fredag den 18. april 2008

Sidste træk mod Whitsundays




Sidste ben af turen fra Hervey Bay til Whitsunday Islands ved Airlie Beach. En lille dagsmarch på 475 km siger TomTom. Det er lidt langt, men vi kommer lyn-hurtigt afsted for begge unger tramper afsted mod baderummene på pladsen kl. kvart over seks helt af sig selv. Hvorfor sker sådan noget ikke derhjemme? Men det betyder at vi er på landevejen allerede kl. otte – en virkerlig god begyndelse og tanken melder at der 370 km tilbage før der skal tankes. Efter de første 20 km er der ikke meget trafik nordpå så vi kommer hurtigt til at ligge lige på fartgrænsen i sjette gear.
Landskabet bliver hurtigt ensformigt, enten bush med mange træer eller bush hvor cattlefolket har fældet en stor del af træerne. Det er næsten som outbacken – bare grønnere med flere træer. Det sidste stykke er udpræget sukker-land med sukkerrør så langt øjet rækker og flere rafinaderier.
Men Lonely Planet har ret i, at det generelt er en kedelig strækning eneste afveksling er da en 15 cm vandrende pind titter frem ved sideruden i føresiden, blind passager godt den er udenfor – den er klam.
Vi tanker op og spiser frokost i en forstad til Mackay – der er kun 125 km igen til mål. Vi kommer tidligt frem kan vi se på uret. I løbet af de sidste 100 km bliver vejret dog dårligere og dårligere, indtil vi i silende bjergregn kører ind i Airlie Beach – for h... da også. Der er solskin på alle de billeder vi har set af Whitsundays! Det vil vi også ha'!
Camping pladsen er helt fin med rigtig gode fællesarealer – specielt poolen med vandrutchebaner, skumgummiflyde-pølser og paddehætte vandfald bliver straks indviet af ungerne, for det er i det mindste blevet tørvejr igen.
Jeg sætter mig til at surmule i bilen – Jeg vil have solskin nu ...
Efter badeturen, går vi samlet ned til den lokale Woolworths efter at have booket en daycruise med til Whitehaven Beach til torsdag, i håb om godt vejr. Hjemme på pladsen laver Lone super hjemmelavede pizzaer – en udmærket slutning på en lang og til sidst regnfuld køredag.

Ingen kommentarer: