På vej mod Cairns

I dag er det videre til Cairns. Den korte køretur fra Port Douglas til Cairns blev noget af det flotteste, vi har kørt. Snoet vej med bjergside på den ene side af vejen og strand med turkisgrønt hav på den anden side stort set hele vejen. Først ved Cairns området går der urbanisering i det hele. Hvor Port Douglas synes stille og rolig, med en plan for hvad og hvor der skal bygges, så er Cairns helt overladt til de frie markedskræfter. Det bliver det bare stort og ikke særligt kønt af.
Da turen kun er ca. en times kørsel fra Port Douglas besluttede vi at slå et slag op forbi Kurunda – Aussiernes svar på souvenirboderne ved Himmelbjerget. Kurunda har en meget seværdig bjergtogbane, der bla. kommer forbi Baron Falls - et af de største vandfald i The Tablelands. Dertil kommer en bjergtovbane, der også kan føre en op og ned fra plateauet.Vi kørte dog de 15 km op af bjergvejen i camperen – serpentinervej hele vejen - og stoppede ved Baron Falls først. Her gik vi gennem regnskoven ned til udsigtspunktet, hvor også bjergjernbanen stopper og så på vandfaldet. Der var ikke så meget vand i det på denne årstid, fordi det meste bliver ledt gennem en 3 meter bred rørledning ned til et hydroelektrisk kraftværk, men det var stadig rigtig flot.
Da vi var på vej tilbage fra udsigtspunktet ad trætopstien, hørte vi toget komme tøffende op af bjerget. To dieseltrækkere til en rimelig lang togstamme loaded med turister. Det er disse fire daglige toglæs, turbusserne og så svævebanen som byen Kuranda lever af.
Selve byen indeholder ikke noget specielt bortset fra en hulens masse hippieboder med produkter som feks. emu olie (?) Jacob og jeg vil slet ikke vide, hvordan man udvinder olie af en emu, men vi grinede helt vildt, mens vi forestillede os de mulige produktionsmetoder. Der blev også udbudt glaskunst, håndmalede silketørklæder, kinesisk massage, krystaller med healingeffekt, alt muligt andet kunsthåndværk, og så ellers alle mulige sovenirboder.
Når det er sagt, så er det faktisk en rimelig hyggelig by og bodernes udbud er trods alt bedre end Himmelbjergets og har alle et eller andet autentisk over sig – ikke noget med Made in China.
Diggeridoshoppen blev betjent af en gut, der faktisk kunne spille på de farvede træjoints og det lød helt godt. Vi shoppede en lille smule, når vi ellers kunne få Peter væk fra de boder hvor de solgte træbogstaver med koalamotiver. PETER placeret ovenpå en bommerang ville være helt på toppen mente han. Omkring frokost var der ved at være pænt med folk i byen (turister!), så vi kørte videre mod Cairns og checkede ind på vores sidste campingplads på camperturen – den eneste 5 stjernede i Australien, så her er alt hvad man kan ønske sig.
Efter en hurtig frokost på campingpladsen ville ungerne gerne i pølen og med de 37 grader, der var i skyggen, skulle der ikke ret meget overtalelse til før Lone og jeg skulle samme vej. Vi spillede footie med ungernes nye aussiefodbolde i softboldudgave i vandet. Det udviklede sig til en to mod én kamp, efter at Jacob havde sendt et langt kast direkte i nakken på sin far, mens den gamle stille og roligt crawlede i den anden ende af pølen. Peter angreb mest fra land og Jacob lå og lurede i pølen. Da jeg for 17. gang havde fået en bold i sækken, hovedet eller det der var værre, var kl. allerede halvfem. Ups – vi må hellere se at få købt ind til aftensmad hvis ikke der skal gå take-away i det. Det var på høje tid for butikkerne lukker allerede kl. 17.30 her om lørdagen.
Vi nåede det lige og efter en gang hjemmebagt pizza ville Jacob og jeg checke et af de mange tilbud på pladsen: Open Air movie. Den helt rette måde at se film på her i varmen og i det tidlige mørke.

Flere Reef billeder

Der kan ikke være mere en 4-5 billeder pr indlæg så der må lige et ekstra til i dag. Jan B. akvarie føles lidt lille efter the realt thing - men det kunne være man skulle have saltvand derhjemme i stedet

Great Barrier Reef

I dag skal vi være fisk – Jacob og jeg skal "ti-hverti-fald". Peter er ikke helt overbevist på turen ud fra Port Douglas om at han skal ned i havet til alle fiskene (han er bange for at der er hajer), og han tror da slet ikke på at det ligner akvariet i Storcenter Nord derhjemme i Århus.
Vi har valgt den mest familiesikre løsning, når nu ikke alle vil være fisk for en dag. Vi er taget med Quicksilver katamaran fra Port Douglas ud til Outer Reef: Agincourt Reef gruppen ca. 60 km fra land.
Den banker afsted med 35 knob, så vi kommer hurtigt frem til den platform Quicksilver har fast forankret ude på revet. Det viser sig at være en større fætter med undervandsobservartorium, dykker platform, udflugts dykkerbåd og 2 semi-undervandsbåde med glasbund, så man tørskoet kan se revet. Derudover er der et par snorkleplatforme hvor man kan plumbe i og svømme rundt og se revet på egen hånd. Man skal være 12 år for at måtte dykke med flaske og da revet flere steder ikke er mere en ½ meter under vandoverfladen, vælger vi at snorkle hele dagen, krydret med en 45 minutters snorkle-tur med marinebiolog eskorte et godt stykker fra masserne på platformen. Der er ca. 200 mennesker med på turen – men langt fra alle vil i vandet, og endnu færre med på snorkleudflugten (kun 17) – det koster så også lige godt 100 aussiebobs ekstra for Jacob og mig.
Så snart vi er kommet ombord på platformen, får vi hurtigt flået en stingersuit til os – Peter og Lone springer over. Men Jacob og jeg kommer hurtigt til at ligne en helblå SpiderMan. Det er ikke kønt, men det sparer da på solcremen og stopper de skide vandmænd, der fortsat hærger heroppe nordpå. Efter at have fundet masker og svømmefødder hopper vi straks i bølgen. Hold k..... hvor er det flot.
Vi har lidt træning fra turen med Camira ved Whitsundays, så vi møffer hurtigt langt fra de andre landkrabber. Vi skiftes til at hive hinanden i ærmet og pege på alt det nye vi ser. Jacob holder perfekt formation ved siden af mig og omvendt, så vi har hele tiden styr på hvor svømmemakkeren er.
Da vi senere kommer tilbage til platformsbyen for at forsøge at overtale Peter til at tage med, opdager vi at den allerede er kvart over tolv. Vi skynder os at få skovlet mad på et par tallerkner og får dem sat til side i køkkenet for vores guidede snorkletur starter kl. 13 og varer til ca. 14.30, og spisning inden er ikke så smart.
Vi flipper også ud og lejer et undervands Canon digitalkamera. Vi bruger resten af tiden inden turen med dykkerbåden til at øve os i tage undervandsbilleder. Det er ikke helt nemt at se og indstille at digitalkamera gennem 2 cm vandtæt plastikcover og så med dæmpet undervandsbelysning. Vi har ca. plads til 300 billeder for ret meget mere end 4 megapixels forbedrer ikke billeder taget under vand, får vi at vide af fotopigen ombord. Hun dykker i øvrigt selv rundt og tager kanonfotograf billeder af alle gæsterne, som de bliver tilbudt et print af senere på turen hjem – Jeps det viser sig også at koste kassen, så vi springer billederne af de 2 blå SpiderMan Young og SpiderMan Senior over.
På snorkleturen bliver vi delt i 2 hold på ca. 8 deltagere og så en marinebiolog. Vi får en masse at vide om korallerne, sø agurker, hajer, og klovnfisk, mens vi svømmer rundt med biologen. Ellers bruger vi det meste af tiden på at svømme rundt for at tage billeder.
De der Nemo klovnfisk er ikke så nemme og tage billeder af, de lever på 5-6 meters dybde, så der skal lige dykkes, zoomes og fokuseres inden de er i kassen. Det er umuligt at tage billeder af det hele – der er bare for mange forskellige former for fisk, koraller, anemoner osv.
Pludselig befinder vi os midt i en stime på flere tusinde blå og grønstribede fisk der minder om små koraltunfisk. Det næste øjeblik kan vi kigge langs revkanten og så lige et lige et par hundrede meter ned i dybet. På et tidspunkt kommer vi ind på pænt lavt vand. Der er kun 10-20 cm mellem bugen og korallerne så der skal flydes og svømmes forsigtigt for ikke at komme til at ramme korallerne.
Sidst på turen laver det andet hold haj-tegnet: En håndflade holdes lodret over hovedet. Vi svømmer derover, men de har tabt den af syne. Jacob og jeg bliver der lige lidt, mens de andre svømmer videre. Og der er bæstet: 2,5 meter reef shark godt 6 meter nede under os. Vi svømmer efter og får som de eneste et par billeder i kassen med haj over hvid sandbund.
Vi er nu ca. 200 meter fra de andre, der er ved at afslutte turen på platformen bagerst på dykkerbåden. Vi tøffer modvilligt derover og prøver med ”See you on the boat”, mens vi peger de 2 km i retning af hovedplatformen. Den har de hørt før, så dykkermaster siger tørt: ”Sure mate, see you tomorow then”. Som de sidste 2 kommer vi op af vandet og sejler tilbage til hovedplatformen.
Da vi kommer tilbage viser det sig at Lone har fået overtalt Peter til at bade og stikke hovedet ned i vandet til fiskene. Det skal også lige filmes, så vi drøner ned på snorkleplatformen. Biologerne har lige lokket store fisk til med lidt fiskefoder, men så længe Peter har fast grund under føderne gør det med de mange fisk ikke så meget.
Tidligere på eftermiddagen var Peter og Lone også ude med den ene af de 2 semi-undervandsbåde med glasbund, og fik en flot tur over koralerne og med adskillige flotte fisk, så det smagte da af fugl. Jacob og jeg når lige at få kastet den gemte mad i skabet, da hornet lyder som signal til at dagen er ovre. På vejen tilbage bliver der som sædvanligt læst engelske Simpsons og spillet GB.
I land venter vores shuttle-bus som skal køre os retur til pladsen. Vi ligger sidst på ruten, så det bliver til en Tour de Port Douglas Resorts, men så fik vi set lidt mere af byen, som vel nærmest kan sammenlignes med Riviéraen med marina, butikker, caféer, resorts, palme-boulevarder, etc.
Vel hjemme i camperen bliver der hurtigt spist aftensmad for der skal kigges billeder. Spektakulær tur! Man forstår godt hvorfor det er så vigtigt at passe godt på revet.

Store vaske- og badedag

Jacob og Peter fandt ud af, at der er gratis internet, så morgenen gik med at de spillede net-spil på vores PC på pladsens hot spot ”terrasse” ved siden af receptionen. Imens fik Kim og jeg ordnet lidt vasketøj, så vi forhåbentlig kan klare os, til vi skal hjemover.
Det blev hurtigt meget varmt, så vi måtte også en tur til pølen. Det er luksus at have den for sig selv. Jacob og Peter spillede baseball med en bean bag, de har fået i en pakke morgenmad, og en skumgummiflyder, som lå ved poolen.
Senere dukkede en australsk dreng op. Han hed Harry og var fra Sydney. Han og Jacob skiftedes til at kaste og slå, og det gik nogenlunde med at kommunikere med ham, selvom Jacob bagefter indrømmede, at han havde misset et par af Harrys kommentarer.
Efter en sen frokost drog vi først til Moosman, 18 km væk, for at handle i det nærmeste Woolworths. Der ligger også et mindre supermarked inde i Port Douglas, men det var ikke nær så god kvalitet som Woolworths, så vi valgte at køre de ekstra km.
På tilbagevejen stoppede vi i Port Douglas' Marina. Der viste sig at være en hyggelig lille ”mall” ved marinaen, og Kim fandt endelig nogle nye sandaler ... de gamle er forvist til at opbevares i det udendørs bagagerum. Han endte også med at købe nogle seje Rip Curl badesandaler og et par lækre mokasiner, så på denne ferie har han i hvert fald ikke noget at lade mig høre for mht. sko!!! Længere nede af mall'en faldt vi i en turistfælde og købte en pin, nøglering, tusch, viskelæder, og ølbrikker, alle med diverse aussi-symboler. Jeg fandt en sweatshirt med Down Under broderi + en t-shirt og en top. Så nu er vi vist dækket ind, hvad den slags angår. Endelig købte drengene mini-aussi-footies og Peter fik svømmebriller. Han øvede sig med Jacobs i pølen i formiddags, så han måtte hellere få sin egne.
De skal med i morgen, hvor vi skal på Reef tur: Quick Silver er en kæmpe motorbåd, som sejler os ud til Outer Reef. Herfra kan man snorkle, dykke, sejle i ubåd, og kigge gennem glasbunden for at se revet og fiskene. Det skal nok blive en flot oplevelse.
Vi så dagens turbåde komme i land, mens vi gik i solnedgangen på marinaen. Kim og Jacob så også diverse fiske-både ... en med 2 x 250 HK motorer ... som de havde overvejet at skulle nå at prøve. Men med en pris på AUD 2-400 pr. mand bliver det ikke til noget, desværre. Der er trods alt grænser.
Tilbage på pladsen blev aftensmaden vores debut ved the barbie: T-bones, grillede tomater, grillede løg, + kartofler og bønner, the real aussi-way. Det var genialt at gå op i camping-køkkenet og tænde for gas-grillen, som var varm efter ca. 5 min. (det er en gigantisk stålplade, bygget ind i køkkenbordet, som opvarmes nedefra med en gasbrænder og så smider man ellers bare sit kød og tilbehør på ... lyn-hurtigt klar til brug og ingen os fra fedt på kullene eller noget ... det slår næsten Weber). På med de skivede løg, og derefter bøfferne, og til sidst de ¼ tomatbåde.
Tilbage ved camperen var kartofler og bønner i mellemtiden blevet klar, og så var der ellers serveret luksus mad. Bøfferne var perfekte, og vinen var nået at blive kølig igen i køleskabet, så alt klappede. Peace of cake at grille på australsk – det skulle vi have gjort noget mere. Det eneste vi missede var Kims XXXX øl, mens han sad og ventede på at grillen skulle blive varm.

Waterfalls all day

Tidligt op og så afsted mod vandfaldene i Atherton Tablelands højderne. Vi kom afsted allerede før kl. otte og en lille time senere var vi godt på vej op i bjergene via Palmerstons Highway. Det første vandfald vi ville se var Mungalli Falls, så da det første skilt viste ”Scenic route” svingede vi da bare til højre – fine tur igennem regnskoven. Der var asfalt på vejen - sådan da og ca. en halv meter på begge sider af bilen ind til træerne. Der var ikke kommet en modkørende cykel forbi og havde vi tabt balance på asfalt striben, havde vi siddet der endnu – heldigvis VAR det en rundrute, så vi kom efter nogle lidt for spændende km ud på highwayen igen. Pyha.
Længere fremme kom det rigtige skilt med Mungalli Falls – vi kørte af og denne vej var meget bedre – ingen træer og hele 65 cm asfalt at dele ud af til begge sider og så lige et skilt om, at der var skolebuskørsel på vejen indtil kl. 8.45 – hvis en skolebus kan komme igennem, kan vi vel også. Efter nogle km kom vi frem til Mungalli Falls Experience Resort – eller hvad det nu hed. Hele vandfaldet og landet omkring hørte til en ”feriekoloni” med cafeteria und alles, her fik vi endeligt et billede af "Peters is". Vi kunne se vandfaldet ovenfra fra en udsigtplatform, men stierne ned til bunden af vandfaldet, hvor der var en anden udsigtsplatform, var spærret af reb. Oppe i receptionen kunne de svagt engelsktalende asiatpiger pege og mumle, at vi skulle gå hele vejen uden om for at komme derned. Nul putte.
Men pyt: Længere frem af Palmerstons highway kom den 15 km lange Falls Circuit til de tre vandfald Elinjaa, Zillie og Millaa Millaa Falls. Ved det første vandfald førte en sti ned til bunden, hvor man kunne se op på vandfaldet og komme så tæt på, at man kunne mærke sprayet fra faldet. Der var lidt koldt her i bunden af regnskoven og lidt mudret på stenene – sikkert fordi der for nyligt havde været endnu mere knald på vandet pga. regntiden – men det var utroligt frodigt og anderledes at være i en tropisk regnskov.
Det næste: Zillie Falls havde kun en udsigtsplatform foroven – vandfaldet var for voldsomt og endte på nogle store sten og klipper i bunden – sikkert for farligt til at lade nogen komme ned til, men flot selv derfra hvor vi stod.
Det sidste vandfald: Milla Milla Falls havde vi store forhåbninger til og vi blev ikke skuffet: Kaskader af vand med masser plads til at solen kunne skinne ned i lysningen, hvor der var en stor pool. Vi var hurtigt ude i pølen, men det var koldt – rigtigt slædehundekoldt i forhold til hvad vi er vant til fra strandene. Vi (Jacob og Kim) prøvede at svømme ind under faldet, men det pgså lidt for overvældende på så tæt hold, så vi vendte om i stedet for at svømme de sidste 10 meter hen til malstrømmen. Efter svømmeturen og opvarmning var der ankommet et australsk bedsteforældrepar der også var i camper. Det blev til lidt snak om autocampere, vores og deres tur rundt i landet osv.
Senere på vej til byen Yungaburra, hvor vi ville have gourmetfrokost, slog vi et slag forbi en af de to vulkankratersøer der lå på ruten: Lake Eacham. Søerne er omkranset af naturreservat regnskov og utroligt flotte. Først kiggede vi lidt på søen og fiskene i det klare vand, dernæst fodrede vi dem med gammelt toastbrød. De kom helt tæt på trappen, hvor vi sad og de flippede helt ud, når der kom et stort stykke ud de kunne slås om. Lidt senere læste vi skilte med fodring forbudt – Ups. Der var heldigvis ingen Park Rangere i nærheden til at knalde os. Jacob sluttede af med at bade i den op til 65 meter dybe kratersø, mens vi andre truede med at smide mere brød ud omkring ham, så han kunne blive en del af fiskemenuen, men vi turde ikke – mest pga. skiltene.
Frokosten i Yungaburra var helt kanon og godt mætte kørte vi de sidste 140 km mod Port Douglas gennem The Tablelands. Det er Australiens spisekammer med plantager med bananer, sukkerrør, kaffe, the, cacao, peanuts, citrus- og mangofrugter (som de endda laver vin af), avocadoer og andet grønt, og en masse malkekvæg på bjergskråningerne. Vi fortsatte på landevejen inde i landet, op gennem Marabee Wetlands for til sidst at køre 8 km serpentinervej med motorbrems i 3 gear ned fra bjergene, tilbage ud til kysten. Flot tur men godt der kørte en bus foran, så vi ikke kom for højt op i fart.
Vores nye campingplads lige uden for Port Douglas er også en Big4 (som de fleste andre, vi har boet på) med et rigtigt flinkt ”No Worries”-værtspar. I morgen skal vi vist lige have en kombineret slapper/vaske tøj/hygge dag inden vi giver den gas med Great Barrier Reef ture og hvad vi nu ellers finder på af aktiviteter på og ved havet.

Sidste dag på Magnetic

Farvel til Magnetic Island. Godt vi tog derover – det var en oplevelse! Vi havde bestilt plads på bilfærgen kl. fem i ti, og vi kom afsted i fin tid. Lidt over halvni startede kortegen op: Far med Peter som co-driver på forsædet i camperen, og mor med kørelærer Jacob i Moken bagved. Turen over bakkekammen ned til havnebyen gik som smurt, men nu kender vi jo også hvert hårnålesving og hvert et bump på vejen.
I Nelly Bay overtog jeg Moken og kørte sammen med Peter og Jacob hen for at aflevere den. Selvom Peter mente at det var en skrammelkasse, var han dog glad for at vi ikke havde fået en de lyserøde eller orange Mokes – de var ligegodt for tøsede synes han.
Tilbage på havnen var der en lille times ventetid, inden vi som de første kom ombord på færgen. Da vi sejlede, var der fuldt hus med biler, så godtnok at vi havde booket plads. Resten af dagen er vi tromlet nordpå mod Innisfail, hvor vi overnatter inden turen i morgen mod Port Douglas gennem højlandet ved Atherton og en masse flotte vandfald.
Det er fra den ene yderlighed til den anden: Magnetic Island med 320 soldage om året – Atherton Tableland med 3500 mm regn om året. Undervejs i dag var vejret stadig dejligt, og vi slog et slag omkring Mission Beach for at få et kig til på Dunk Island, hvor vi flyver over næste uge. Vi nåede lige at se en håndfuld tandemspringere lande på stranden, inden de blev smidt på deres bus for at sætte kursen retur mod Cairns. På stranden var der mulighed for at leje trehjulede sejlbiler. Ellers var der bare en del mangrove rødder i bunker (Aussie-tang) og så en del kokosnødder. Jacob ville have hul på en, men med den beskyttende bløde kokosskal uden om selve kokosnødden hoppede de bare rundt som en aussi-fodbold i sandet.
Da vi senere kom frem til vores hyggelige campingplads 7 km nordøst for Innisfail, var der mindst lige så mange palmer og i nogle store stålkurve ud for baderummet lå der masser af kokosnøder – ”Help yourself” stod der. Det prøvede vi så – først med Schweizerknivens sav og dernæst med Peters stålspade. Det sidste hjalp, og endelig havde vi en kokosnød, som dem man kan finde i supermarkedet.
Først drænede vi den for mælken – det lignede saftevand men ungerne tabte modet da der skulle smages. Heller ikke kokoskødet var populært, da vi senere flækkede nødden helt. Jeg plejer derimod ikke at kunne lide tørt kokos (Bounty, drømmekage osv), men det friske kokoskød smager nu helt godt.
Vi brugte resten af eftermiddagen på en gåtur ved stranden. Der var godt nok skilte med stingers, salties og andre ubehageligheder, så vi holdt os væk fra vandkanten. Her til aften ser ungerne ”The biggest Looser” - en australsk serie over temaet: ”Hvem kan tabe sig mest” à la Robinson/Big Brother. Jeg synes det er klamt, men Jacob og Peter lever sig vældigt ind i, hvem der feder den og hvem der får kiloene til at rasle af. Her til aften var der en der nåede 100 kg efter at være startet på 146 kg på 3 måneder. Imponerende! Serien slutter i næste uge, så vi må lige huske at se, hvem der vinder. Og så må vi se, hvem der skal være ”The biggest Looser”, når vi kommer hjem ...
Lige nu viser de et program om lifeguards på Bondo Beach i Sydney – de har uhyggeligt mange redningsauktioner om dagen – tåbelige turister, der tror de kan det hele i de høje bølger: Forsvundne, hjertestop, drunk swimmers, og der var endda også en fyr med skulderen slået af led ... kender vi lige til det?

Mokedag på Magnetic Island

Efter gåturen i går var der ikke mange i familien der havde mod på endnu en 2 timers vandretur i varmen for at komme til nogle af de mere afsidesliggende strande, hvor der ville være mulighed for at snorkle og se på koralrev.
Løsningen på dette blev, at jeg skulle tage bussen til ”hovedstaden” Nelly Bay for at leje en af øens mange Moke's. Så kunne vi blive strandmobile uden at skulle vælte rundt med flyttebussen. En Moke er en betegnelse for noget, der før 2. verdenskrig kunne gå for at være en bil. Der er groft sagt fire hjul, sæder, gear, 3 pedaler og en motor monteret på chassis, der minder lidt om en gammel Villys Jeep.
Men den er rimelig hyl at køre rundt i på øens i alt 12 km sammenhængende vej fra Horseshoe Bay på nordsiden til Picnic Bay i den sydsvestlige ende af øen. Så de kan sagtens leje de små kørebæster ud inkl. benzin, det er svært at bruge noget, der gør det værd at kræve en optankning inden man afleverer Moken igen. Desværre må sådan en Moke ikke køre ned ad vejen til Arthur Bay og Florence Bay, så snokleriet blev sat på standby til senere. Buschaufføren, som kørte mig til Nellys Bay, kunne fortælle, at de nakker en for 300AUD, hvis man kører uden for Moke områderne, så det fik ligesom stoppet planerne om at tage chancen og køre offroad.
Efter jeg havde hentet de andre i Moken, kørte vi en tur for at besøge alle de andre Bay's hele vejen til Picnic Bay. Her brugte vi et par timer på at bade og sole os ved Stingernettet ud for øens gamle livredder klub – 30 grader og en let brise.
Jacob havde fået fat i flere engelske Simpson blade, så han lå i skyggen og læste og grinede faktiske mere end han badede (Stingeren i går holdt ham lidt tilbage). Peter gav den gas med en drabelig fantasikamp mellem ham og hans skovl på den ene side og nogle Cartoonagtige fantasibanditter, der skulle besejres på den anden side, inden han også krøb i skygge og ”læste” det andet Simpsons blad.
Lidt over middag lod vi Lone køre Moken tilbage til Horseshoe Bay. ”Plikli”-chauffør råbte ungerne, mens hun rodede rundt efter gearernes i den gamle ledløse gearkasse og lod den snegle afsted med 40 km/t (”Nå, nå, jeg nåede da op på 60 på et tidspunkt!!!”). Vi købte sandwich og en fælles gang fries ved de skyggefulde picnicborde ved livredderstationen. Der var næsten ingen mennesker på stranden ift. i gårs søndagsudflugter. Derefter Mokede vi tilbage til pladsen for at være lidt ved pølen og for at planlægge evt. supplementer til køleskabet. Lone og ungerne tog afsted nogle timer senere for handle. Jacob havde i mellemtiden drømt om at "put the pedal to the metal" i Moken, med Peter som passager, mens de skrålede Andens: ”For jeg er en psykopat bag et rat”-sang.
Da vi første dag kom til pladsen, var der fodring af Lorikitter kl. 16.30 sharp, men bæsterne ville ikke ned den dag. Det ville de i dag. De er nogle sky flokfugle. Det kræver et par stykker, der skal tage mod til sig, før de alle tør lande, og bare en bliver forskrækket og letter, så stryger hele flokken som en sværm af stære. Der var pludselig mere end 100 af de grønne lorikit papegøjer, der hoppede rundt på jorden og på gæsterne for at æde den opblødte toastbrød-grød, dyrepasseren havde medbragt. Man tog bare en håndfuld og vupti, så havde man straks 5-6 kradsende og bidende bæster på armen, 2 i håret og endnu flere på ryggen og skulderen. De kaglede løs og huggede ud efter hinanden for at komme til den håndfuld snask, man stod med, mens de sked ned ad ryggen på den ”heldige” vært. Peter var også henne og kigge på tre relativt rolige eksemplarer, jeg på et tidspunkt havde på armen, men det varede kun lige indtil at en lorikit landede på håret af ham selv, så bakkede han tilbage til ”Mamarazzi” igen. Bagefter havde både Jacob og jeg bidemærker og små røde prikker efter deres spidse kløer på begge arme – og ditto masser af lorikit-klatter.
Så der var dømt fællesbad til fuglefængerne inden aftensmaden.