søndag den 30. marts 2008

Fredag


Vi tvinger os selv op kl. halv otte for at gå over til Liz for at få morgenmad og afhente vores ”frokostrationer”. Hun har pakket et hel ”esky” (køleboks), kolde kildevand samt en ekstra femliters water-esky som backup, hvis vi skulle strande ude i ødemarken. Vi kommer afsted lidt over ni og 4hjuleren får nogle høvl (Lone: ”Vi døber den Dumbo ... sidespejlene er som kæmpeører og ind imellem flyver den også”). Vejene er blevet helt tørre og man bliver hurtigt vant til den lidt flydende styring, når man banker afsted med 100 km/t på en rød dirtroad. Man skal bare blive i sporet, undgå vilde styringer og så holde øje med de lidt mørkere sektioner på vejen, hvor der kan være vand/mudder eller dybere hjulspor. ”Cattlegrids” (store brede jernriste på tværs af vejen) er nu kun halvt så bredde som på asfaltvejene, så farten bliver også her sat ned, specielt da siderne viser tydelige spor efter andre, der ikke har ramt i første forsøg. Vi skal køre godt 120 km for at komme til Gundabooka National Park. Den ligger som mange andre parker midt i et aboriginerterritorie og er først i år blevet åbnet for offentligheden med accept fra aboriginerne. I parken er der blandt andet nogle huler med aboriginermalerier (Yaba). Vejen til parkeringspladsen, hvor vandreturen til hulerne begynder, bliver mindre og mere snoet efterhånden som man kommer frem. De sidste 11 km kalder de på et skilt for ”unsealed road” (hvad var det andet så? - motorvej) og vi er helt nede i almindeligt safaritempo på 40 km/t. Også her kan vi se at der har regnet inden for de sidste dage: Vejsiderne er nogle steder vandfyldte og enkelte steder er der pæne huller og revner, hvor vandet har skyllet vejen i stykker. Under vandreturen gennem klipperne går turen gennem en klippedal, hvor der i bunden er en lille creek: Den er sikkert tør det meste af tiden, men vi må kravle via nogle store boulders for at komme over på denne anden side – stien står under vand. Den lille creek risler hyggeligt afsted med små søer med fisk osv. På den anden side af creeken – en 20 meter oppe af klippe siden ligger hulen med malerierne. Det hele er hegenet ind, så der ikke kan ske noget med de tusind år gamle malerier. Efter at have fyret billeder af en masse, smutter vi ned til creeken igen og klatrer videre. Peter gider normalt ikke disse naturture – han fake'r en skade efter en halv times tid, men når der er klipper, huler og smutveje går det noget bedre med motivationen. Det ser nogle gang lidt halsbrækkende ud. Eneste trøst er han ikke er større end, at man stadigvæk kan bære ham ned til bilen, hvis iveren overstiger evnerne. Vi kommer dog tilbage uden uheld. Ved parkeringspladsen er der ankommet en mindre busfuld ældre amerikanere G'day to you to – juhuu... Der er faktisk nogle amerkanere, der bærer hornbriller i virkeligheden, nå, men inden vi når at komme i gang med vores medbragte frokost Esky, bryder de heldigvis op og går mod hulerne. Vi nyder stilheden, får spist og graver rød jord ... til at tage med hjem til Merete, så hun kan bruge det i glaskunst. Gad vist hvad tolderen siger, når han stikker næsen ned i posen, eller endnu værre, smager på det, fordi han tror det er farvet dope? Senere kører vi mod en anden del af parken, hvor man til den ene side kan se op til toppen af bjerget, som her er skovklædt, og til den anden side kan se mega-langt ud over parken. Herfra går den hjem – omend vi drejer forkert da vi kommer ud af parken og opdager først 25 km senere, at vi kører mod SSV i stedet for VNV – 180 grader rundt – op for fuld knald retur. Vi er hjemme på Trilby omkring kl. fem. Lige tidsnok til at vi kan nå at hoppe i pølen. I stedet for 6 o'clock theen får vi yabbierne fra i går på friskbagt brød og med hjemmerørt dressing. Der bliver pillet og pelset de jomfruhummer-store bæster i rå mængder. Det smager super-godt. Vi når lige at blive færdige før Liz kommer med hovedretten: ”Chook à la Trilby” dvs. en BBQ'ed nabo fra hønsegården ved siden af vores hus. Det giver 111 ned af hagerne i løbet af nul-komma-fem. Lige nu – en god time og en opvask senere - sidder jeg og skriver på bloggen – jeg orker ikke andet – bøvs and a big :-)Det kan godt være man kalder dette for ”Back O'Bourke” - men med 1000-vis af stjerner at kigge på hver aften, eksotiske dyrelyde i træerne omkring floden og 5-stjernet service på Trilby og ikke mindst fra Liz' køkken – ja så flytter vi gerne ud, hvor kragerne vender en anden gang. Godnat! Sydney, Blue Mountains og Dunk Island skal godt nok op før hønsene for at få førstepladsen på turen.

Ingen kommentarer: