torsdag den 3. april 2008

Aprilsnar


1. april, og Aprils Fools til både Kim og Jacob på noget så banalt, som at det øsregnede – thi hi! De er da for nemme.
Vi var ude af vagten tidligt og kørte en lille omvej til Australiens bedste bageri – to gange vindere af meat pie mesterskabet ... tænk, at man har sådan noget. Her kunne vi få morgenmad i bageriets tilhørende cafe-afdeling. Rundstykker – endda med birkes – og alverdens lækre kager. De havde også ”arme riddere”-look-alikes – de var faktisk rigtig gode. Jacob spottede et tilbud med megadonuts. Vi sprang dog ”Bananer i Pyjamas”-kager lavet i marengs over ... de var lidt for farvestrålende.
Godt mætte tog vi afsted mod Blue Mountains, undervejs fik fik vi læst i de medbragte My Planet bøger, for på forhånd at orientere os om hvilke sights, der skulle ses i de berømte blå bjerge. Temperatuen holdt sig i løbet af dagen omkring de kun 20 grader, fordi vi kom højere og højere op. Blue Moutains plateauet er i ca. 1000 meter. Samtidigt blev landskabet grønnere og grønnere.
Vi kom bl.a. igennem Orange, hvor My Planet kunne berette, at de her har alle fire årstider og at de endda får sne ind imellem, hvilket langt fra er gældende i resten af Australien. Træerne i Orange var i gyldne efterårsfarver, så det var meget smukt og afvekslende, men underligt, når der stadig er 20 grader udenfor.
Efter adskillige hårnålesving nåede vi Mt. Victoria, som er en af de første Blue Mountain byer. Vi standsede for en sen frokost i haven på det lokale Guest House der var opført i gammel koloni-stil. Dernæst kørte vi videre til Blackheath, hvor vi fik den første fornemmelse af hvor storslået naturen er. ”Evans viewpoint” giver en helt fantastisk udsigt over en kløft med eukalyptus-klædte dale og stejle bjergvægge. Det er virkelig imponerende.
Vi valgte overnatning med lidt større omhu end i går: Et lækkert resort nede af en sidevej. Det betaler sig at give lidt mere – fred og ro, + diverse faciliteter, som vi ikke engang når at udnytte helt. Drengene kunne dog ikke modstå en effektiv time i spille-rummet med gratis arkadevideospil, bordtennis, pool, etc. Her er også overdækket svømmepøl, som de dog må have til gode, for vi valgte at køre videre ned ad landevejen til hovedbyen Katoomba. Her så vi udsigten på den anden side af bjergplateauet, som går ned gennem Blue Mountains: Endnu dybere og bredere kløfter i Jameson, hvor lyset fra solnedgangen fik det hele til at skinne med det blålige skær, som har givet området sit navn. Vi så The Three Sisters klippeformationen (Bornholms Løvehoveder i større udgave) og gik tur langs noget af kløften.
Fin afslutning på dagen og forberedelse til en tur med verdens stejleste bjergbane og tree-top-walking i morgen. Det skal nok blive endnu mere imponerende.
Jacob fik os et par gange på turen med ”Se – en koala – Aprilsnar” og Peter fik en ”du behøver ikke børste tænder før du skal i seng”-aprilsnar. Det bliver rart med en almindelig dato i morgen.

Ingen kommentarer: