Vejrudsigten fra mandag og tirsdag gentager sig selv: Byger og overskyet. Midt om natten rusker det lidt kraftigt i vognen – det blæser udenfor og den udfoldede baldakin får vognen til at svaje mere end den plejer – Lone mener jeg skal gå ud og rulle den ind.
Det fortryder jeg allerede inden jeg får døren åbnet – vinden er løjet af og mens jeg fumler med at komme i bukserne i mørket kan jeg ikke lige finde nøglen til bruserummet. Den har jeg vistnok smækket inde sammen med drengenes og min toiletaske. UPS! Dvs. vi kan ikke komme i bad før kontoret åbner i morgen – gud ved hvornår det er?
Til køjs igen og vi står først op kl. halvotte – Lone lunter af op mod de fælles bade/toiletbygninger – der skal der også bruges nøgle vrisser hun, da hun med let krydsede ben kommer tilbage i bilen. UPS igen – her ligger nøglen sørme– reddet, men hun er stadigvæk gnaven over det forlængede tryk på ”exit”-funktionerne.
Vi får spist i en fart og kommer på vejen allerede ved ni-tiden – efter bad selvfølgelig i vores lille luxus-annex. Det er nu skummelt godt det med sit helt eget fritstående skideskur med centralvarme, bruser og kumme. Det bliver vi nok ved med. Talk about luksus-camping, men det virker! Når ellers man husker, om man har husket at tage nøglen med ud ...
Under morgenmaden tænder vi for tv'et – egentligt efter nyheder og en vejrudsigt, men ender med live Champions League kamp: Liverpool – Arsenal er bedre mener jeg og drengene. Vi rammer ind i kampen efter 72 minutter der står 2-1 til Liverpool. Arsenal udligner og er dermed videre i semifinalen på flest udebanemål – 2 minutter efter får Liverpool et lidt tyndt straffe: Gerrard til 3-2 og en ekstra friløber i overtiden sender The Gunners helt ud i mørket med en 4-2 sejr. I så det sikkert selv.
Vi hører på en af de andre kanaler om et shark attack på en surfer og Lone ser en spiseseddel da vi afleverer nøglen ”Shark eats teen surfer”. Godt det ikke er badevejr i dag.
På landevejen går der da heller ikke mange minutter før det plasker ned - igen. Vi kører godt 120 km til byen Ballina ved udløbet af Richmond floden. Her møffer vi lidt rundt i regnen for at finde en Wolworth, Coles eller lign. Det lykkes og efter en parkering, der spærrer halvdelen af indkørslen til Wollworths, handler vi ind til de næste par dage.
Efter indkøbene i Ballina kører vi til Byron Bay – det er kun 30 km væk og Australiens østligste fastlandspunkt er vel et must – regn eller ej. Byron Bay er totalt turistet: Blokhus-badeby tilsat surfere, hippier og moteller én-masse. Vi tør ikke tænke på, hvor mange mennesker der må være i godt vejr.
Vi tvinger flyttebussen helt op på toppen af pynten og spiser frokost med udsigt til Stillehavet på nord og syd for os. Men det regner som vi sjældent har set mage til og det bliver ved. Hippietraileren med graffittisider (VW transporter), der er parkeret ved siden af har små bølger op ad hjulene fra det regnvand der løber ned af vejen.
Vi kan se de rigtige bølger brydes 100 meter ned af kysten og de grønne skråninger med regnskov – men så kan vi heller ikke se længere pga. regnen. Vi går ikke ud – det kræver gummistøvler og vi har kun pakket regntøj i kufferterne.
Vi kører forsigtigt ned af vejen – motorbremser i første gear og be'r til, at der ikke kommer nogen den anden vej for flyttebussen fylder det hele. Rundkørslerne i Byron Bay står nu under vand flere steder – det er som da vi kørte i floodways i outback'en de første dage. Først da vi kommer ud på M1 mod Brisbane klarer det lidt op og vi kan nærme os fartgrænsen igen.
Vi har planlagt at køre nord for Brisbane allerede i dag og så tage 2 overnatninger på samme plads. Det giver basis for at køre til Loane Pine Koala Sancturary i morgen (26 km fra pladsen) for at kramme koalaer – det Peter har ventet allermest på - og måske se lidt af Brisbane. I overmorgen vil vi nok tage Steve Irwins Australian Zoo på vej mod Hervey Bay – for så skulle det skide regnvejr være afløst af solskin, hvis ellers vejrudsigterne holder hernede.
Forbi Surfers Paradise og resten af the Gold Coast flyder det efterhånden over i Brisbane forstæder. Byen har alle de motorveje som Sydney ikke har fået lavet. De forskellige temaparker – vi når at tælle 5 - ligger alle ud til den 4-sporede motorvej – rekorden bliver til et seks-sporet stykke: 4 ligeud og så 2 der klarer en udfletning mod centrum. Kun de sidste 4 -5 km går der snegl i tingene flere steder.
Vi kører forkert og jeg forsøger at lave en u-vending i fra en højresvingspil - rundt om en helle over i en 2-sporet modgående vejbane – niks der må en 3 punkts vending til – p... pinligt lige midt i myldertrafikken – men hvad de kender os ikke og vi er væk om et par dage.
Fremme ved camping-pladsen får vi en OK site – med eget baderum igen - selvom vi lige må have camping fatter til at hekse med 240V installationen – der er ikke hul igennem i første omgang.
Ved indtjekningen nupper jeg en avis: Det var en 16-årig knægt, der var blevet bidt 2 gange i benet mens han body-boardede lige syd for Byron Bay i går morges. Kammeraten er en helt fordi han svømmede ud og hentede ham ind på stranden på trods af haj og blod i vandet, men der var ikke mere saft tilbage i kroppen, da redningsfolkenen når frem til stranden.
Måske Jacob skal overveje sin fremtidige karriere som ”Shark biscuit”.
onsdag den 9. april 2008
Tirsdag - another roadmovie
Det har som lovet regnet et par gange i løbet af natten og her til morgen kl. 5 blev der rigtigt lukket op for sluserne. Ups – der var ikke lukket for loftvinduet – så der var vand på gulvet. Vi snuede lidt videre men kl. 7.30 gad vi ikke ligge og vende os mere – op i campingspladsens baderum - under bruseren alle mand og så klar til sundhedsmorgenmad en halv time senere. Det hjælper med lidt campingsøvelse fra Frankrig.
Vi havde fået pakket ned, vasket op og suret det meste fast inden vi kørte en time senere. Ikke klaret opvask vil ellers drøne rundt i vasken og andre løse genstande vil vandre de underligste veje rundt i bilen under kørslen.
Vanddunken kom op til førehuset nedefra den bageste del af kabinen under en opbremsning og under et lidt skarpere venstresving åbnede skabet med fladsskærmen sig og TV'et kørte ud. Men bortset fra det fungerede oppakningen fint – dytten kan sagtens følge med trafikken – dvs. hernede kører alle køretøjer – lige fra Fiat Panda til et 50 m Road Train nøjagtig den hastighed der står på færdselstavlerne + 5 km/t. Alt derovre bliver fotograferet af vejkameraer og girokortene kommer så væltende senere.
Når vi nu ikke kunne komme så langt i går beslutter vi at give den en ordentlig skalle i dag. Vejrudsigten er alligevel som derhjemme: overskyet med byger indtil på fredag fsva. NSW– dvs. det ender nu med, at vi stort set kører 350 km i øsende regnvejr – kun de sidste 100 km fra Coffs Harbour til Grafton er der tørvejr.
Lone vil helst ikke køre flyttebilen, så jeg tager den hele vejen – vi husker dog at holde pause sådan ca. hver anden time og min fod har underligt nok godt af at være speederfod. Jeg kan efter 2 dage bag rattet gå normalt. Bare man starter dagen med et par Pamoler, så går det fint indtil man skal i seng – så snurrer det til gengæld godt og grundigt i foden. Men bare det går den rigtige vej både med foden og med ruten, så skal det nok gå alt sammen.
Der er meget frodigt undervejs – det tror da f..... med alt det regn. Vi ser skilte til vin”slotte”, bananplantager, og masser af skov, skov, skov. Campingpladsen er også denne gang en Big4 – fem stjerner mod de 3½ på den i går. Pladsen er bare 100% velfriseret, grøn og med masser af blomster, og alle faciliteter er tip-top.
Vi har valgt en ”en-suite plads” – dvs. man for 10 AUD ekstra i forhold til en almindelig plads med strøm også får sit eget bad og toilet i et lille stenhus ved siden af pladsen. Flyttebussen bakkes ind på betonfladen, således den holder lige ud for en-suite bygningen på den ene side og ud for annex betonfladen på den anden side - den som fortelt - eller som hos os baldakinen - skal dække. Fint fladt underlag, hvor vi kan få indviet vores campingstole og foldebord.
Vi sidder ude og spiser, mens de grønne frøer kvækker løs og papegøjerne flakser rundt i træerne. Der er dog bælgmørkt allerede lidt over kl. 18, efter vi er gået over til vintertid, så vi rykker ret hurtigt indenfor. Ikke en dag med de store oplevelser – dårligt vejr og masser af asfalt. Så har vi prøvet det også.
Vi havde fået pakket ned, vasket op og suret det meste fast inden vi kørte en time senere. Ikke klaret opvask vil ellers drøne rundt i vasken og andre løse genstande vil vandre de underligste veje rundt i bilen under kørslen.
Vanddunken kom op til førehuset nedefra den bageste del af kabinen under en opbremsning og under et lidt skarpere venstresving åbnede skabet med fladsskærmen sig og TV'et kørte ud. Men bortset fra det fungerede oppakningen fint – dytten kan sagtens følge med trafikken – dvs. hernede kører alle køretøjer – lige fra Fiat Panda til et 50 m Road Train nøjagtig den hastighed der står på færdselstavlerne + 5 km/t. Alt derovre bliver fotograferet af vejkameraer og girokortene kommer så væltende senere.
Når vi nu ikke kunne komme så langt i går beslutter vi at give den en ordentlig skalle i dag. Vejrudsigten er alligevel som derhjemme: overskyet med byger indtil på fredag fsva. NSW– dvs. det ender nu med, at vi stort set kører 350 km i øsende regnvejr – kun de sidste 100 km fra Coffs Harbour til Grafton er der tørvejr.
Lone vil helst ikke køre flyttebilen, så jeg tager den hele vejen – vi husker dog at holde pause sådan ca. hver anden time og min fod har underligt nok godt af at være speederfod. Jeg kan efter 2 dage bag rattet gå normalt. Bare man starter dagen med et par Pamoler, så går det fint indtil man skal i seng – så snurrer det til gengæld godt og grundigt i foden. Men bare det går den rigtige vej både med foden og med ruten, så skal det nok gå alt sammen.
Der er meget frodigt undervejs – det tror da f..... med alt det regn. Vi ser skilte til vin”slotte”, bananplantager, og masser af skov, skov, skov. Campingpladsen er også denne gang en Big4 – fem stjerner mod de 3½ på den i går. Pladsen er bare 100% velfriseret, grøn og med masser af blomster, og alle faciliteter er tip-top.
Vi har valgt en ”en-suite plads” – dvs. man for 10 AUD ekstra i forhold til en almindelig plads med strøm også får sit eget bad og toilet i et lille stenhus ved siden af pladsen. Flyttebussen bakkes ind på betonfladen, således den holder lige ud for en-suite bygningen på den ene side og ud for annex betonfladen på den anden side - den som fortelt - eller som hos os baldakinen - skal dække. Fint fladt underlag, hvor vi kan få indviet vores campingstole og foldebord.
Vi sidder ude og spiser, mens de grønne frøer kvækker løs og papegøjerne flakser rundt i træerne. Der er dog bælgmørkt allerede lidt over kl. 18, efter vi er gået over til vintertid, så vi rykker ret hurtigt indenfor. Ikke en dag med de store oplevelser – dårligt vejr og masser af asfalt. Så har vi prøvet det også.
AutoCamper - On the road
Igen lykkedes det os at være checket ud af vores hotel lidt over kl. 8, for at komme videre på næste etappe af turen. Udfordringen var bare, at der var ca. 25 km hen til stedet for udlevering af vores auto-camper. Så afsted i en taxa, gennem Sydneys morgenmylder, med en yderst snakkesaglig chauffør fra Samoa. Ca. 50 min. senere og AUD 100 fattigere var vi fremme.
Vi fik overstået diverse formalia, mens vi ventede på det sidste klargøring af vognen. Så en gennemgang af alle knapper og dimser og indretning og udstyr i bæstet, inden vi endelig kunne læsse bagagen ombord og liste os ud på en prøvetur i det nærliggende villa-kvarter. Den gik fint, så afsted mod motorvejen nordpå.
Men ØV – efter ca. 15 min. kørsel ramte vi en prop og brugte 1½ time i sneglefart. Der mangler tydeligvis et stykke motorvej til at sluse trafikken vestfra og sydfra ind på den eneste nordgående motorvej væk fra Sydney. Godt man ikke har brug for at skulle køre den rute ret tit! Endelig slap vi dog gennem nåleøjet og kom op i fart, og fik for alvor prøvet, hvordan det er at køre rundt med et raslende sneglehus på ryggen. Det larmer ret meget, sku' vi hilse og sige.
Men det gik fremad, og vi kom forbi nogle af de flotte søer, og gennem bjerglandskaberne nord for Sydney.
Efter ca. 100 km udså vi os en lille by, hvor vi ville finde frokost og indkøb, så vi kunne få fyldt både maverne og køleskabet. På vejen kom vi imidlertid forbi et gigantisk indkøbscenter midt i bakkerne nord for Sydney– man undres over, hvor i al verden de får deres kunder fra for der var ikke nogen stor forstad i nærheden – men der var både frokost og indkøb i massevis at vælge mellem, så mission accomplished og tilbage on the road kvarter i fem. Inden havde vi også nået at ringe og reservere en camping-plads lige nord for Newcastle.
Vi havde oprindeligt haft ambitioner om at nå yderligere 200 km til Port Macquarie, men forsinkelserne med udlevering af camperen og trafikkøen spolerede planerne. Men pyt – vi holder ferie – så no worries, mate.
Vi nåede fint frem til Karuah i stedet ... det hedder det virkelig ... en lille by i bunden af Port Stephens bugten. Det var lige ved at blive mørkt, men vi anede i skumringen, at her er ret mange fastlæggere. Vi fandt vores tildelte plads og Kim fik sat diverse støm etc. til. Og så kunne vi for alvor få udforsket vognens indretning.
Vi havde jo bare læsset tasker og kufferter ind, så vi kunne komme afsted. Nu startede det store bagage-stratego for at gøre det funktionelt resten af turen. Indretningen af vognen er OK, og med lås på alle skabe etc. så vi ikke risikerer at få indholdet i hovedet under kørslen, men man skal sno sig lidt.
Vi må se, om vi kan få det til at fungere hen ad vejen. Forhåbentlig kommer vi til at tilbringe så meget tid som muligt udenfor under baldakinen, så vi ikke får klaus, hver gang vi skal spise. Vi har fået etableret permanente senge til Jacob og Peter over førehuset, og til os i bag-sektionen, så vi ikke skal rigge senge frem og tilbage hver dag.
Det må hjælpe på klausøvelsen.
Vi fik overstået diverse formalia, mens vi ventede på det sidste klargøring af vognen. Så en gennemgang af alle knapper og dimser og indretning og udstyr i bæstet, inden vi endelig kunne læsse bagagen ombord og liste os ud på en prøvetur i det nærliggende villa-kvarter. Den gik fint, så afsted mod motorvejen nordpå.
Men ØV – efter ca. 15 min. kørsel ramte vi en prop og brugte 1½ time i sneglefart. Der mangler tydeligvis et stykke motorvej til at sluse trafikken vestfra og sydfra ind på den eneste nordgående motorvej væk fra Sydney. Godt man ikke har brug for at skulle køre den rute ret tit! Endelig slap vi dog gennem nåleøjet og kom op i fart, og fik for alvor prøvet, hvordan det er at køre rundt med et raslende sneglehus på ryggen. Det larmer ret meget, sku' vi hilse og sige.
Men det gik fremad, og vi kom forbi nogle af de flotte søer, og gennem bjerglandskaberne nord for Sydney.
Efter ca. 100 km udså vi os en lille by, hvor vi ville finde frokost og indkøb, så vi kunne få fyldt både maverne og køleskabet. På vejen kom vi imidlertid forbi et gigantisk indkøbscenter midt i bakkerne nord for Sydney– man undres over, hvor i al verden de får deres kunder fra for der var ikke nogen stor forstad i nærheden – men der var både frokost og indkøb i massevis at vælge mellem, så mission accomplished og tilbage on the road kvarter i fem. Inden havde vi også nået at ringe og reservere en camping-plads lige nord for Newcastle.
Vi havde oprindeligt haft ambitioner om at nå yderligere 200 km til Port Macquarie, men forsinkelserne med udlevering af camperen og trafikkøen spolerede planerne. Men pyt – vi holder ferie – så no worries, mate.
Vi nåede fint frem til Karuah i stedet ... det hedder det virkelig ... en lille by i bunden af Port Stephens bugten. Det var lige ved at blive mørkt, men vi anede i skumringen, at her er ret mange fastlæggere. Vi fandt vores tildelte plads og Kim fik sat diverse støm etc. til. Og så kunne vi for alvor få udforsket vognens indretning.
Vi havde jo bare læsset tasker og kufferter ind, så vi kunne komme afsted. Nu startede det store bagage-stratego for at gøre det funktionelt resten af turen. Indretningen af vognen er OK, og med lås på alle skabe etc. så vi ikke risikerer at få indholdet i hovedet under kørslen, men man skal sno sig lidt.
Vi må se, om vi kan få det til at fungere hen ad vejen. Forhåbentlig kommer vi til at tilbringe så meget tid som muligt udenfor under baldakinen, så vi ikke får klaus, hver gang vi skal spise. Vi har fået etableret permanente senge til Jacob og Peter over førehuset, og til os i bag-sektionen, så vi ikke skal rigge senge frem og tilbage hver dag.
Det må hjælpe på klausøvelsen.
Sidste dag i Darling Harbour
Let-skyet, så perfekt, at vi havde udset dagen til besøg på de to krigsskibe + marine-museet i Darling Harbour. HMS Onslow er en gammel u-båd – den sidste af de diesel-drevne typer - og HMS Vampire er en destroyer. Begge var spændende at se, og gav en god fornemmelse af livet ombord. Den nuværende ”besætning” er pensionerede marinefolk, hvoraf den ene havde været i Horsens i 1967. Han påstod, de ikke havde måttet lægge til i Århus fordi vi havde en kommunistisk borgmester på daværende tidspunkt. Lyder ikke plausibelt, men herre-gud: Det var da pudsigt, at han overhovedet ved hvad Danmark er.
En af de andre kunne berette om en dansk gæst sidste år, som havde været fra Galatea ekspeditionen. Han havde været meget begejstret for Sydney, men mente dog, at der var for mange kinesere ... det kan vi godt følge.
Museet bød på diverse udstillinger, mere eller mindre interaktive, så det var også interessant. Ude igen i Darling Harbour var vejret begyndt at klare op, og der var igen masser af liv på promenaden og på restauranterne + diverse gade-teater etc. Vi valgte en af grill-restauranterne til en sidste frokost, inden Kim og Peter gik tilbage til hotellet for at tage en slapper og Jacob og jeg gik rundturen over på den modsatte kaj og retur via svingbroen. Der var masser af underholdning, både komikere og musik, og diverse luxus-yachts og ditto motorbåde at studere, så det var turen værd.
Retur på hotellet gik drengene og Kim i svømmehallen og jeg begyndte at omorganisere vores bagage, så det kunne være let at komme afsted mandag. Aftensmaden krævede ikke det helt store, efter vores grill-frokost, så det blev diverse rester af brød, pålæg, æg, og pasta og kødsauce fra en af de foregående aftner.
Vi zappede rundt på TV, men fandt kun den ene uhyggelige krimi efter den anden (incl. en på svensk – de har åbenbart en vis forkærlighed for nordisk TV hernede, for forleden faldt vi over et afsnit af Rejseholdet). Det var ikke lige familie-underholdning, men alle var faktisk også så trætte, at det ville passe godt at gå nogenlunde tidligt i seng.
Det har været nogle dejlige dage i Sydney. Vi synes umiddelbart bedre om Sydney end Melbourne, sikkert hjulpet på vej af at vi boede væsentligt bedre, med bedre beliggenhed, og at vi nød at være så meget ved vandet – både i havnen og ved stranden. Nu skal vi så ud på landet igen, og bliver for så vidt muligt ved vandet.
Vi må se, hvad auto-camper-livet kommer til at byde.
En af de andre kunne berette om en dansk gæst sidste år, som havde været fra Galatea ekspeditionen. Han havde været meget begejstret for Sydney, men mente dog, at der var for mange kinesere ... det kan vi godt følge.
Museet bød på diverse udstillinger, mere eller mindre interaktive, så det var også interessant. Ude igen i Darling Harbour var vejret begyndt at klare op, og der var igen masser af liv på promenaden og på restauranterne + diverse gade-teater etc. Vi valgte en af grill-restauranterne til en sidste frokost, inden Kim og Peter gik tilbage til hotellet for at tage en slapper og Jacob og jeg gik rundturen over på den modsatte kaj og retur via svingbroen. Der var masser af underholdning, både komikere og musik, og diverse luxus-yachts og ditto motorbåde at studere, så det var turen værd.
Retur på hotellet gik drengene og Kim i svømmehallen og jeg begyndte at omorganisere vores bagage, så det kunne være let at komme afsted mandag. Aftensmaden krævede ikke det helt store, efter vores grill-frokost, så det blev diverse rester af brød, pålæg, æg, og pasta og kødsauce fra en af de foregående aftner.
Vi zappede rundt på TV, men fandt kun den ene uhyggelige krimi efter den anden (incl. en på svensk – de har åbenbart en vis forkærlighed for nordisk TV hernede, for forleden faldt vi over et afsnit af Rejseholdet). Det var ikke lige familie-underholdning, men alle var faktisk også så trætte, at det ville passe godt at gå nogenlunde tidligt i seng.
Det har været nogle dejlige dage i Sydney. Vi synes umiddelbart bedre om Sydney end Melbourne, sikkert hjulpet på vej af at vi boede væsentligt bedre, med bedre beliggenhed, og at vi nød at være så meget ved vandet – både i havnen og ved stranden. Nu skal vi så ud på landet igen, og bliver for så vidt muligt ved vandet.
Vi må se, hvad auto-camper-livet kommer til at byde.
Strandløvetur til Manly Beach
Der er noget om snakken, når Lonely Planet beskriver, at Sydney har nogle fantastiske strande. Vi valgte Manly Beach, nord for Sydney, hvor man kan sejle til med en mindre færge fra den centrale kaj i Sydney: Circular Kay. Turen bekræftede, at Sydney har løst en del af sit trafik-problem ved at udnytte bugten og lade færger indgå som en central del af det offentlige trafik-net. Det tog en ½ time og var faktisk meget hyggeligt, med udsigt til de forskellige bugte, vi kom selvfølgelig længere ud end vores havnerundtur i går. Fremme i Manly så vi en lille strandpromenade-forstad med masser af små butikker, restauranter og fastfood.
Vi fulgte strømmen for enden af ”hovedgaden”, og skulle blot 400 meter fra færgelejet for at nå en lækker strand med masser af bølger, fin hvid sand, en hyggelig bugt, masser af surfere, uden at stranden i sig selv var fluepapir, og udlejning af drømmesenge og parasoller. Helt perfekt.
Især da Jacob opdagede, at de også udlejede bodyboards og surfer t-shirts. AUD 13 for en time, så han kunne se, om det virkede. Og det gjorde det – fede bølger, klart turquis vand, helt genialt. Det var lidt hårdt, og ”the shark-bisquit” (aussieslang for begyndersurfer) fik en del udslet, hvor trøjen, sandkorn og bræt havde ridset maveskindet, så en time var nok. Men alle pengene værd.
Kim fik hvilet sin fod på drømmesengen, halvvejs under parasollen, jeg nød solen, og Peter byggede sandslot og gravede sine fødder ned. Han var ikke meget for vandet til at begynde med, men endte med at plaske i brændingen sammen med Jacob, da det begyndte at blive lidt mere lavvandet.
En hyggelig dag, hvor man ikke havde fornemmelsen af at være så tæt på en million-by.
Vi nåede færgen retur kl. 16.15 og en taxa til hotellet, hvor vi slappede lidt af, inden vi gik ned til havnepromenaden for at spise. Vi havde udset os en pensioneret Manly-havnefærge, som nu ligger for enden af Darling Harbour som restaurant. Deres menu lød god, og det blev bekræftet: Jacob og Kim delte deres Meat Lover BBQ Sundowner menu med fire forskellige slags grill-kød, incl. kænguru. Der var som sædvanlig ikke mange pommes frites eller grøntsager, så vi bestilte lidt flere, med det resultat, at de serverede en kæmpe-skål ekstra pommes frit'es. Pinligt, men så ku' vi lær' det!
De gled dog også ned – det var klart de bedste, vi har fået på hele turen (og det er ellers blevet til en del). Så godt mætte gik vi en tur langs promenaden – der er virkelig gang i den sådan en lørdag aften. De har absolut fået noget ud af at konvertere orådet fra gamle pakhuse og industri-havn til underholdningsdistrikt, barer og restauranter. Pudsigt nok så vi også den gamle elekstriske svingbro i aktion, da en af de større luksus motorbåde skulle ind og hente et selskab på kajen. Vores havne-taxi-chauffør i går havde fortalt om broen, og at den stadig er funktionsdygtig. Det fik vi så bekræftet.
Nu er vi retur på hotellet, og Jacob og Peter er gået i seng med hver sin bog. Vi skifter til vintertid i nat - lidt svært at forholde sig til, når man har ligget ved stranden hele dagen i 25 grader.
Vi fulgte strømmen for enden af ”hovedgaden”, og skulle blot 400 meter fra færgelejet for at nå en lækker strand med masser af bølger, fin hvid sand, en hyggelig bugt, masser af surfere, uden at stranden i sig selv var fluepapir, og udlejning af drømmesenge og parasoller. Helt perfekt.
Især da Jacob opdagede, at de også udlejede bodyboards og surfer t-shirts. AUD 13 for en time, så han kunne se, om det virkede. Og det gjorde det – fede bølger, klart turquis vand, helt genialt. Det var lidt hårdt, og ”the shark-bisquit” (aussieslang for begyndersurfer) fik en del udslet, hvor trøjen, sandkorn og bræt havde ridset maveskindet, så en time var nok. Men alle pengene værd.
Kim fik hvilet sin fod på drømmesengen, halvvejs under parasollen, jeg nød solen, og Peter byggede sandslot og gravede sine fødder ned. Han var ikke meget for vandet til at begynde med, men endte med at plaske i brændingen sammen med Jacob, da det begyndte at blive lidt mere lavvandet.
En hyggelig dag, hvor man ikke havde fornemmelsen af at være så tæt på en million-by.
Vi nåede færgen retur kl. 16.15 og en taxa til hotellet, hvor vi slappede lidt af, inden vi gik ned til havnepromenaden for at spise. Vi havde udset os en pensioneret Manly-havnefærge, som nu ligger for enden af Darling Harbour som restaurant. Deres menu lød god, og det blev bekræftet: Jacob og Kim delte deres Meat Lover BBQ Sundowner menu med fire forskellige slags grill-kød, incl. kænguru. Der var som sædvanlig ikke mange pommes frites eller grøntsager, så vi bestilte lidt flere, med det resultat, at de serverede en kæmpe-skål ekstra pommes frit'es. Pinligt, men så ku' vi lær' det!
De gled dog også ned – det var klart de bedste, vi har fået på hele turen (og det er ellers blevet til en del). Så godt mætte gik vi en tur langs promenaden – der er virkelig gang i den sådan en lørdag aften. De har absolut fået noget ud af at konvertere orådet fra gamle pakhuse og industri-havn til underholdningsdistrikt, barer og restauranter. Pudsigt nok så vi også den gamle elekstriske svingbro i aktion, da en af de større luksus motorbåde skulle ind og hente et selskab på kajen. Vores havne-taxi-chauffør i går havde fortalt om broen, og at den stadig er funktionsdygtig. Det fik vi så bekræftet.
Nu er vi retur på hotellet, og Jacob og Peter er gået i seng med hver sin bog. Vi skifter til vintertid i nat - lidt svært at forholde sig til, når man har ligget ved stranden hele dagen i 25 grader.
Fredag i Sydney
Forstuvning eller ej: Kim vil ikke bare opleve Sydney fra hotellets vindue, så han bider tænderne sammen, og vi bevæger os alle ud i morgensolen for at hyre en havnetaxi til den store rundtur i Sydney havn. Der findes utallige variationer over temaet harbour cruises, fra store ”færger”, over katemaraner, til lystbåde, til racerbåde (hvor man er nødt til at være iklædt regntøj), med og uden forplejninge, etc. ... mere eller mindre sofistikerede turistfælder. Men vi ender som sagt med at nøjes med en lille gul 10 personers havnetaxi. Det viser sig at være et godt valg: Der er ingen kinesere, føreren – en vejrbidt ”Mike Dundee”-type - er ikke uden aussi-humor (What's the difference between the casino and the church? In the casino, you really mean it when you're praying ...) og han kan en masse anekdoter om havnen og dens historie.
Det er en fantastisk havn: Vi sejler ud fra Darling Harbour, hvor stål, glas og beton-skyline afløses af gamle bygninger, forbi marinemuseet og de to krigsskibe, vi skal ombord på en af de andre dage, krydser under Sydney Harbour Bridge, hvor vi kan se de bitte-små mennesker, som har været så letsindige at betale det blege for at få lov til at klatre over den, og kommer forbi operaen. Absolut imponerende bygningsværk! Forbi Elizabeth Bay, Double Bay (double pay, ifølge vores guide, for det er der alle the celebrities bor), forbi Fort Denison og Shark Island, forbi Taronga Zoo, forbi de to officielle Sydney residenser for henholdsvis the Prime Minister og the Govenor (dronningens udsending), inden vi sejler tilbage til operahuset, hvor vi blev sat af.
Det er ligeså flot at se operahuset fra landsiden. Man forstår godt, hvorfor det er blevet så entydigt et varetegn for Sydney, og det føles næsten lidt uvirkeligt at gå der. Ved siden af ligger botanisk have, så efter lidt formiddagskaffe i solen på havnepromenaden, slentrer vi en tur (højere tempo kan det jo ikke rigtig blive til) gennem de mange mere eller mindre kendte planter og træer. En oase midt i storbyen.
Det (han) går stadig fint trods foden, så vi beslutter at tage en taxi til Sydney Tower, da vi kommer ud af haven på den anden side. Vi kan se Sydney Tower fra vores stuevindue – det højeste punkt i Sydney, 250m, med 360o udsigt over byen. De tilbyder også udendørs klatring (det gør de åbenbart meget i her i byen), men vi holdt os indenfor og spottede bl.a. vores hotel + mange af de andre sights vi så fra vandsiden i formiddags. Med i prisen er en appetitvækker på resten af Australien i form af Oz Treck – 3D hjemmebiograf med indlagt effekt i stolene, sponseret af Australiens Turistministerium. Vi fik bekræftet nogle af de ting, vi allerede har set i the outback, og fik en smagsprøve på nogle af de ting, som ligger foran os op ad kysten, så det var OK. Fra toppen havde vi set, at Sydneys mono-rail gik lige udenfor bygningen, så vi besluttede at tage den retur til hotellet og vi endte med at køre 1½ tur rundt, for at få hele ruten at se (ca. 20 min. kørsel).
Retur på hotellet drog Jacob i fitness centret og svømmehallen inden aftenens menu af pasta og kødsauce, som vor mor laver den. Peter spiste tre portioner ... vist den første gang på turen, hvor han virkelige var mæt. Alle var godt trætte så det blev en kort aften, inden vi gik til køjs.
Kims fod trængte vist især til hvile. Vi må se, hvor meget den kan klare i morgen.
Det er en fantastisk havn: Vi sejler ud fra Darling Harbour, hvor stål, glas og beton-skyline afløses af gamle bygninger, forbi marinemuseet og de to krigsskibe, vi skal ombord på en af de andre dage, krydser under Sydney Harbour Bridge, hvor vi kan se de bitte-små mennesker, som har været så letsindige at betale det blege for at få lov til at klatre over den, og kommer forbi operaen. Absolut imponerende bygningsværk! Forbi Elizabeth Bay, Double Bay (double pay, ifølge vores guide, for det er der alle the celebrities bor), forbi Fort Denison og Shark Island, forbi Taronga Zoo, forbi de to officielle Sydney residenser for henholdsvis the Prime Minister og the Govenor (dronningens udsending), inden vi sejler tilbage til operahuset, hvor vi blev sat af.
Det er ligeså flot at se operahuset fra landsiden. Man forstår godt, hvorfor det er blevet så entydigt et varetegn for Sydney, og det føles næsten lidt uvirkeligt at gå der. Ved siden af ligger botanisk have, så efter lidt formiddagskaffe i solen på havnepromenaden, slentrer vi en tur (højere tempo kan det jo ikke rigtig blive til) gennem de mange mere eller mindre kendte planter og træer. En oase midt i storbyen.
Det (han) går stadig fint trods foden, så vi beslutter at tage en taxi til Sydney Tower, da vi kommer ud af haven på den anden side. Vi kan se Sydney Tower fra vores stuevindue – det højeste punkt i Sydney, 250m, med 360o udsigt over byen. De tilbyder også udendørs klatring (det gør de åbenbart meget i her i byen), men vi holdt os indenfor og spottede bl.a. vores hotel + mange af de andre sights vi så fra vandsiden i formiddags. Med i prisen er en appetitvækker på resten af Australien i form af Oz Treck – 3D hjemmebiograf med indlagt effekt i stolene, sponseret af Australiens Turistministerium. Vi fik bekræftet nogle af de ting, vi allerede har set i the outback, og fik en smagsprøve på nogle af de ting, som ligger foran os op ad kysten, så det var OK. Fra toppen havde vi set, at Sydneys mono-rail gik lige udenfor bygningen, så vi besluttede at tage den retur til hotellet og vi endte med at køre 1½ tur rundt, for at få hele ruten at se (ca. 20 min. kørsel).
Retur på hotellet drog Jacob i fitness centret og svømmehallen inden aftenens menu af pasta og kødsauce, som vor mor laver den. Peter spiste tre portioner ... vist den første gang på turen, hvor han virkelige var mæt. Alle var godt trætte så det blev en kort aften, inden vi gik til køjs.
Kims fod trængte vist især til hvile. Vi må se, hvor meget den kan klare i morgen.
torsdag den 3. april 2008
Første morgen i Sydney
Vi koger dejligt længe i vores 2 etagers ”executive condo suite” midt i Darling Harbour. Det skal være en dovner dag hvor der kun skal handles, afleveres 4hjuler hos Thrifty samt plejes småskader hos enkelte af familienmedlemmerne. Vi får spist müsli og cocopops med frisk mælk og er ikke klar til at komme afsted før frokost. Jacob har opdaget, at der er vaskemaskine og tumbler på det ene badeværelse – så vi benytter lejligheden til at vaske for at fylde kufferterne op med rent tøj. Vi kører til et shopingcenter lige bag Wentworth Park – der er et Coles supermarked – som vi også brugte i Katoomba. Jeg bliver efterladt i bilen i P-huset, mens de andre går op for at handle. De misser en etage og går i stedet ind i K-Mart: ”K-Mart sucks” - det er ligesom en A-Z uden en foodafdeling. De handler endelig rigtigt ind i Coles og indser undervejs, at øl mv. skal købe i separate bottle-shops – Aussierne er vist også med på den med ”Sprit-bolaget”. Tilbage i bilen har faderen i sin laaaaannnnggvarige kedsomhed fundet yderligere et spil kort, et spil Uno, Peters solbriller, nogen hotelkvitteringer, 3 vandrepinde som alt sammen var overset da vi pakkede bilen ud i går. Jeg finder også ud af at det bagudvendte ekstra bagsæde i Pajeroen kan vippes ned i en brønd under gulvet, så der bliver regulært og stort bagagerum – Øv.... bilen skal afleveres om 2 timer – den erkendelse kunne vi godt have brugt i Melbourne, da vi jo netop spurgte Thrifty om vi kunne få det ekstra bagsæde pillet ud. Vi får indkøbet lagt ind i det store baggaerum og kører bilen en sidste gang til hotellet for at læsse af. Så skal vi lige have fundet Thriftys garage. Kings Cross står der i papirerne - ??? - Det er et helt downtown kvarter – vi ringer og får adressen William Street 75 + en bemærkning om at garageanlægget er i en sidegade til kontoret. OK siger GPS'en og vi tøffer downtown. Der var kontoret og så den sidegade? - lige der – men en høj kantsten og blomsterkummer forhindrer os i at køre off-road. Rundt om blokken og gætter os vej gennem en 2-3 ekstra gader – vupti – hvad er problemet?. Tilbage på hotellet laver vi en hurtig frokost for de 3 mobile vil ud og se på Darling Harbour området. Efter de har spottet nogle gode restrauranter og ædt is hos HC Andersen isbutikken med dansk betjening er de kommet tilbage for straks at gå i hotellets pøl. Den er de også lige kommet tilbage fra – romersk bad i pakhus kulisse og nu vil Jacob ned i fitness centret for at løfte jern. På med Ipod shufflen og så afsted - Han ved nok godt han har ”storfedet” den de sidste par uger. Med eget køkken og en mindre mobil Kim laver vi hjemme aftensmad i aften: karry-millionbøf med ris.
Abonner på:
Opslag (Atom)