AutoCamper - On the road

Igen lykkedes det os at være checket ud af vores hotel lidt over kl. 8, for at komme videre på næste etappe af turen. Udfordringen var bare, at der var ca. 25 km hen til stedet for udlevering af vores auto-camper. Så afsted i en taxa, gennem Sydneys morgenmylder, med en yderst snakkesaglig chauffør fra Samoa. Ca. 50 min. senere og AUD 100 fattigere var vi fremme.
Vi fik overstået diverse formalia, mens vi ventede på det sidste klargøring af vognen. Så en gennemgang af alle knapper og dimser og indretning og udstyr i bæstet, inden vi endelig kunne læsse bagagen ombord og liste os ud på en prøvetur i det nærliggende villa-kvarter. Den gik fint, så afsted mod motorvejen nordpå.
Men ØV – efter ca. 15 min. kørsel ramte vi en prop og brugte 1½ time i sneglefart. Der mangler tydeligvis et stykke motorvej til at sluse trafikken vestfra og sydfra ind på den eneste nordgående motorvej væk fra Sydney. Godt man ikke har brug for at skulle køre den rute ret tit! Endelig slap vi dog gennem nåleøjet og kom op i fart, og fik for alvor prøvet, hvordan det er at køre rundt med et raslende sneglehus på ryggen. Det larmer ret meget, sku' vi hilse og sige.
Men det gik fremad, og vi kom forbi nogle af de flotte søer, og gennem bjerglandskaberne nord for Sydney.
Efter ca. 100 km udså vi os en lille by, hvor vi ville finde frokost og indkøb, så vi kunne få fyldt både maverne og køleskabet. På vejen kom vi imidlertid forbi et gigantisk indkøbscenter midt i bakkerne nord for Sydney– man undres over, hvor i al verden de får deres kunder fra for der var ikke nogen stor forstad i nærheden – men der var både frokost og indkøb i massevis at vælge mellem, så mission accomplished og tilbage on the road kvarter i fem. Inden havde vi også nået at ringe og reservere en camping-plads lige nord for Newcastle.
Vi havde oprindeligt haft ambitioner om at nå yderligere 200 km til Port Macquarie, men forsinkelserne med udlevering af camperen og trafikkøen spolerede planerne. Men pyt – vi holder ferie – så no worries, mate.
Vi nåede fint frem til Karuah i stedet ... det hedder det virkelig ... en lille by i bunden af Port Stephens bugten. Det var lige ved at blive mørkt, men vi anede i skumringen, at her er ret mange fastlæggere. Vi fandt vores tildelte plads og Kim fik sat diverse støm etc. til. Og så kunne vi for alvor få udforsket vognens indretning.
Vi havde jo bare læsset tasker og kufferter ind, så vi kunne komme afsted. Nu startede det store bagage-stratego for at gøre det funktionelt resten af turen. Indretningen af vognen er OK, og med lås på alle skabe etc. så vi ikke risikerer at få indholdet i hovedet under kørslen, men man skal sno sig lidt.
Vi må se, om vi kan få det til at fungere hen ad vejen. Forhåbentlig kommer vi til at tilbringe så meget tid som muligt udenfor under baldakinen, så vi ikke får klaus, hver gang vi skal spise. Vi har fået etableret permanente senge til Jacob og Peter over førehuset, og til os i bag-sektionen, så vi ikke skal rigge senge frem og tilbage hver dag.
Det må hjælpe på klausøvelsen.