meter) og bad os holde øje med at de ikke fik kvalme inden for 20 minutter – for så var det nok en af de slemmere stingers de var rendt på. Peter, der var mest nede over brændmærket, livede dog op igen efter en ispose eller 2 på låret. Så det var IKKE en dræberstinger denne gang. Men sjovt nok badede de ikke helt så meget resten af dagen. I stedet brugte de en times tid på at lave fælder i sandet belagt med palmegrene, blade og tilsidst sand som camoflage.
Derefter fik Jacob sit ønske om at køre Jet-Ski opfyldt. Vi lejede et bæst i en halv time af udlejeren ”Arne” der var på fornavn med alle sine kunder så snart han havde fået os i bogen. Han var rimeligt "for meget", lige indtil vi spurgte ham om han havde fået fikset sin bådtrailer? ”Did you see that?” spurgte han og måtte så slukøret indrømme, at jo det var ham der havde smidt det ene hjul på bådtraileren lige ud for vores campingreception, mens vi ventede på Wild-life brekkien. Bang og kæmpebrag havde det lydt da hjulet faldt af og begge vandscootere havde banket i vejen. Han havde måtte køre retur med den smadrede trailer – hjulnavet slog gnister og resten af stellet slæbte sig hen af vejen, mens han humpede tilbage efter en ny trailer.
Jetskiene havde heldigvis ikke taget skade, så vi tog afsted med Peter forrest, dernæst far og med Jacob på bagsædet. Peter fik hurtigt nok af farten, larmen og bølgerne, så han blev sejlet ind til Lone igen. Han var rimeligt stille og sammenbidt så Jetskien havde nok skræmt ham fra vid og sans. I stedet skiftedes Jacob og jeg til at fyre den af ved rattet med 80-90 km/t, for fuld jetstråle ud igennem bugten. Det var vildt skægt selvom bølgerne en gang i mellem sendte os helt ud af vandet med rimeligt hårde landinger til følge. Vi havde begge lange tunge arme da vi kom i land med en ægte bagudrettet strittende saltvands-frisure, der nemt kunne have kostet en femhundredelap henne ved Dorthe Kærgaard på Strandvejen.
Lidt senere gik vi retur til camperbussen for at få frokost og for at lade op til vandreturen med ”Fortet”. En tur op igennem klipperne til nogle 2. verdenskrigsbunkere. Vi gik kl. halvfire fra pladsen og var først tilbage igen lige omkring kl. seks, så det var en lang gåtur. Det var ikke krigsminderne der trak, men chancen for at se ægte vilde koalaer på turen. Der lever ca. 400 af dem vildt på øen og vi nåede da også at se 4 forskellige bamser på turen. Den ene – en ung han – var rimeligt gnaven over at Jacob forstyrrede ham i hans lur. Både på turen op til fortet og ned igen bankede Jacob med en pind på træstammen – den koala har ikke været så vågen de sidste 3 uger end da Jacob og Peter var færdig med at grine af dens søvnige reaktion på forstyrrelsen.
Med meget ømme fødder efter den 8 km bjergtur kom vi hjem til en gang hurtig aftensbiks. Efter det var blevet mørkt, opdagede vi en lille possum, wollabie eller hvad det nu var for en fyr, der græssede langs stien. Jacob prøvede backpackernes trick med chips fra i går, og kunne sagtens lokke den lille fyr tværs over pladsen til vores camper, hvor han blev håndfodret med et par ekstra chips af Peter, inden han havde fået nok af vores selskab og luntede videre over i skoven.
Som I kan se på billederne, er han vældig fotogen, når blot der er mad i sigte. Vi undlod i det mindste at stadse ham ud med solbriller eller andet unaturligt – at så staklen nu må ned til vandløbet fordi han er ved at dø af tørst over salt-niveauet i chips, er en anden historie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar