onsdag den 9. april 2008

Onsdag - Vi ringer snart efter Voldborg

Vejrudsigten fra mandag og tirsdag gentager sig selv: Byger og overskyet. Midt om natten rusker det lidt kraftigt i vognen – det blæser udenfor og den udfoldede baldakin får vognen til at svaje mere end den plejer – Lone mener jeg skal gå ud og rulle den ind.
Det fortryder jeg allerede inden jeg får døren åbnet – vinden er løjet af og mens jeg fumler med at komme i bukserne i mørket kan jeg ikke lige finde nøglen til bruserummet. Den har jeg vistnok smækket inde sammen med drengenes og min toiletaske. UPS! Dvs. vi kan ikke komme i bad før kontoret åbner i morgen – gud ved hvornår det er?
Til køjs igen og vi står først op kl. halvotte – Lone lunter af op mod de fælles bade/toiletbygninger – der skal der også bruges nøgle vrisser hun, da hun med let krydsede ben kommer tilbage i bilen. UPS igen – her ligger nøglen sørme– reddet, men hun er stadigvæk gnaven over det forlængede tryk på ”exit”-funktionerne.
Vi får spist i en fart og kommer på vejen allerede ved ni-tiden – efter bad selvfølgelig i vores lille luxus-annex. Det er nu skummelt godt det med sit helt eget fritstående skideskur med centralvarme, bruser og kumme. Det bliver vi nok ved med. Talk about luksus-camping, men det virker! Når ellers man husker, om man har husket at tage nøglen med ud ...
Under morgenmaden tænder vi for tv'et – egentligt efter nyheder og en vejrudsigt, men ender med live Champions League kamp: Liverpool – Arsenal er bedre mener jeg og drengene. Vi rammer ind i kampen efter 72 minutter der står 2-1 til Liverpool. Arsenal udligner og er dermed videre i semifinalen på flest udebanemål – 2 minutter efter får Liverpool et lidt tyndt straffe: Gerrard til 3-2 og en ekstra friløber i overtiden sender The Gunners helt ud i mørket med en 4-2 sejr. I så det sikkert selv.
Vi hører på en af de andre kanaler om et shark attack på en surfer og Lone ser en spiseseddel da vi afleverer nøglen ”Shark eats teen surfer”. Godt det ikke er badevejr i dag.
På landevejen går der da heller ikke mange minutter før det plasker ned - igen. Vi kører godt 120 km til byen Ballina ved udløbet af Richmond floden. Her møffer vi lidt rundt i regnen for at finde en Wolworth, Coles eller lign. Det lykkes og efter en parkering, der spærrer halvdelen af indkørslen til Wollworths, handler vi ind til de næste par dage.
Efter indkøbene i Ballina kører vi til Byron Bay – det er kun 30 km væk og Australiens østligste fastlandspunkt er vel et must – regn eller ej. Byron Bay er totalt turistet: Blokhus-badeby tilsat surfere, hippier og moteller én-masse. Vi tør ikke tænke på, hvor mange mennesker der må være i godt vejr.
Vi tvinger flyttebussen helt op på toppen af pynten og spiser frokost med udsigt til Stillehavet på nord og syd for os. Men det regner som vi sjældent har set mage til og det bliver ved. Hippietraileren med graffittisider (VW transporter), der er parkeret ved siden af har små bølger op ad hjulene fra det regnvand der løber ned af vejen.
Vi kan se de rigtige bølger brydes 100 meter ned af kysten og de grønne skråninger med regnskov – men så kan vi heller ikke se længere pga. regnen. Vi går ikke ud – det kræver gummistøvler og vi har kun pakket regntøj i kufferterne.
Vi kører forsigtigt ned af vejen – motorbremser i første gear og be'r til, at der ikke kommer nogen den anden vej for flyttebussen fylder det hele. Rundkørslerne i Byron Bay står nu under vand flere steder – det er som da vi kørte i floodways i outback'en de første dage. Først da vi kommer ud på M1 mod Brisbane klarer det lidt op og vi kan nærme os fartgrænsen igen.
Vi har planlagt at køre nord for Brisbane allerede i dag og så tage 2 overnatninger på samme plads. Det giver basis for at køre til Loane Pine Koala Sancturary i morgen (26 km fra pladsen) for at kramme koalaer – det Peter har ventet allermest på - og måske se lidt af Brisbane. I overmorgen vil vi nok tage Steve Irwins Australian Zoo på vej mod Hervey Bay – for så skulle det skide regnvejr være afløst af solskin, hvis ellers vejrudsigterne holder hernede.
Forbi Surfers Paradise og resten af the Gold Coast flyder det efterhånden over i Brisbane forstæder. Byen har alle de motorveje som Sydney ikke har fået lavet. De forskellige temaparker – vi når at tælle 5 - ligger alle ud til den 4-sporede motorvej – rekorden bliver til et seks-sporet stykke: 4 ligeud og så 2 der klarer en udfletning mod centrum. Kun de sidste 4 -5 km går der snegl i tingene flere steder.
Vi kører forkert og jeg forsøger at lave en u-vending i fra en højresvingspil - rundt om en helle over i en 2-sporet modgående vejbane – niks der må en 3 punkts vending til – p... pinligt lige midt i myldertrafikken – men hvad de kender os ikke og vi er væk om et par dage.
Fremme ved camping-pladsen får vi en OK site – med eget baderum igen - selvom vi lige må have camping fatter til at hekse med 240V installationen – der er ikke hul igennem i første omgang.
Ved indtjekningen nupper jeg en avis: Det var en 16-årig knægt, der var blevet bidt 2 gange i benet mens han body-boardede lige syd for Byron Bay i går morges. Kammeraten er en helt fordi han svømmede ud og hentede ham ind på stranden på trods af haj og blod i vandet, men der var ikke mere saft tilbage i kroppen, da redningsfolkenen når frem til stranden.
Måske Jacob skal overveje sin fremtidige karriere som ”Shark biscuit”.

3 kommentarer:

Per sagde ...

Hej alle

Lige hvis i ikke skulle have opdaget det, så kørte Bakkens Bjørne Svendborgs kaniner totalt over i 1 finalekamp torsdag. 99-53 blev resultatet :-)

Jakob, på mandag kører vi (Mads, Simon, Mikael, jeg og Ole) med Bjørnene i deres bus til Svendborg til kamp 2 i finalerne - Vi glæder os vildt!!!

Synd at du måtte tage til Australien LOL

Hilsen

Per (Mikes far)

Familien sagde ...

Vi har lige luret at der nu står 3-0 i til Bears med Kaninerne. Bare giv den gas - Hernede er kaniner også skadedyr :-)

Per sagde ...

Ja - Det blev en total overkørsel.

4.0 til Danmarks bedste Basketball hold.

Jeg var så "uheldig", at jeg var henvist til spillerbussen på den 4 og sidste finaledag i Svendborg. Jeg husker absolut intet fra Fredericia til Århus på hjemturen. PYHA de drenge forstår sq at fejre et DM :-)