Fraser Island ... eller Fuser Island?
Ikke helt hvad vi havde forventet, må vi tilstå, World Heritage eller ej. Vi blev samlet op ved receptionen kl. 7:45 og kørt til havnen, hvor færgen Fraser Dawn ventede på at sejle os over til Fraser Island. Egholm-færge-agtigt med flad bund, så den kan lægge til direkte på øens vestlige sandstrand. Pointen er, at Fraser Island er verdens største sand-ø med regnskov, skov, søer, og kilometervis af hvid sandstrand. Vel ankomne blev vi vist hen til vores ”bus”, som var en special-bygget 4-hjulstrukket lastbil med plads til 16 passagere. De øvrige i selskabet var mest ældre ægtepar, flere af dem tysk-talende og det var guiderne også: Hans og Henning. Så vi fik det hele både på engelsk og tysk. Det skulle vise sig at være en smule anstrengende i det lange løb.
Nå, men afsted på sand-vejen og så forstod vi, hvorfor vi skulle spænde sikkerhedsselerne: Vi væltede rundt! Hvis det er robust at køre i en 4WD Pajero i outbacken, så var det da intet at sammenligne med en 4WD bus igennem sandet. Men frem kom vi, og så diverse skov og regnskov – som sagt med grundig forklaring på både engelsk og tysk – indtil vi havde kørt ca. 1 times tid. Så blev vi sat af for at gå igennem træerne og bedre fornemme bevoksningen. Samtidig måtte Hans og Henning lige skifte et af hjulene - det tabte luften. Det var lækkert at gå i den kølige luft og høre fuglene – nogle af dem med meget besynderlige skrig.
Tilbage i bussen skulle vi køre ca. ½ time yderligere, inden vi stoppede ved et lille bysamfund/ferieby, hvor der var forfriskninger i restauranten. Ordnung muß sein, så vi skulle være tilbage i bussen efter nøjagtig et kvarter, og så afsted mod den østlige kyst. Stranden er bestemt bred og flot – bare ærgerligt, at man ikke kan bade pga hajer og jellyfish.
Det måtte man til gengæld i Eli Creek -en ferskvands-bæk, som løber ud med 4 mill l vand i døgnet eller i timen - det fik vi ikke lige fat i. Helt klart og lækkert, med utrolig meget strøm. Vores time-slot var dog kun på 20 min, så vi nøjedes med at soppe. Men det var lækkert.
Samtidig fik vi fornemmelsen af, hvorfor de kalder det stykke af kysten for highway: Der var adskillige 4WDs med individuelle turister, adskillige andre turist-busser, og så var der lige et lille fly, som lettede fra stranden. Man skal se sig for.
Næste stop var et gammelt vrag, som har ligget på Fraser Island, siden 1935. En kort foto-session og afsted igen mod frokost: Den var stillet an i skoven bag en lille restaurant og vores chauffør kastede sig ud i BBQ. Imens jagtede Kim og drengene en leguan på 1½ m – we kill it, you grill it! Det var hyggeligt at sidde og spise i det fri.
Endelig ud på sidste etappe: Først lidt tilbage ad stranden mod the Coloured Sand, som er nogle imponerende sand-formationer i klitten. Vi nåede i øvrigt også at spotte en dingo på stranden på vejen dertil. Dernæst mod Lake Aloma, som er en af øens 50 ferskvandssøer, hvor vi skulle bade. Men ØV! Vi havde forventet en sø med klart vand à la åen fra i morges. Den var dog te-farvet og fra sø-bredden kunne vi se adskillige skilpadder svømme rundt. De var hyggelige nok, men vi vidste ikke lige, om vi havde lyst til at bade sammen med dem. En af de tyske herrer sprang dog flux i, og også en schweisisk dame og hendes voksne datter. Og det ville Jacob trods alt ikke stå tilbage for, så han hoppede også ud mellem sivene. Men det var nu ikke særlig lækkert, synes han.
Det var så det, og tilbage i bussen for at rumle den sidste times tid tilbage til ”færgelejet”. Færgeprammen: Fraser Dawn burde nu hedde Fraser Dusk, da vi sejlede retur i solnedgangen. Et flot syn, samtidig med at vi inde over fastlandet kunne se et uvejr trække forbi med lyn.
Alt i alt en fin nok dag, men ikke helt hvad vi havde regnet med. Ved nærmere eftersyn i brochurene fra nogle af de andre selskaber, kan vi se, at andre ruter førte til andre søer, som nok mere var det vi havde hørt om hjemmefra. Til gengæld skulle vi så havde kørt i en 40 personers bus. Jeg tør da ikke tænke på, hvor meget vi så havde hoppet rundt i sæderne. Too bad!
Fraser er bestemt et besøg værd, men forholdet mellem oplevelser og så bumletur i bus passer bare ikke samme til en-dags tur – man rumler meget mere end man oplever. I bagklogskabens ulideligt klare skær skulle man have lejet sin egen 4WD og så have taget en overnatning derovre. Men det havde været en større omgang at få det organiseret, så Fraser er nok bare for utilgængelig for os førstegangs turister.
Ikke helt hvad vi havde forventet, må vi tilstå, World Heritage eller ej. Vi blev samlet op ved receptionen kl. 7:45 og kørt til havnen, hvor færgen Fraser Dawn ventede på at sejle os over til Fraser Island. Egholm-færge-agtigt med flad bund, så den kan lægge til direkte på øens vestlige sandstrand. Pointen er, at Fraser Island er verdens største sand-ø med regnskov, skov, søer, og kilometervis af hvid sandstrand. Vel ankomne blev vi vist hen til vores ”bus”, som var en special-bygget 4-hjulstrukket lastbil med plads til 16 passagere. De øvrige i selskabet var mest ældre ægtepar, flere af dem tysk-talende og det var guiderne også: Hans og Henning. Så vi fik det hele både på engelsk og tysk. Det skulle vise sig at være en smule anstrengende i det lange løb.
Nå, men afsted på sand-vejen og så forstod vi, hvorfor vi skulle spænde sikkerhedsselerne: Vi væltede rundt! Hvis det er robust at køre i en 4WD Pajero i outbacken, så var det da intet at sammenligne med en 4WD bus igennem sandet. Men frem kom vi, og så diverse skov og regnskov – som sagt med grundig forklaring på både engelsk og tysk – indtil vi havde kørt ca. 1 times tid. Så blev vi sat af for at gå igennem træerne og bedre fornemme bevoksningen. Samtidig måtte Hans og Henning lige skifte et af hjulene - det tabte luften. Det var lækkert at gå i den kølige luft og høre fuglene – nogle af dem med meget besynderlige skrig.
Tilbage i bussen skulle vi køre ca. ½ time yderligere, inden vi stoppede ved et lille bysamfund/ferieby, hvor der var forfriskninger i restauranten. Ordnung muß sein, så vi skulle være tilbage i bussen efter nøjagtig et kvarter, og så afsted mod den østlige kyst. Stranden er bestemt bred og flot – bare ærgerligt, at man ikke kan bade pga hajer og jellyfish.
Det måtte man til gengæld i Eli Creek -en ferskvands-bæk, som løber ud med 4 mill l vand i døgnet eller i timen - det fik vi ikke lige fat i. Helt klart og lækkert, med utrolig meget strøm. Vores time-slot var dog kun på 20 min, så vi nøjedes med at soppe. Men det var lækkert.
Samtidig fik vi fornemmelsen af, hvorfor de kalder det stykke af kysten for highway: Der var adskillige 4WDs med individuelle turister, adskillige andre turist-busser, og så var der lige et lille fly, som lettede fra stranden. Man skal se sig for.
Næste stop var et gammelt vrag, som har ligget på Fraser Island, siden 1935. En kort foto-session og afsted igen mod frokost: Den var stillet an i skoven bag en lille restaurant og vores chauffør kastede sig ud i BBQ. Imens jagtede Kim og drengene en leguan på 1½ m – we kill it, you grill it! Det var hyggeligt at sidde og spise i det fri.
Endelig ud på sidste etappe: Først lidt tilbage ad stranden mod the Coloured Sand, som er nogle imponerende sand-formationer i klitten. Vi nåede i øvrigt også at spotte en dingo på stranden på vejen dertil. Dernæst mod Lake Aloma, som er en af øens 50 ferskvandssøer, hvor vi skulle bade. Men ØV! Vi havde forventet en sø med klart vand à la åen fra i morges. Den var dog te-farvet og fra sø-bredden kunne vi se adskillige skilpadder svømme rundt. De var hyggelige nok, men vi vidste ikke lige, om vi havde lyst til at bade sammen med dem. En af de tyske herrer sprang dog flux i, og også en schweisisk dame og hendes voksne datter. Og det ville Jacob trods alt ikke stå tilbage for, så han hoppede også ud mellem sivene. Men det var nu ikke særlig lækkert, synes han.
Det var så det, og tilbage i bussen for at rumle den sidste times tid tilbage til ”færgelejet”. Færgeprammen: Fraser Dawn burde nu hedde Fraser Dusk, da vi sejlede retur i solnedgangen. Et flot syn, samtidig med at vi inde over fastlandet kunne se et uvejr trække forbi med lyn.
Alt i alt en fin nok dag, men ikke helt hvad vi havde regnet med. Ved nærmere eftersyn i brochurene fra nogle af de andre selskaber, kan vi se, at andre ruter førte til andre søer, som nok mere var det vi havde hørt om hjemmefra. Til gengæld skulle vi så havde kørt i en 40 personers bus. Jeg tør da ikke tænke på, hvor meget vi så havde hoppet rundt i sæderne. Too bad!
Fraser er bestemt et besøg værd, men forholdet mellem oplevelser og så bumletur i bus passer bare ikke samme til en-dags tur – man rumler meget mere end man oplever. I bagklogskabens ulideligt klare skær skulle man have lejet sin egen 4WD og så have taget en overnatning derovre. Men det havde været en større omgang at få det organiseret, så Fraser er nok bare for utilgængelig for os førstegangs turister.
1 kommentar:
Hej Kim, Lone, Jacob og Peter
Det er super at følge jer undervejs.
Vi slutter nok badmintonsæsonen før
I når hjem, men det lyder også som
om Kims fod/ankel behøver hvile
når I kommer hjem.
Fortsat god tur.
Hilsen Lars
Send en kommentar