Katoomba og Kim Falls

Vi er stået tidligt op for at komme ind til Katoomba og prøve så meget af Scenic World som muligt. Her kan man tage en svævebane frem og tilbage og kløften med udsigt til Katoomba Falls – et 275 meter højt vandfald som sammen med andre vandfald i området ender i et reservoir der i dag er en del af Sydneys vandforsyning.
Efter denne blæsende og spektakulære tur over kløften skulle vi prøve verdens stejleste jernbane (se selv efter i Guiness Book of Records) 52% fald – det var stejlt. Vi kom ombord i den første vogn med fri udsigt ”ned i hullet”.
Vi kørte sammen med et kæmpehold australske børnehaveklassebørn på udflugt – hold kæft hvor de hvinede og skreg hele turen ned – Jacob var lige ved at rykke hovedet af de nærmeste unger – mens Peter blot resignerede og gjorde som togføreren bagerst i togstammen: Jog en finger i hvert øre og rystede på hovedet.
Da vi var kommet ned skulle vi lige have de børnehaveklasseunger lidt på afstand – de kunne jo afløve en hel regnskov med det kagl de lavede. Vi valgte at gå på en bjergsti, der ville føre os ned forbi bunden af Katoomba Falls – så kunne vi altid vende tilbage til Scenic World parkens trætropvandring senere når roen havde sænket sig.
Det var en god plan – men 200 meter henne af stien trådte ”den gamle klovn” forkert på sin højre fod og vupti: – så havde vi en badmintonankel igen igen ”P.... og l... i karry” blev der bandet. Lone hentede elastikbind og smertestillende i bilen, mens jeg sad og bandede midt på stien med foden oppe på gelænderet. Lone og ungerne gik derefter ned til vandfaldet, mens jeg blev siddende på en bænk – jubel.
Senere havde stædigheden og pillerne hjulpet, så man kunne humpe med hen til den cable car der førte op fra dalen – man kunne også køre baglæns op med togbanen – men det var der ligesom ikke det store ved syntes vi alle. Oppe igen fik Peter den koalabamse han har talt om siden vi gik om bord i flyveren og jeg fik et par sympatiske bemærkninger fra personalet om, at jeg da ikke humpede på vejen ned..... Lone måtte køre resten af vejen til Sydney.
Vi valgte den mere sceniske rute via Bell og Richmond i stedet for hovedvejen direkte til Sydney. Der var tid nok for vi skulle først aflevere 4hjuleren ”Dumbo” dagen efter. Det tog os et par timer at køre de 135 km til Sydney – det meste pga. eftermiddagstrafikken i byen. Undervejs fik vi først set endnu flere bjerg/dal udsigter, dernæst kom vi igennem et område i bjergene, hvor der var æbletræ's plantager overalt inden vi tog en drastisk serpentinervej 850 meter ned mod Sydneyområdet.
Hotellet: Oaks Goldbroughs Apartments i Darling Harbour var ikke sådan lige at få øje på – det lignede faktisk mere en kontor eller gammel lagerbygning. Men GPS'en havde ret – det var her. Efter Lone havde været inde og checke, gik – og humpede – vi op af hovedtrappen med alle vores mange kufferter, tasker, poser og andet diller-daller. Det så jo ganske OK ud ved første øjekast. Jacob lynede og hentede en Picolovogn – en af dem fra filmene med knagerække og det hele – den fyldte vi helt op. Jacob trak og faderen humpede efter, med vognen som støtte hen til elevatoren.
Da vi steg ud på 5 etage fik vi os en overraskelse – det er et gammelt pakhus – der er ombygget til lejligheder. Midt ned igennem bygningen løber de gamle reposer med lakerede gulve holdt oppe af massive træstolper og bjælker. Med mellemrum er der – afgrænset af gelændere - store huller gulvene, hvor man kan se fra stueetagen op til 10 etage. Det må være de gamle hejsebrønde til lageret og der hvor værelserne er nu, har nok været selve lagerområderne.
Vi låste os ind og lurede nok en gang: Vi havde bedt Jesper & Co. skaffe et værelse med 2 soverum – vi har fået en 2 etagers lejlighed med stue/spisestue, toilet og stort køkken på 1. etage med 3 meter til loftet og nedenunder på 4. sal er der 2 værelser med hvert sit bad og toilet. Fine sager det her med udsigt til Sydney skyline på den anden side af Darling Harbour.
Lone og Jacob fik bilen smidt i hotellets P-hus og dernæst handlet ind til en let aften og morgenmad indtil vi kunne få købt ordentligt ind dagen efter. De var lidt længe væk, Peter og jeg blev lidt nervøse – det var efterhånden blevet mørkt udenfor – men de kom tilbage med chicken-take-away og lidt ting til køleskabet hjembragt fra den lokale kina-supermarkeds-døgner.
Resten af aftenen gik med is på anklen og en 007 film på ABC One. (Hold k... hvor er der mange afbrydelses reklamer i Aussie tv).

Aprilsnar

1. april, og Aprils Fools til både Kim og Jacob på noget så banalt, som at det øsregnede – thi hi! De er da for nemme.
Vi var ude af vagten tidligt og kørte en lille omvej til Australiens bedste bageri – to gange vindere af meat pie mesterskabet ... tænk, at man har sådan noget. Her kunne vi få morgenmad i bageriets tilhørende cafe-afdeling. Rundstykker – endda med birkes – og alverdens lækre kager. De havde også ”arme riddere”-look-alikes – de var faktisk rigtig gode. Jacob spottede et tilbud med megadonuts. Vi sprang dog ”Bananer i Pyjamas”-kager lavet i marengs over ... de var lidt for farvestrålende.
Godt mætte tog vi afsted mod Blue Mountains, undervejs fik fik vi læst i de medbragte My Planet bøger, for på forhånd at orientere os om hvilke sights, der skulle ses i de berømte blå bjerge. Temperatuen holdt sig i løbet af dagen omkring de kun 20 grader, fordi vi kom højere og højere op. Blue Moutains plateauet er i ca. 1000 meter. Samtidigt blev landskabet grønnere og grønnere.
Vi kom bl.a. igennem Orange, hvor My Planet kunne berette, at de her har alle fire årstider og at de endda får sne ind imellem, hvilket langt fra er gældende i resten af Australien. Træerne i Orange var i gyldne efterårsfarver, så det var meget smukt og afvekslende, men underligt, når der stadig er 20 grader udenfor.
Efter adskillige hårnålesving nåede vi Mt. Victoria, som er en af de første Blue Mountain byer. Vi standsede for en sen frokost i haven på det lokale Guest House der var opført i gammel koloni-stil. Dernæst kørte vi videre til Blackheath, hvor vi fik den første fornemmelse af hvor storslået naturen er. ”Evans viewpoint” giver en helt fantastisk udsigt over en kløft med eukalyptus-klædte dale og stejle bjergvægge. Det er virkelig imponerende.
Vi valgte overnatning med lidt større omhu end i går: Et lækkert resort nede af en sidevej. Det betaler sig at give lidt mere – fred og ro, + diverse faciliteter, som vi ikke engang når at udnytte helt. Drengene kunne dog ikke modstå en effektiv time i spille-rummet med gratis arkadevideospil, bordtennis, pool, etc. Her er også overdækket svømmepøl, som de dog må have til gode, for vi valgte at køre videre ned ad landevejen til hovedbyen Katoomba. Her så vi udsigten på den anden side af bjergplateauet, som går ned gennem Blue Mountains: Endnu dybere og bredere kløfter i Jameson, hvor lyset fra solnedgangen fik det hele til at skinne med det blålige skær, som har givet området sit navn. Vi så The Three Sisters klippeformationen (Bornholms Løvehoveder i større udgave) og gik tur langs noget af kløften.
Fin afslutning på dagen og forberedelse til en tur med verdens stejleste bjergbane og tree-top-walking i morgen. Det skal nok blive endnu mere imponerende.
Jacob fik os et par gange på turen med ”Se – en koala – Aprilsnar” og Peter fik en ”du behøver ikke børste tænder før du skal i seng”-aprilsnar. Det bliver rart med en almindelig dato i morgen.

Farvel Trilby

Tid til afsked med Liz og Trilby. En sidste omgang morgenmad i landkøkkenet og afregning (Vi slap for at afregne den da hvor vejene gjorde at vi ikke kunne nå frem til Trilby). Til gengæld blev der indkøbt neopren dåse-kølere med reklametryk i rå mængder (Stubbyholders). De har allerede vist sig yderst handy til holde både colaer, vandflasker og Hob-Nobs kolde.
Kim prøvede Garys nyeste Akubra hat – Den passede perfekt, så vi fik lige navnet på modellen (Akubra Pilbara str. 58) med på vejen. Hvis ikke den kunne fåes i Landmark grovvarebutikken i Bourke, så var der lige en adresse på ”Blousers & Trousers” i Dubbo, the farmer capital, på vejen til Sydney.
Så vi satte målrettet GPS'en mod Dubbo, efter et hurtigt kig på fåreklipningen, som for længst var gået i gang på farmen: En ”shearer” klipper 100 får om dagen – det går tjep. Fårene var forbavsende tavse, selvom det så lidt voldsomt ud – og bagefter var de lettere forskårne enkelte steder, hvor saksen åbenbart var smuttet ... not the ”Gilette Man” - men de opførte sig faktisk som om det var godt at få overfrakken af i varmen. So much for al diskussionen i Danmark, der kørte inden vi tog afsted, om maltrakterede får – det så vi bestemt ikke noget til.
Peter har fyret turens vinderkommentar af efter at have set en del Aussie TV i vores Trilby hus og dernæst hørt på the Murrays hele ugen: ”Selv menneskerne hernede er på et andet sprog” - Den kostede mavekrampe hos resten af familien.

Nå, men afsted på de sidste ca. 100 km på dirt road – det kommer vi ikke til at savne, men den var i det mindste blevet godt tør. Først en pause i Bourke, med tid til frokost. Man forstår godt, hvorfor de har kaldt det Back O'Bourke. Der er ikke meget at se. Vi undrede os lidt over byggestilen, som er ”Louisiana møder det vilde vesten” med store facader, og svalegange og buer og støbejerns-udsmykning.
Fra Bourke var det farvel til the outback, og endelig asfalt igen, på god, lineal-lige landevej, så det gik godt fremad. Efterhånden begyndte landskabet også at skifte til mere og mere landbrugsland og korn-siloer – AAG gå hjem og vug – de er edder store de kornhuse der har herned. Vi nåede frem til Dubbo sidst på eftermiddagen.
Byen ligger hvor de vigtigste nordsyd østvest veje i NSW krydser hinanden og er åbenbart derfor et stort trucker og repræsentant overnatningssted, så der var adskillige moteller. Vi stilede dog direkte efter Blousers & Trousers – hvem sagde Morfar-butik eller DalleWalle... men de havde de famøse hatte og den rette størrelse, så lettet for AUD 120 var Kims tur reddet. ”G'day Outback Wannabee - Andersen”
Lidt tilbage ad landevejen havde vi udset os et motel, som havde plads, så vi var hurtigt indstalleret. Kim og Jacob fandt en bilvask tæt på, så den stakkels bil kunne komme af med sin røde overfrakke af out-back mudderkage. For kun 14 aussipenge blev den først håndforvasket, håndhøjtryksspulet, vasket med håndbørste af en noget presset vaskedreng, dernæst kørt frem til undervognsspuling, inden den endte i en vaskeautomat hvor 8 højtryksdyser indsæbede, spulede mens vaskedrengen knoklede videre med håndbørste ind i mellem. Tænk, den blev faktisk hvid igen.
Jagten på aftensmad blev lidt af en Dubbo-by-night tur, for mandag aften er tydeligvis ikke den store gå-ud-at-spise aften i byen – de fleste steder var lukket. De hælder nærmere til take-away, som vi så i alle afskygninger. Men vi var ikke klar til junk, så vi endte på restauranten til et andet motel, og fik udmærket mad, incl en mediumstegt halv ko til Jacob.
Tilbage på vores eget motel fandt vi ud af, at vi nok skulle have ledt lidt længere – der var trafikstøj + en skideirriterrende knurrende transformator fra den store 4000W lampe der oplyste parkeringspladsen der sammen med overvågningskammeraerne skulle holde biltyvene på sikker afstand. Kim måtte have Skanderborg Festival ørepropperne frem – det er noget der dur. Vi andre sov dog udmærket, trods road trains, som blev ved at blæse forbi natten over.

Søndag

Vi følger husets ”Mud Map”s til en rundtur på det meste af jordene, der ligger tættest på ejendommen: Detaljeret beskrivelser af ruterne, historien bag farmen og dens familie (5 generationer), naturen, planterne, hvor langt vandet kan nå op ved ”floods”, osv. Det bliver en super-formiddag, hvor vi ser gamle rustne landbrugsmaskiner, bil-vrag, et dobbelt-dækker-bus-vrag, et firben – som vi først fotograferer og dernæst da det stikker af, fanges af Jacob. Vi vil alle tre gerne have det med hjem på gården i ”kagekassen”, men Lone ”tilter” og vil ikke dele bil med sådan en lille sød øglefætter på 20 cm – Vi fanger firbenet på farmens højeste punkt, hvor der er en fantastisk udsigt, derefter kører vi videre til deres ”tørre” landingsbane, og til sidst til Garys barndomshjem, som står nærmest som hans familie forlod den i 1965 med gamle dåser i køkkenskabene, sengene redt, telefonen på kaminhylden, osv. Talk about coming fra små kår ... Nu er der fårelort, dyreknogler, spindelsvæv osv. alle steder, men som at se et virkelighedens museum. Turen er ca. 50 km i alt fra hovedbygningen til den ydre grænse mod nord. Det er STORT! Farmen er vel som fra Risskov til Tirstrup lufthavn. Da vi kommer hjem er det tid til en sidste eftermiddag ved poolen, og en sidste lege-tur med Turbo, inden vi går op og ser Gary + Tom + Hugh drive 700 får ind i foldene – de skal klippes og afluses i morgen tidlig. Der er styr på det, godt hjulpet af de tre fårehunde, som til Peters store begejstring er i fuld action. Vi når forhåbentlig at se lidt af klipningen, inden vi skal videre i morgen tidlig. Det har været et kanon ophold: Som vi skrev i gæstebogen: ” ?????-service, wonderful food, warm welcome; Everything we had hoped for and even more! Jacob & Peter loved the pool and the animals, Turbo in particular. Thanks for sharing a sample of the outback life - ”Back o' Bourke” is really something else!” Til aften vil Liz servere Corned Beef ... bliver interessant at se hvad det er for en størrelse ... lyder noget à la sprængt oksekød. Vi glæder os! Fra i morgen skulle vi være tilbage i civilisationen igen med mobil-dækning, så vi kan give livstegn fra os. Vi kører øst og sydpå til Blue Mountains, med et stop i den ”berømte” Bourke by for at se det sidste af outback'en. I Bourke skal vi også lige ind til Landmark og købe en ægte farmer Akubra-hat til Kim. Vi skal køre hele dagen og regner med at nå helt frem til Dubbo med en overnatning og så videre til næste dag. Blue Mountains bliver noget helt andet natur.

Lørdag

Op til morgenmad kl. 8 (jeg, Lone, er dog gået over til müsli i stedet for cooked breakie ... det går vist ikke længere at lægge ud hver morgen med den fedtprocent. Efter mogenmad tager vi med Liz i hendes store Toyota Land Cruiser ud på den store ”Tour de Trilby”. Undervejs stopper vi op 20 km ude i græsningsområdet, hvor Gary, sønnen Tom og en kammerat Hugh har indfanget ca 500 unge væddere som skal sælges. De skal evalueres af en austoriseret fårekonuslent fra Landmark (Oubackens svar på Århusegnen) Han skal gennemse en 10% stikprøve dvs. 50 dyr for at kunne give detaljeret beskrivelse af flokken, som skal sættes til salg på nettet. Gary er ikke meget for al det nymodens computer-pjat, men han kan nu godt se pointen i at få en autoriseret valuar til at vurdere flokken og mægle salget, i stedet for at bruge 5 AUD pr. får på at bringe dem til en auktion, som de gjorde i gamle dage, med fare for at de ikke engang bliver solgt. Wonders of the internet ... Det er som sædvanlig en fuldstændig klar dag med høj sol, og knap så morgenkøligt, som i går. Temperaturen er hurtigt over 20 grader, hvilket Liz dog stadig mener kræver en langærmet sweater. Vi andre vender hjem til poolen bagefter, dog undtagen Kim, som virkelig har fået smag for yabbing. Han vil prøve lykken i en større sø et stykke fra gården, så bevæbnet med 4 ruser drager han af, for at sætte dem ud, og køre ind til Louth i mellemtiden for at tanke – der er røget noget benz på at køre 4WD. Det bliver vist også til en ”xXXx” (lokalt ølmærke) opfyldning af ham selv – snedigt at pub og benzin-tank er et og samme herude! Døgnåbent – tag den HydroTexaco. Tilbage ved søen hives ternerne ind og de første 25 store yaibbier smides i spanden – men det er ikke nok for han har lovet at fange til Liz og familien også. Så ud med ruserne igen og den næste times venten bliver tilbragt på en gren i vandhullets eneste træ, med udsyn over det meste af området, med en kolde CokoeZero og så en god bog. Alternativet havde været at sætte sig oven i al fåre-lorten ved foden af træet – 15.000 får bummelumer nu alligevel en del selvom der kun må være et får pr. acre. Ved pølen jagter Jacob igen bugs i vandet – ufatteligt, hvor mange der kan nå at komme natten over – og får sig en brydekamp med den oppustelige spækhugger (som Peter insisterer på er en delfin). Yabbi-høsten ender vel på ca. 40 stykker, som Liz lover at koge og servere som snack, inden den står på lasagne til aften. Endelig noget ordentligt mad mener Peter der skovler ind for første gang siden vi ankom – men han fik heller ikke rigtig frokost, for der var både salat og dressing i de ellers lækre sandwiches, og det passede bestemt ikke herren! Så må man jo sulte... Han er heller ikke klar til at smage yabbierne, men Jacob er vild med dem. Vi overlader dog en stor del til vores værter, så de også kan få del i fangsten, og vi får dem lært at bruge citron på skaldyr. Noget for noget ...

Fredag

Vi tvinger os selv op kl. halv otte for at gå over til Liz for at få morgenmad og afhente vores ”frokostrationer”. Hun har pakket et hel ”esky” (køleboks), kolde kildevand samt en ekstra femliters water-esky som backup, hvis vi skulle strande ude i ødemarken. Vi kommer afsted lidt over ni og 4hjuleren får nogle høvl (Lone: ”Vi døber den Dumbo ... sidespejlene er som kæmpeører og ind imellem flyver den også”). Vejene er blevet helt tørre og man bliver hurtigt vant til den lidt flydende styring, når man banker afsted med 100 km/t på en rød dirtroad. Man skal bare blive i sporet, undgå vilde styringer og så holde øje med de lidt mørkere sektioner på vejen, hvor der kan være vand/mudder eller dybere hjulspor. ”Cattlegrids” (store brede jernriste på tværs af vejen) er nu kun halvt så bredde som på asfaltvejene, så farten bliver også her sat ned, specielt da siderne viser tydelige spor efter andre, der ikke har ramt i første forsøg. Vi skal køre godt 120 km for at komme til Gundabooka National Park. Den ligger som mange andre parker midt i et aboriginerterritorie og er først i år blevet åbnet for offentligheden med accept fra aboriginerne. I parken er der blandt andet nogle huler med aboriginermalerier (Yaba). Vejen til parkeringspladsen, hvor vandreturen til hulerne begynder, bliver mindre og mere snoet efterhånden som man kommer frem. De sidste 11 km kalder de på et skilt for ”unsealed road” (hvad var det andet så? - motorvej) og vi er helt nede i almindeligt safaritempo på 40 km/t. Også her kan vi se at der har regnet inden for de sidste dage: Vejsiderne er nogle steder vandfyldte og enkelte steder er der pæne huller og revner, hvor vandet har skyllet vejen i stykker. Under vandreturen gennem klipperne går turen gennem en klippedal, hvor der i bunden er en lille creek: Den er sikkert tør det meste af tiden, men vi må kravle via nogle store boulders for at komme over på denne anden side – stien står under vand. Den lille creek risler hyggeligt afsted med små søer med fisk osv. På den anden side af creeken – en 20 meter oppe af klippe siden ligger hulen med malerierne. Det hele er hegenet ind, så der ikke kan ske noget med de tusind år gamle malerier. Efter at have fyret billeder af en masse, smutter vi ned til creeken igen og klatrer videre. Peter gider normalt ikke disse naturture – han fake'r en skade efter en halv times tid, men når der er klipper, huler og smutveje går det noget bedre med motivationen. Det ser nogle gang lidt halsbrækkende ud. Eneste trøst er han ikke er større end, at man stadigvæk kan bære ham ned til bilen, hvis iveren overstiger evnerne. Vi kommer dog tilbage uden uheld. Ved parkeringspladsen er der ankommet en mindre busfuld ældre amerikanere G'day to you to – juhuu... Der er faktisk nogle amerkanere, der bærer hornbriller i virkeligheden, nå, men inden vi når at komme i gang med vores medbragte frokost Esky, bryder de heldigvis op og går mod hulerne. Vi nyder stilheden, får spist og graver rød jord ... til at tage med hjem til Merete, så hun kan bruge det i glaskunst. Gad vist hvad tolderen siger, når han stikker næsen ned i posen, eller endnu værre, smager på det, fordi han tror det er farvet dope? Senere kører vi mod en anden del af parken, hvor man til den ene side kan se op til toppen af bjerget, som her er skovklædt, og til den anden side kan se mega-langt ud over parken. Herfra går den hjem – omend vi drejer forkert da vi kommer ud af parken og opdager først 25 km senere, at vi kører mod SSV i stedet for VNV – 180 grader rundt – op for fuld knald retur. Vi er hjemme på Trilby omkring kl. fem. Lige tidsnok til at vi kan nå at hoppe i pølen. I stedet for 6 o'clock theen får vi yabbierne fra i går på friskbagt brød og med hjemmerørt dressing. Der bliver pillet og pelset de jomfruhummer-store bæster i rå mængder. Det smager super-godt. Vi når lige at blive færdige før Liz kommer med hovedretten: ”Chook à la Trilby” dvs. en BBQ'ed nabo fra hønsegården ved siden af vores hus. Det giver 111 ned af hagerne i løbet af nul-komma-fem. Lige nu – en god time og en opvask senere - sidder jeg og skriver på bloggen – jeg orker ikke andet – bøvs and a big :-)Det kan godt være man kalder dette for ”Back O'Bourke” - men med 1000-vis af stjerner at kigge på hver aften, eksotiske dyrelyde i træerne omkring floden og 5-stjernet service på Trilby og ikke mindst fra Liz' køkken – ja så flytter vi gerne ud, hvor kragerne vender en anden gang. Godnat! Sydney, Blue Mountains og Dunk Island skal godt nok op før hønsene for at få førstepladsen på turen.

Torsdag

Mens vi venter på ”mad-mor” er aftenens store attraktion, at få hønsene til at ræse efter et stykke brød eller en rest æble – ”chookie”-aussie football -til Peter og Jacobs store morskab – ren hanekamp – de hygger sig. Den sorte høne må være dommeren og så er det ellers brune mod hvide høns – de fatter ikke helt reglerne for alle jagte den med brødet i munden. Det har været en stille og rolig dag på gården – det trængte vi til. Vi fik morgenmad i hovedbygningens køkken – classic cooked meal, som Liz kalder det: pølser, bacon, sammenklappede spejlæg, toast og ristede tomater. Luksus morgenmad, og det går vist ikke at sætte det til livs hver morgen – så ruller vi herfra. Vi blev ved pølen hele formiddagen – igen på dykkerjagt efter insekter. Peter er blevet helt cool med det kølige vand (25 grader) og plasker rundt. Frokost var overdådig – igen – med kyllingelår, pålæg, flûtes, pastasalat, grøn salat, osv. Vi lærte om yabbies, som er en slags krebs, der lever i floden. De har også sat yngel ud i vandreservoirs de har rundt på ejendommen og vi var velkomne til at sætte to ruser i den nærmeste og se om vi havde held til at samle nok til aftensmaden. Så ud i middagsheden og efter et par forsøg lykkedes det at gå i den rigtige retning og få dem placeret. I ventetiden sejlede Jacob og Kim en kanotur på floden for at fiske. Floden er meget mudret og lavtflydende lige for øjeblikket, men en fin tur, dog uden nogen fisk. Tilbage til poolen og så et check i ruserne, som gav ca. 15 halvstore yabbies. De venter nu i en spand, på at deres lidelsesfæller bliver fanget efter næste tømning af ruserne. Det skete efter mørket var faldet på (ca. kl. 20) med lommelygter. Kun yderligere ét stor eksemplar, men det bør være nok til en lækker snack i morgen. De blev kogt under stor morskab – kløerne er ikke sådan at kimse ad, og det lykkedes at placere en tændstik i ”lederens” ene klo. Den holdte yabbiechefen så som en anden olympisk fakkel eller stafet. Inden kogeriet var vi igen blevet trackteret med det store måltid – lamb caserole og chocolate pudding – mums. Apropos mums, så nåede vi også at lave lejrbål og riste marshmellows under stjernehimlen. Ligeså dybblå og skyfri, som himlen er om dagen, ligeså fantastisk er den sydlige stjernehimmel om natten. Vi kan kun genkende orions bælte resten synes vi ikke ligner det vi plejer at se. Mælkevejen ligger som et klart bånd på tværs af den sorte nat med hundredevis af enkeltstjerner strøet rundt omkring. Vi crasher rimeligt tidligt for vi er dels trætte og dels vil vi på tur til en nationalpark i nærheden.