Hviledag i Hervey Bay

Vi forsøger at sove længe men så snart solen letter på mørket omkring kl. seks starter fuglene med at larme. Det lyder ikke helt normalt – bare højt og længe nok til at både Lone og jeg vågner – så trækker bæsterne væk og der er kun almindelig fulgekvidder tilbage.
Ikke er sky på himlen – det lover godt det her. Da ungerne kommer op en time senere vil de i pølen – Jacob har tjekket at man skal være 14 for at bade alene og det mener han godt han kan overbevise Aussierne om at han er – så vupti farvel med ham.
Peter har lige fået tæv af Super Mario bossen igen igen og er mega gnaven. Men snart vil han også ned og dyppes. Jeg går ingen steder. I går nåede jeg kun 200 meter ned af vejen inden bummelumfabrikken erklærede, at nu skulle man vende om – så i dag bliver jeg nok også nødt til at holde toiletterne inden for synsafstand. Jeg bare elsker Paraghurt og banan til morgen, middag og aften....
Snart bliver det dog for kedeligt bare at sidde i campingstolen. Jeg slår min egen rekord og når helt ned til stranden 250 meter fra pladsen. De flinke folk har anlagt en strandpark for enden af vejen med BBQ og toiletter, så jeg tør godt gå videre op af stranden. Nogle hundrede meter fremme ligger der nogle seje vandscootere i vandkanten – der er ingen bølger, bugten ligger jo i læ af Fraser Island. Jeg slår op fra vandkanten og læser priser på udlejning af scootere ved cafeen. 650 AUD pr. mand hvis man vil på en 2½ times tur til Fraser Island. Småpebret og uden for min bagdels rækkevidde tænker jeg og lunter videre. Strandpromenaden på vej tilbage er som i alle andre badebyer: Ejendomsmæglere, cafeer, souvenirbutikker, lukkede butikker hvor der sidst har været en hjernedød businessidé.
På vej mod camperen ser jeg en dame komme løbende mod mig meget længere nede af vejen på pladsen – det ku godt ligne Lone – men uden briller slår jeg det hen: Lone løber ikke. Hjemme ved camperen finder jeg ud af det var Lone – Jacob er gledet på gulvet på vej til pool-toiletterne – ”han har nok forstuvet foden” forklarer hun og løber derned igen bevæbnet med plaster, papir og elastikbind. Jeg går efter – jeg burde løbe, men så koster det rene bukser. Heldigvis er det ikke så slemt med Jacob– foden hæver ikke op alligevel, og blødningen er ved at stoppe. Pyha.
Efter formiddagen ved saltvands-pølen beslutter vi at tage i indkøbscenteret for at få fyldt forådskamrene op. Man skal bare lige tage højde for, at det kræver en mindre omvej for at komme ind på P-pladsen med flyttebussen. Vi får handlet det vi skal og skynder os hjem for at få frokost – Peter udnytter dog lige sulten til at slå os for en tur til bageren. Den knægt kan få øje på chokolademuffins på 100 meters afstand.
Efter frokosten går vi mod stranden, med en afstikker omkring receptionen. Vi skal lige have booket den tur til Fraser – der er 3 at vælge i mellem – nede på stranden drøner Peter og Jacob direkte ud i vandet for at kaste bold til hinanden. Mens ungerne bader, beslutter vi os for en tur med BBQ indlagt og max 16 deltagere i en 4WD bus. Der er dog fuldt booket i morgen søndag, så vi vælger at tage den mandag i stedet – vi bliver derfor yderligere 2 dage her på pladsen. Men det gør heller ikke noget. Peter og Jacob vil bare have noget vand, de kan pøle i og med den nyindkøbte stålskovl og spand, skal tiden nok komme til at går på stranden. Den ekstra dag betyder forhåbentlig også, at maven kommer i orden. Lone laver DIY pizza i gasoven til aften, med flutes og friske, nypillede rejer bagefter og melon til dessert.
Jeg springer over pizzaen, men tester i øvrigt formen, og denne gang er der ikke mavekrampe efter hverken flutes eller vandmelon. Måske er der reelt håb for Fraser turen.
PS: Ifølge et af de lokale sladder-ugeblade er Mary dybt ulykkelig og føler sig som en fange på slottet ... Hendes ferie til Australien, mens Frederik er til OL, skulle være i fare for at blive aflyst, hvilket gør hende meget frustreret ... Et andet ugeblad havde en længere feature om den lille familie og hvor dejligt de har det med deres to børn ... Sladder-pressen hernede kan åbenbart heller ikke blive enige med sig selv.

Steve Irwin Zoo

Kim har det mildest talt dårligt. Paragurt og cola har endnu ikke rigtig hjulpet noget, men han vil ikke blive en dag mere i Brisbane, så han klemmer bogstaveligt talt balderne sammen og hjælper med at gøre vognen klar, så vi kan komme afsted efter planen til Steve Irwins Australian Zoo, på vej videre. Den ligger ca. 50 km nord for Brisbane i Glass House Mountains, som er dannet af vulkanklipper. Vi når frem, uden at Kim får brug for vognens toilet, men han er ikke klar til at gå med ind i parken, så vi andre drager af.
Det er ”Zoo møder Fårup Sommerland”, og at dømme efter oversigtskortet og dagens program er det med at komme over i Crocoseum for at se dagens show, som starter kl. 11. På vejen ser vi et par ordentlige basser af nogle croc's – det er ikke for ingenting Stevie gik under navnet Crocodile Hunter. Og man ser ham alle steder på plakater, som full-size cardboard figur, og på video på storskærmen som opvarmning, da vi får fundet en plads i crocoseum'et. Han sætter stadig sit tydelige præg på det hele.
Crocoseumet kan rumme 5000 tilskuere, og ”manegen” er et stort bassin med filt-græs omkring, hvor vi senere skal se diverse dyr optræde. Først skal vi dog lige have Irwin junior ”overstået”: Bindy Irwin er hans ca. 9-årige datter, som har sit eget morgen TV-program, hvor hun lærer børn om de vilde dyr. Vi så det tilfældigvis her til morgen i camperen. Hun har tydeligvis også udgivet en CD, og optræder på en lille scene sammen med sin backing-gruppe på 4 granvoksne mænd – The Crocmen. At dømme efter publikums reaktion er hun MEGET populær hernede, omend showet er lidt ”søgt” efter vores smag. I parkoversigten kan vi læse, at både Bindy og resten af familien også har hver sit eget tøj-mærke – talk about optimizing the PR ...
Efter MGP-showet kommer der endelig liv i manegen, hvor de viser adskillige eksemplarer af deres slanger og har en lille ”sketch” om, hvad man skal gøre, hvis man bliver bidt af en. Meget pædagogisk. Dernæst er der fugleshow med diverse truede arter, og lidt klovnerier med frivillige publikummer.
Endelig kommer så the main attraction – Monty, som er en ordentlig motherf.... af en krokodille. Den bliver lokket ud i bassinet af diverse dyrepassere. Mrs. Irwin kommenterer fra bassin-kanten og deltager ved at fodrer den med rotter for at få den til at vise sin sande natur. Imponerende hvor højt den gaber, hvor hurtigt den kommer op ad vandet, og ikke mindst dens death-rolls, da de fodrer den med et grisehoved på en snor, så den må kæmpe for at få sin god-bid. Ikke en herre, man har lyst til at støde på ved en mudret flod!
Efter showet skal vi andre lige affodres, inden vi tager The Stevie Safari Shuttle til den anden ende af parken for at se Asien-sektionen med elefanter og tigere. De har også en koala- og kænguru-sektion, som vi dog går hurtigt igennem. De kan ikke måle sig med Lone Pine fra i går, hvad de to dyr angår. Så i stedet ind i deres kæmpe voilière for at se papegøjer og andre eksotiske fugle + terrariet med et utal af ulækre slanger.
Vi må også lige omkring legepladsen og hoppeborgen, for at Peter kan få fred i sindet, inden vi går i butikken ved udgangen. Dels har vi lovet Kim at købe en pin med fra parken til hans hat, dels skal vi have fat i nogle nye chokolader og vingummier, som Irwin dynastiet har udviklet i samarbejde med The Incredible Chocolate Company, og som de lancerer i disse dage ved at promoverer dem i parken ... og vi er spot-on i målgruppen!
På P-pladsen finder vi en lidt friskere Kim i camperen. Det er lykkedes ham at få sovet lidt og en banan og en youghurt er da gledet ned. Han er heldigvis frisk nok til at vove sig på landevejen igen, de 200 km vi har tilbage, inden Hervey Bay, som bliver vores base de næste par dage. Herfra kan vi sejle over til Fraser Island og også få set noget mere af fastlandskysten, som for denne dels vedkommende hedder Sunshine Coast.
Navnet passer foreløbig: De har haft fuld sol og 27 grader hele dagen, og der er lunt og ikke en sky på himlen, da vi når frem kl. 17.30. Herligt! Det lover godt!

Koala-kramme-dag

Tørvejr og letskyet – Det passer fint til en tur i Lone Pine Koala Sanctuary, som ligger i udkanten af Brisbane. Det viser sig at være midt i et bedre villa-kvarter, hvor der er adskillige nybyggerier i gang. Der er åbenbart også bygge-boom i Australien.
Parken er overskuelig og godt anlagt under store træer lige ned til floden. Fokus er klart på koalaer – verdens største koala-fristed med over 130 voksne eksemplarer og adskillige unger oveni. Og de er nøjagtig så nuttede som vi – og især Peter – havde håbet. De er alle vegne. De hænger og putter sig eller sidder og kigger på os med deres dovne ansigtsudtryk.
Koalaer er nemme at holde i bur: Et hegn på lidt over en meter og så en træstamme med grene med en afstand på et par meter til hegnet, så hverken kan eller gider de forsøge at gå nogen steder. De dertil indrettede stammer er alle forsynet med et bundt friske eucalyptusgrene.
Vi går straks ned til photo-spot-stedet, hvor man kan blive fotograferet med en real-life bamse i favnen af en professionel fotograf, mod at slippe AUD 15, og derefter er man velkommen til at skyde løs med eget kamera. En del af beløbet går til det gode formål at beskytte koalaerne, så det må vi naturligvis støtte.
Jacob går først og får instruks i, hvordan man skal holde den, så koalaen er tryg. Derefter Peter, som får en skammel at sidde på, for at kunne holde bæstet – de kan veje op til 15 kg, så det er ved at være lige så meget som Peter selv. Han er ikke helt tryg ved situationen – kløerne kradser igennem hans t-shirt og smilet er stramt fordi øredusken kilder ham på hagen – men det var et af målene med hele hans tur, så det skal lykkes. Og resultaterne blev også gode – se http://www.koala.net/photo/1004008118.htm eller http://koala.net/photo/1004008514.htm for de synlige beviser. Der ligger de de næste 60 dage.
Senere på dagen er der en præsentation, hvor vi hører om parkens historie og facts & figures, så som at de kun spiser eucalyptus skud; at en voksen kan spise 4-600 g pr. dag (og hvor meget vejer et enkelt blad lige?); at de IKKE er høje af de euforiserende stoffer, men at de sover eller holder sig i ro så meget som muligt for at spare på energien, så de ikke er nødt til at spise endnu mere; at de har helt entydige kendetegn i både deres ansigter (og det er ikke engang løgn!) og i deres mønster i pelsen på bagen; og meget mere.
Vi fotograferede løs på turen rundt og hyggede os med at gå fra gruppe til gruppe. Især The Boys var morsomme. De var relativt aktive og to af dem ”sloges”, hvilket var noget af et show. En anden vovede sig ned af sin stamme og Jacob lokkede den hen til hegnet med en løs eucalyptus gren. En tredje nøs hvilket lød noget så nuttet.
En anden stor del af parken var åben ”out back” hvor der var emuer, wallabier, og kænguruer i massevis. Man kunne købe foder til the 'roos, og det lykkedes at få adskillige til at spise løs af Jacobs og Peters hænder. Morsomt. Videre så vi en enkelt doven krokodille, fugle, wombats, en ÆKEL kæmpe-edderkop, krybdyr og slanger, etc.
Frokostområdet var anlagt med flere koala-oaser rundt om, og vi fik set, hvordan dyrepasserne indsamlede de afspiste grene fra hver stamme, og fordelte nye friske– det er fast arbejde at holde bamserne ved føden, sku' vi hilse at sige: Parken indsamler og fodrer dem med ca. 1 ton blade hver dag – ta' den!
Retur på campingpladsen gik Jacob og Peter i pølen, omend det nu igen var blevet overskuet. Kim gik i seng med maveonde, og jeg fik bikset noget intermistisk aftensmad sammen, til indendørs fortærring, for det begyndte at regne igen. Nyhederne kunne til gengæld fortælle os, at vejret skulle blive bedre fra i morgen, især længere oppe ad Sunshine Coast, så lad os håbe den lever op til sit navn.

Onsdag - Vi ringer snart efter Voldborg

Vejrudsigten fra mandag og tirsdag gentager sig selv: Byger og overskyet. Midt om natten rusker det lidt kraftigt i vognen – det blæser udenfor og den udfoldede baldakin får vognen til at svaje mere end den plejer – Lone mener jeg skal gå ud og rulle den ind.
Det fortryder jeg allerede inden jeg får døren åbnet – vinden er løjet af og mens jeg fumler med at komme i bukserne i mørket kan jeg ikke lige finde nøglen til bruserummet. Den har jeg vistnok smækket inde sammen med drengenes og min toiletaske. UPS! Dvs. vi kan ikke komme i bad før kontoret åbner i morgen – gud ved hvornår det er?
Til køjs igen og vi står først op kl. halvotte – Lone lunter af op mod de fælles bade/toiletbygninger – der skal der også bruges nøgle vrisser hun, da hun med let krydsede ben kommer tilbage i bilen. UPS igen – her ligger nøglen sørme– reddet, men hun er stadigvæk gnaven over det forlængede tryk på ”exit”-funktionerne.
Vi får spist i en fart og kommer på vejen allerede ved ni-tiden – efter bad selvfølgelig i vores lille luxus-annex. Det er nu skummelt godt det med sit helt eget fritstående skideskur med centralvarme, bruser og kumme. Det bliver vi nok ved med. Talk about luksus-camping, men det virker! Når ellers man husker, om man har husket at tage nøglen med ud ...
Under morgenmaden tænder vi for tv'et – egentligt efter nyheder og en vejrudsigt, men ender med live Champions League kamp: Liverpool – Arsenal er bedre mener jeg og drengene. Vi rammer ind i kampen efter 72 minutter der står 2-1 til Liverpool. Arsenal udligner og er dermed videre i semifinalen på flest udebanemål – 2 minutter efter får Liverpool et lidt tyndt straffe: Gerrard til 3-2 og en ekstra friløber i overtiden sender The Gunners helt ud i mørket med en 4-2 sejr. I så det sikkert selv.
Vi hører på en af de andre kanaler om et shark attack på en surfer og Lone ser en spiseseddel da vi afleverer nøglen ”Shark eats teen surfer”. Godt det ikke er badevejr i dag.
På landevejen går der da heller ikke mange minutter før det plasker ned - igen. Vi kører godt 120 km til byen Ballina ved udløbet af Richmond floden. Her møffer vi lidt rundt i regnen for at finde en Wolworth, Coles eller lign. Det lykkes og efter en parkering, der spærrer halvdelen af indkørslen til Wollworths, handler vi ind til de næste par dage.
Efter indkøbene i Ballina kører vi til Byron Bay – det er kun 30 km væk og Australiens østligste fastlandspunkt er vel et must – regn eller ej. Byron Bay er totalt turistet: Blokhus-badeby tilsat surfere, hippier og moteller én-masse. Vi tør ikke tænke på, hvor mange mennesker der må være i godt vejr.
Vi tvinger flyttebussen helt op på toppen af pynten og spiser frokost med udsigt til Stillehavet på nord og syd for os. Men det regner som vi sjældent har set mage til og det bliver ved. Hippietraileren med graffittisider (VW transporter), der er parkeret ved siden af har små bølger op ad hjulene fra det regnvand der løber ned af vejen.
Vi kan se de rigtige bølger brydes 100 meter ned af kysten og de grønne skråninger med regnskov – men så kan vi heller ikke se længere pga. regnen. Vi går ikke ud – det kræver gummistøvler og vi har kun pakket regntøj i kufferterne.
Vi kører forsigtigt ned af vejen – motorbremser i første gear og be'r til, at der ikke kommer nogen den anden vej for flyttebussen fylder det hele. Rundkørslerne i Byron Bay står nu under vand flere steder – det er som da vi kørte i floodways i outback'en de første dage. Først da vi kommer ud på M1 mod Brisbane klarer det lidt op og vi kan nærme os fartgrænsen igen.
Vi har planlagt at køre nord for Brisbane allerede i dag og så tage 2 overnatninger på samme plads. Det giver basis for at køre til Loane Pine Koala Sancturary i morgen (26 km fra pladsen) for at kramme koalaer – det Peter har ventet allermest på - og måske se lidt af Brisbane. I overmorgen vil vi nok tage Steve Irwins Australian Zoo på vej mod Hervey Bay – for så skulle det skide regnvejr være afløst af solskin, hvis ellers vejrudsigterne holder hernede.
Forbi Surfers Paradise og resten af the Gold Coast flyder det efterhånden over i Brisbane forstæder. Byen har alle de motorveje som Sydney ikke har fået lavet. De forskellige temaparker – vi når at tælle 5 - ligger alle ud til den 4-sporede motorvej – rekorden bliver til et seks-sporet stykke: 4 ligeud og så 2 der klarer en udfletning mod centrum. Kun de sidste 4 -5 km går der snegl i tingene flere steder.
Vi kører forkert og jeg forsøger at lave en u-vending i fra en højresvingspil - rundt om en helle over i en 2-sporet modgående vejbane – niks der må en 3 punkts vending til – p... pinligt lige midt i myldertrafikken – men hvad de kender os ikke og vi er væk om et par dage.
Fremme ved camping-pladsen får vi en OK site – med eget baderum igen - selvom vi lige må have camping fatter til at hekse med 240V installationen – der er ikke hul igennem i første omgang.
Ved indtjekningen nupper jeg en avis: Det var en 16-årig knægt, der var blevet bidt 2 gange i benet mens han body-boardede lige syd for Byron Bay i går morges. Kammeraten er en helt fordi han svømmede ud og hentede ham ind på stranden på trods af haj og blod i vandet, men der var ikke mere saft tilbage i kroppen, da redningsfolkenen når frem til stranden.
Måske Jacob skal overveje sin fremtidige karriere som ”Shark biscuit”.

Tirsdag - another roadmovie

Det har som lovet regnet et par gange i løbet af natten og her til morgen kl. 5 blev der rigtigt lukket op for sluserne. Ups – der var ikke lukket for loftvinduet – så der var vand på gulvet. Vi snuede lidt videre men kl. 7.30 gad vi ikke ligge og vende os mere – op i campingspladsens baderum - under bruseren alle mand og så klar til sundhedsmorgenmad en halv time senere. Det hjælper med lidt campingsøvelse fra Frankrig.
Vi havde fået pakket ned, vasket op og suret det meste fast inden vi kørte en time senere. Ikke klaret opvask vil ellers drøne rundt i vasken og andre løse genstande vil vandre de underligste veje rundt i bilen under kørslen.
Vanddunken kom op til førehuset nedefra den bageste del af kabinen under en opbremsning og under et lidt skarpere venstresving åbnede skabet med fladsskærmen sig og TV'et kørte ud. Men bortset fra det fungerede oppakningen fint – dytten kan sagtens følge med trafikken – dvs. hernede kører alle køretøjer – lige fra Fiat Panda til et 50 m Road Train nøjagtig den hastighed der står på færdselstavlerne + 5 km/t. Alt derovre bliver fotograferet af vejkameraer og girokortene kommer så væltende senere.
Når vi nu ikke kunne komme så langt i går beslutter vi at give den en ordentlig skalle i dag. Vejrudsigten er alligevel som derhjemme: overskyet med byger indtil på fredag fsva. NSW– dvs. det ender nu med, at vi stort set kører 350 km i øsende regnvejr – kun de sidste 100 km fra Coffs Harbour til Grafton er der tørvejr.
Lone vil helst ikke køre flyttebilen, så jeg tager den hele vejen – vi husker dog at holde pause sådan ca. hver anden time og min fod har underligt nok godt af at være speederfod. Jeg kan efter 2 dage bag rattet gå normalt. Bare man starter dagen med et par Pamoler, så går det fint indtil man skal i seng – så snurrer det til gengæld godt og grundigt i foden. Men bare det går den rigtige vej både med foden og med ruten, så skal det nok gå alt sammen.
Der er meget frodigt undervejs – det tror da f..... med alt det regn. Vi ser skilte til vin”slotte”, bananplantager, og masser af skov, skov, skov. Campingpladsen er også denne gang en Big4 – fem stjerner mod de 3½ på den i går. Pladsen er bare 100% velfriseret, grøn og med masser af blomster, og alle faciliteter er tip-top.
Vi har valgt en ”en-suite plads” – dvs. man for 10 AUD ekstra i forhold til en almindelig plads med strøm også får sit eget bad og toilet i et lille stenhus ved siden af pladsen. Flyttebussen bakkes ind på betonfladen, således den holder lige ud for en-suite bygningen på den ene side og ud for annex betonfladen på den anden side - den som fortelt - eller som hos os baldakinen - skal dække. Fint fladt underlag, hvor vi kan få indviet vores campingstole og foldebord.
Vi sidder ude og spiser, mens de grønne frøer kvækker løs og papegøjerne flakser rundt i træerne. Der er dog bælgmørkt allerede lidt over kl. 18, efter vi er gået over til vintertid, så vi rykker ret hurtigt indenfor. Ikke en dag med de store oplevelser – dårligt vejr og masser af asfalt. Så har vi prøvet det også.

AutoCamper - On the road

Igen lykkedes det os at være checket ud af vores hotel lidt over kl. 8, for at komme videre på næste etappe af turen. Udfordringen var bare, at der var ca. 25 km hen til stedet for udlevering af vores auto-camper. Så afsted i en taxa, gennem Sydneys morgenmylder, med en yderst snakkesaglig chauffør fra Samoa. Ca. 50 min. senere og AUD 100 fattigere var vi fremme.
Vi fik overstået diverse formalia, mens vi ventede på det sidste klargøring af vognen. Så en gennemgang af alle knapper og dimser og indretning og udstyr i bæstet, inden vi endelig kunne læsse bagagen ombord og liste os ud på en prøvetur i det nærliggende villa-kvarter. Den gik fint, så afsted mod motorvejen nordpå.
Men ØV – efter ca. 15 min. kørsel ramte vi en prop og brugte 1½ time i sneglefart. Der mangler tydeligvis et stykke motorvej til at sluse trafikken vestfra og sydfra ind på den eneste nordgående motorvej væk fra Sydney. Godt man ikke har brug for at skulle køre den rute ret tit! Endelig slap vi dog gennem nåleøjet og kom op i fart, og fik for alvor prøvet, hvordan det er at køre rundt med et raslende sneglehus på ryggen. Det larmer ret meget, sku' vi hilse og sige.
Men det gik fremad, og vi kom forbi nogle af de flotte søer, og gennem bjerglandskaberne nord for Sydney.
Efter ca. 100 km udså vi os en lille by, hvor vi ville finde frokost og indkøb, så vi kunne få fyldt både maverne og køleskabet. På vejen kom vi imidlertid forbi et gigantisk indkøbscenter midt i bakkerne nord for Sydney– man undres over, hvor i al verden de får deres kunder fra for der var ikke nogen stor forstad i nærheden – men der var både frokost og indkøb i massevis at vælge mellem, så mission accomplished og tilbage on the road kvarter i fem. Inden havde vi også nået at ringe og reservere en camping-plads lige nord for Newcastle.
Vi havde oprindeligt haft ambitioner om at nå yderligere 200 km til Port Macquarie, men forsinkelserne med udlevering af camperen og trafikkøen spolerede planerne. Men pyt – vi holder ferie – så no worries, mate.
Vi nåede fint frem til Karuah i stedet ... det hedder det virkelig ... en lille by i bunden af Port Stephens bugten. Det var lige ved at blive mørkt, men vi anede i skumringen, at her er ret mange fastlæggere. Vi fandt vores tildelte plads og Kim fik sat diverse støm etc. til. Og så kunne vi for alvor få udforsket vognens indretning.
Vi havde jo bare læsset tasker og kufferter ind, så vi kunne komme afsted. Nu startede det store bagage-stratego for at gøre det funktionelt resten af turen. Indretningen af vognen er OK, og med lås på alle skabe etc. så vi ikke risikerer at få indholdet i hovedet under kørslen, men man skal sno sig lidt.
Vi må se, om vi kan få det til at fungere hen ad vejen. Forhåbentlig kommer vi til at tilbringe så meget tid som muligt udenfor under baldakinen, så vi ikke får klaus, hver gang vi skal spise. Vi har fået etableret permanente senge til Jacob og Peter over førehuset, og til os i bag-sektionen, så vi ikke skal rigge senge frem og tilbage hver dag.
Det må hjælpe på klausøvelsen.

Sidste dag i Darling Harbour

Let-skyet, så perfekt, at vi havde udset dagen til besøg på de to krigsskibe + marine-museet i Darling Harbour. HMS Onslow er en gammel u-båd – den sidste af de diesel-drevne typer - og HMS Vampire er en destroyer. Begge var spændende at se, og gav en god fornemmelse af livet ombord. Den nuværende ”besætning” er pensionerede marinefolk, hvoraf den ene havde været i Horsens i 1967. Han påstod, de ikke havde måttet lægge til i Århus fordi vi havde en kommunistisk borgmester på daværende tidspunkt. Lyder ikke plausibelt, men herre-gud: Det var da pudsigt, at han overhovedet ved hvad Danmark er.
En af de andre kunne berette om en dansk gæst sidste år, som havde været fra Galatea ekspeditionen. Han havde været meget begejstret for Sydney, men mente dog, at der var for mange kinesere ... det kan vi godt følge.
Museet bød på diverse udstillinger, mere eller mindre interaktive, så det var også interessant. Ude igen i Darling Harbour var vejret begyndt at klare op, og der var igen masser af liv på promenaden og på restauranterne + diverse gade-teater etc. Vi valgte en af grill-restauranterne til en sidste frokost, inden Kim og Peter gik tilbage til hotellet for at tage en slapper og Jacob og jeg gik rundturen over på den modsatte kaj og retur via svingbroen. Der var masser af underholdning, både komikere og musik, og diverse luxus-yachts og ditto motorbåde at studere, så det var turen værd.
Retur på hotellet gik drengene og Kim i svømmehallen og jeg begyndte at omorganisere vores bagage, så det kunne være let at komme afsted mandag. Aftensmaden krævede ikke det helt store, efter vores grill-frokost, så det blev diverse rester af brød, pålæg, æg, og pasta og kødsauce fra en af de foregående aftner.
Vi zappede rundt på TV, men fandt kun den ene uhyggelige krimi efter den anden (incl. en på svensk – de har åbenbart en vis forkærlighed for nordisk TV hernede, for forleden faldt vi over et afsnit af Rejseholdet). Det var ikke lige familie-underholdning, men alle var faktisk også så trætte, at det ville passe godt at gå nogenlunde tidligt i seng.
Det har været nogle dejlige dage i Sydney. Vi synes umiddelbart bedre om Sydney end Melbourne, sikkert hjulpet på vej af at vi boede væsentligt bedre, med bedre beliggenhed, og at vi nød at være så meget ved vandet – både i havnen og ved stranden. Nu skal vi så ud på landet igen, og bliver for så vidt muligt ved vandet.
Vi må se, hvad auto-camper-livet kommer til at byde.