To Ivanhoe & back again

A tourist tale ...
Vi stod tidligt op mandag og fik klaret morgenmad, nedpakning og bestilling af taxa fra hotellet inden kl. 8.00 – ”respekt” for os selv.
Vi kunne få bilen fra Thrifty biludlejning kl. 9 og ville gerne tidligt afsted – vi havde planlagt at køre 650 km til Ivanhoe nord for Melbourne. Det gik fint med at leje bilen – Misubishi Pajero V6 – model ”hele-svineriet”. Den var helt ny kun 3.100 km – det skal vi nok få pillet af den – vi har valgt ekstra superforsikring næsten uden selvrisiko.
Vi burde have haft internationalt kørekort – men det havde vi glemt at få lavet hjemmefra – Thrifty var ligeglade – men det er strisserne måske ikke. Så vi kører pænt og inden for hastighedsgrænserne – hvis vi kommer ud for et uheld begraver vi bare ofrene.
Turen ud af Melbourne gik fint – 2. påskedag er heldigvis også helligdag i Melbourne, så ingen trafik og endnu bedre, da vi først fik TomTom op at køre og hul igennem til GPS'en på Alex' PDA.
Bilen fungerer bare 100% omvendt, så jeg har visket vinduer ved hvert sving . Dernæst gælder det om at huske, at venstre er kort sving og højre altså er den store bue - ellers går der spøgelsesbillist i den. Da Lone overtager rettet, føler hun det som at være oppe til en ny køreprøve, og skal selvfølgelige kastes ud i en by med rundkørsel på rundkørsel – den forkerte vej rundt. Meget underligt.
Landskabet nord for Melbourne er tørt og bakket, og efterhånden kommer der vingårde. Vi ser også de første døde kænguruer i vejkanten. Temperaturen sniger sig op sidst i 20'erne med lette skyer. Resten af dagen går fint derud af. Landskabet skifter til pandekage-fladt, så langt øjet rækker med utrolig skiftende bevoksning – det ene øjeblik oaser med træer, det næste tøre mest gule græstuer, så lave fyr-agtige buske, lidt grå ørken-agtig jord og efterhånden også det berømte røde jord. NU føles det rigtigt som Australien!
Kl. 17.30 kommer vi til Ivanhoe (befolkning: 310) helt efter planen – Outbackens svar på KøleKileKøbing fra Disneys ”Biler”, synes ungerne. Vi starter med at spørge efter overnatning på hotellet, men de har kun plads til 2 ekstra. Den gamle trailerpark overfor er ”heldigvis” ikke hjemme, så vi tanker helt op og beslutter at køre de ekstra 180 km til Wilcannia, der er en lidt større by.
Hele dagen har vi set ”thunderstorms” skyer og regnvejr i horisonten – men det har været næsten helt tørt, der hvor vi har kørt og 31 grader. Der er godt nok regnvejr forude men det er jo asfalt – goddag mand økseskaft: Asfalten stopper efter 10 km og så er det våd dirt road. Først med små pytter, dernsæt fejer en kraftig sidevind vand og støv over vejen, der er godt med vand i grøfterne på siderne og jeg kører midt på vejen. Efter 10 km tager vi den første tur sidelæns – tracking kontrollen og 4WD knokler med at holde os på ret køl og jeg sætter farten ned til 60 km/t – 180/60 = 3 timers kørsel = fremme lige inden det bliver mørkt.
Lone ser ikke helt stolt ud – men hun holder bøtte. Der kommer en lokal pickup bagfra og overhaler – fjols tænker jeg – 10 km længere fremme ved Gypsum Palace frakørslen sidder han fast i muderet på sidevejen – så ku' han lær' det! Der kommer heldigvis en australsk farmer ned til ham fra en af græsningsindhegningerne - han stopper og vi får en snak over grøftekanten: ”Er det sikkert at køre mod Wilcannia” ”Don't know – might be exciting road ahead – though!”.... Han er lidt mere afslappet da han hører at bilen er med fuld 4WD og tracktion control – vi tøffer videre – eller shutter i gang er et bedre ord. Alle hjul fedter rundt nu – det røde australske ørkenstøv er blevet til fedtet sæbe. Jeg stopper og kigger ned – vi laver 5-10 cm dybe hjulspor nu. Niksen – det er for vildt det her. Vi laver verdens langsomste tre-punkts vending og shutter retur.
Inde over Ivanhoe kan vi se det næste tordenvejr trække op og temperaturen er faldet til 19 grader. 30 km ud i mudder og 30 km tilbage igen. Der fik vi sandelig vores ilddåb hvad 4WD angik. Vi når at se et par kænguruer hoppe rundt i krattet, og jubler da vi kommer tilbage til asfalt igen. Vores fine hvide Pajero er nu outback rød fra tagrællingen til fælgene. Trinbrædtet er en stor mudderkage.
Tilbage i byen får vi hjælp i hotellets pub og dermed kontakt med en anden trailerpark udlejer længere nede af vejen. Hun er lige kommet hjem fra påskeweekend og vil godt leje ud cash fra privaten – fordi hun ikke åbner sin tankstation/værksted/trailerpark før i morgen. 110 AUD senere tjekker vi alle fire ind i 5 personers skur. Surprise: Rent og pænt, god plads, sæbe og hånklæder, aircondition, køleskab fyldt med kolde glas og vand, toilet med bruser, TV, mikroovn osv. Lidt held i uheld, at vi ikke var tjekket ind i det gamle l... længere nede vejen.
Aftensmaden klares i den lokale alt-mulig-kiosk, Burgere med ”the Lot” og pommes. ”The lot” er spejlæg, ost, salat, løg mm. Super outback junk. Omkring kl. 22 går vi i seng. Det har længe kæmpe-lynet i horisonten – nu kan vi også høre det – 3 km væk – nu regner det – krack og kaboom – nu regner det vandrette stråler – så får vi da bilen vasket. 10 minuter og hele gårdspladsen er under vand – 20 minutter senere stilner det af. Peter får lov at sove hos Lone – han er ikke helt vild med det vejr. Vi falder alle i søvn lidt senere efter en dag, hvor vi kom fra den ene yderlighed til den anden, både hvad vejr, vej, stress og planlægning angår – vi får da prøvet lidt af hvert.
Stuck in the mud...
Her til morgen er det overskyet og alle dirt roads er lukket af myndighederne. Der er lige pludseligt langt til Trilby Station :-s Vi fik hjælp på posthuset til at ringe til Trilby Station (pga ingen mobil-dækning), som bekræfter, at vi må ad en omvej til Cobar og blive der til i morgen. Der skulle det til gengæld blive tørt nok til at køre det sidste stykke på dirt igen. Post-damen anbefaler, at vi booker i Cobar i forvejen, for byen er fuld af mine-arbejdere til den nye sæson. Så vi går over på ”stam-cafeen” som også har internet og googler på ”accommodation Cobar” og låner en fastnettlf. Så 2 x dobbelt-værelser skulle være i vente forude.
Halv 12 er vi endelig back on the road, for at tage de 170 km tilbage til Hay, inden vi igen kan komme nordpå (ca. 400 km). Flere kænguru-skilte og senere også både kænguruer, emu'er og en hel del kvæg (incl. på vejen) og får. Til gengæld møder vi kun 2 andre biler. Vi runder de 1000 km efter 1½ dag og har stadig en ½ dags kørsel forude. Det går ”lige ud ad landevejen” bogstaveligt talt – cruise controlen har virkelig sin berettigelse hernede. Vi kommer op i højden – 3-400 m over havet, med ”bjerge” i horisonten, så et helt andet landskab end i går, som ellers kun ligger 240 km længere vest på. Her er også meget mere frodigt og jævnligt advarselsskilte om flodway – hvor målepinden er op til 2 m for hvor meget vand der kan komme – så var det jo ”det rene vand” med de 3 inches vi fik i går. Vejret er ved at klare op med spredte skyer i horisonten og ca. 25 grader trods højden. Det lover godt for den sidste dirt-tur i morgen formiddag, som forhåbentlig bliver på tør vej.
Jacob og Peter klarer køreturene fint med hver sin GB eller spiller kort: Uno – de øver sig i at blive gode tabere - godt vi skal koere langt... Vi konsumerer adskillige liter kildevand om dagen og Kim og jeg har lige spist den sidste Saltfisk, indkøbt i Billund Lufthavn. Så er vi nede på at skulle klare os med de Gajoler, jeg købte sammesteds, før vi igen kan være tilbage i lakrids-territorie. Ellers har vi provianteret i diverse supermarkeder on the way, samt diverse sandwich og/eller burgerbarer. I går blev det også til gigant-cookies (frokost-tallerken-størrelse) – lige noget for Jacob. Det bliver interessant, hvad vi får serveret på Trilby Station den kommende uge. Især Peters begejstring for det australske cuisine har kunnet ligge på et lille sted indtil nu (bortset fra førnævnte cookies). Han får nok sin sag for med australsk farmer-kogekunst.
Vi nåede Cobar ca. kl. 18 og fandt et bedre hotel end der, hvor vi havde booket, så vi var installeret ved 19-tiden på et fint family room. Den tilhørende restaurant bød på mega T-bones, så dem gik vi efter og fik endelig "a taste of a real aussi steak".
Onsdag morgen var vi på landevejen kl. 9.30. Vi nåede at maile til vores værtinde, at vi var på vej og ville nå frem ca. ved frokosttid, om alt gik vel (læs: hvis føret var OK). Merete nåede også lige at få en SMS, inden mobil-dækningen forsvandt igen. Efter ca. 40 km var vi igen på dirt road, men de var fint tørre meget af vejen, så det gik derudaf. Ind imellem var der advarsler om flodways med målepinde på 2 m, men uden andet end en lille pyt.
På et tidspunkt nåede vi dog til en decideret oversvømmelse af vejen, og listede igennem. Kort efter mødte vi en af de få modkørende, som standsede og ville høre, hvad der var i vente. De kunne til gengæld fortælle om en noget dybere udfordring længere fremme, men bare vi holdt til venstre skulle det nok gå. De var kommet igennem uden 4WD. Det gik også for os, men med kaskader af vand op langs siderne af bilen, på trods af den lave fart, så det var dybt og knap 100 meter inden vi var ovre paa den anden side.
Vi slap for flere udfordringer og fik blot det afvekslende underlag at se – rødt, mørkerødt, gråt, gruset, tilbage til rødt, etc. Via Louth, som ikke er mere end 4 huse og en fælles kro, over floden og yderligere ca. 25 km, og så var vi endelig fremme. Det sidste stykke var på grå-brun jord – black dirt, som er aflejring fra Darling River.
Det var det, vi var blevet advaret mod i forgårs – endnu værre at køre når det et vådt end det røde jord, fordi det er ler-agtigt. Først stoppe mønstret i dækkene til, dernæst pakke leret sig omkring dine aksler og tilsidst hænge du på din egen mudderkage uden kontakt med jorden.
Vi blev mødt af Liz Murray, vores hyggelige og meget interesserede værtinde, som straks viste vej til vores "Overseers Cottage", med stue, 2 værelser, køkken, bryggers og bad. Fin størrelse og meget charmerende og ”autentisk” indretning. Lige udenfor ligger poolen - ikke stor, men den er der, til Jacob og Peters store fornøjelse. Vi er de eneste gæster – alle påske-gæsterne var kørt i morges, da de også kunne komme on the dirt-road igen.
Hovedhuset gør ikke meget væsen af sig. Ellers er der diverse lader, incl. til deres 4 fly og helikopter, hønsehus, hundegård, etc. Vi pakkede ud og fik serveret frokost bestående af quiche, salat, hjemmelavet saltkød, nybagt brød, og brownies til dessert – lækkert og luksus bare at sætte sig til. Liz spurgte til rejsen og forklarede om stedet og vores ophold. Hun serverer hovedmåltiderne + kiks og ost sidst på eftermiddagen. Køleskabet var vel assorteret med drikkevarer – ”ville I hellere have rødvin? - hvad vil I foretrække til morgenmad? - sig til, hvis I vil på tur – så laver jeg picnic eller I kan vælge at spise på pubben, og så betaler jeg bare senere.” Så det er meal-on-wheels – helt genialt og fundet til de penge :-)
Drengene kunne ikke vente længere på en svømmetur og selvom det var køligt, endte Peter også med at komme i, under stor hvinen. Det blev til insektjagt med net i poolen – god dykke-træning for Jacob. Senere fandt han termometret på bunden og konstaterede at det trods alt var 28 grader varmt. Luften var ca. det samme, med en let brise heldigvis.
Vi gik en lille walk-about langs floden og så deres camp sites. Masser af biller, myrer, fluer, og andet kryb og et par kænguruer. Tilbagevejen gik via deres flyplads og forbi hangaren med flyene.
Vi læste i deres intro-materiale, hvor meget det letter dagligdagen at overflyve de 200.000 acres i stedet for at køre rundt for at checke. (400 km i bil er 11 timer, men kun 1,5 i fly). Den ene søn er helikopterpilot og far Gary hjælper naboerne, når de har brug for fly-assistance. Der er styr på det. Vi så ikke meget til Gary – hårdtarbejdende farmer og åbenbart ikke meget involveret i gæsterne. Det er konens lille neben-geschäft. Børnene er enten i skole, på uni, eller allerede udearbejdende så ellers er de afhængige af løs hjælp til det grove. Aftensmaden levede helt op til frokost – farmens egne svinekoteletter fra den ene søns nyslagtede pig-lets, hjemmelavede pølser, flødekartofler, ovnbagte grøntsager, og brød. Desserten var is til drengene og plumpudding til os. God solid mad til alles fornøjelse. Selv Peter spiste nogenlunde.
Vi venter med at lave bål og skumfiduser til en anden aften, men vi måtte lige se stjernehimlen, som så mange i gæstebogen har skrevet om. Og den er fantastisk: Sky-frit, uden by-belysning i miles omkreds så Mælkevejen og Orions Bælte lyser uspoleret. Vi har fået masser af idéer til udflugter, køreture, vandreture, og tilbud om at komme med Liz ud og se fåre-handel lørdag. Floden trækker med en kano-tur i morgen og afslapning – vi har vist kørt 4WD nok for et par dage.
PS: Der er absolut ingen mobil-dækning, så vi kan ikke se SMSer. Vi lærte et nyt udtryk i dag: ”In the back-of-Bourke” = der hvor kragerne vender ... det er her vi er :-)
PPS: I faar ikke nogen billeder denne gang for det er en satelit uplink vi koerer paa lige nu.