Første dag på Dunk Island

Fra 5-stjernet camping til en ren ”stjerneparade” på Dunk Island – ikke et dårligt skifte. Morgenen startede med nedpakning, mens vi dumper køleskabsindhold og andet, vi ikke kan have med i flyet til Dunk Island. Vi skal først med afsted kl. 12.15 fra Hinterlands terminal i General Aviation området i Cairns Lufthavn. Vi kan lige nå at surfe lidt på det gratis wireless internet og uploade de sidste blogbilleder, inden vi skal afsted.
Taskerne synes væsentligt mere fyldte og ikke mindst tungere nu end da vi tog afsted på ferie. Receptionen tilbyder at komme og hente os og vores bagage i golfbilen kl. 10.00. De bestiller samtidigt en stor taxa til kl. 10.15. Fin service. Da de kommer med golfvognen med tilkoblet trailer kigger de godt nok lidt på læsset og mener at de måske skulle overveje en større trailer. Måske man skulle begynde at spille golf for det er godt nok fedt at køre sådan en elektrisk golftaxa.
Den ”rigtige” taxa sætter os af i lufthavnen og vi lurer lidt da vi bliver sat af ved Hinterlands område, der mere ligner en gammel hangar til småfly. Men det viser sig at være det rigtige sted. Vi indvejer 108 kg bagage – det er lige præcis grænsen, når vi skal hjem med Cathay Pacific. Lidt i tolv dukker piloten op og gennemgår den med redningsvesten, hvorefter vi går ombord i en lille enkelt-motoret 12 personers Cesna Caravan flyver, sammen med to midaldrende søstre som er de eneste andre der skal flyves til Dunk. Flyet syner ikke af meget, mens vi holder og må vente på den ene store jetmaskine efter den anden skal lande eller lette. Da vi endelig kommer i luften, er der en fantastisk udsigt fra de 5-600 meters højde vi skal flyve sydpå i.
Da vi nærmer os Dunk Island, kan vi se ned på det stinger-net på Mission Beach, hvor vi for en uge siden så sky-diverne lande og hvor Jacob gik amok på sin første kokosnød. Så lander vi – landingsbanen er ikke længere end øen er bred og vi bruger det hele, inden vi drejer og kører ind på flyvepladsen. Det er ikke en lufthavn det her – det er resortens check-in reception. Der står en tjener med kolde vaskekludde på et fad så vi lige kan tørre hænder og ansigt, inden vi går indenfor for at få vores nøgler. Jeg vælger at tro, at de mener vi sveder pga. af varmen og ikke pga af den sindsoprivende korte landingsbane.
Efter check-in bliver vi vist rundt på området: Forbi den 3 etagers store pool med den italienske restaurant, forbi aktivitetscentret med tennisbanerne, golfbanen, fitnesrummet og squashbanen, igennem det store centrale bar- og restaurant-område med den anden pool og udsigt over stranden og vandet, hvorefter vi går ned til vores suite. Den ligger i en klynge huse længst inde i bugten helt ned til stranden. Da vi kommer indenfor er det helt på toppen: Bagagen er vel ankommet, aircon sat på 22 grader, helt nye og stilrene møbler og et mega badeværelse. Over badekaret er der en række fyrfadsstager med en æske tændstikker foran. Her er det åbenbart normen med lidt ”hyggebadning” i stedet for den kolde bruser.
Vi går en tur ned til området for watersports for at se på mulighederne, men det er meget varmt, så efter en italiensk frokostpizza er det bare at vælte over til pølen, hvor ungerne hopper fra etage til etage, mens vi gamle sidder med fødderne i det svalende vand. Mand hvor skal man altså ned i gear på sådan et resort. Bare fede den og så vælte ind i restauranten, fede den lidt mere, over i baren efter mere ”isvand”, fede den igen-igen - osv. osv. Vi ser en fantastisk solnedgang inde over fastlandet, inden vi skal til middag kl. halvotte. Paul – den enlige entertainer - sidder i baren og jammer på guitaren: Johnny Cash, Eric Clapton, Beatles, Simon & Garfunkle og andre klassikere kommer under behandling – det gør han nu ikke helt ringe.
3 retter og en flaske Riesling senere bøvser vi os over til et hurtig spil scrable med drengene, inden vi går ned i suiten for at falde i søvn til bølgeskvulpene fra strandkanten. Det her liv kræver ikke den store tilvending.
Jeg tror ikke, vi kommer hjem ...

Lost in heaven

Heaven kalder jorden - kom ind!!!
Ah - dette er guf for sjaelen. Det eneste vi rigtigt mangler her paa Dunk Island er en ordentlig internetforbindelse, saa vi ogsaa kan oploade billeder mv. Men niks - det har de ikke her i Paradis.
Vi feder den helt vildt og er kommet ned i et tempo, der goer det svaert at naa noget mellem de alt for store maaltider.
Stranden er perfekt - der har ikke vaeret nogen stinger attacks paa Dunk i aar, saa der er ingen der tager de grimme blaa stingersuits paa. Det eneste rigtigt kolde vand, vi kan svale os lidt i er den lille ferskvandscreeck, der loeber ved siden af vores dejlige suite, der ligger parterre lige ned til vandet. I forgaards lavede ungerne og jeg en daemning tvaers over vandloebet, saa vi kunne faa et lille soppebasin at koele os.
Havet og poolomraaderne er varmere end noget vi tidligere har oplevet - selv paa den anden side af Dunk, hvor vi har sejlet i catamaran er det svaert at faa et koeligt vandsproejt, mens man sejler rundt mellem de forskellige Islands.

I hoerer mere naar vi kommer retur til jorden og internettet igen.

Heaven - over and out.

Farvel KEA camper

Store oprydning- og afleveringsdag af camperen. Efter 21 dage i vores KEA camper skal vi nu skilles fra flyttebussen. Det bliver dog ikke så svært – den er lidt snæver at bo i så længe og ikke alle dimser i vores ”luksus”camper har spillet i den tid vi har haft den. Specielt de sidste par meget varme dage har det været surt at have en aircondition, der ikke kan køle overhovedet, men vi havde fra begyndelsen besluttet, at vi ikke gad at ringe til KEA hver gang vi fandt en bøf i udstyret eller i vedligeholdelsen af deres camper, for den eneste løsning havde jo været at vi skulle køre til en aller anden camperdealer for at få en mekaniker til at løse problemet og vi er ligesom ikke kommet til Australien for at besøge bilværksteder. Så længe selve bilen har kørt som en drøm og problemerne i camperdelen har været til enten at omgå eller til at undvære, så har vi valgt at holde ferie i stedet for at bruge tid på KEA's ”hen-ad-vejen” vedligeholdelsesprogram.
Vi tømte bilen for grej og tøj, som Lone pakkede i kuffertene ude på pladsen foran, mens vi andre pakkede sengene sammen og støvsugede bilen. Det var med at få det overstået inden varmen bankede igennem igen. Vi havde booket en af campingpladsens mange hytter – et særdeles godt alternativ til et down-town hotelværelse, så vi flyttede fra camperen direkte ind i hytten, for en enkelt overnatning, inden vi skal videre til Dunk Island i morgen. Derefter var det de endegyldigt sidste 7 km i den ”forkerte” side af vejen, ind til Cairns for at aflevere camperen. Bummer – jeg havde glemt at fylde den op med diesel, så jeg kørte lige en tur ekstra for at få det på plads. KEA fik sig en ”kom-i-gang”-liste, så næste lejere ikke får en bil, der har lige så mange mangler.
Vi snuppede en taxa videre ind til centrum for at se om beskrivelsen af byen nu også holdt stik. Det var en positiv overraskelse. Byen har ikke nogen strand, fordi udløbet fra floden er lav-vandet mudret mangroveskov. I stedet har de lavet en offentlig ”lagune” sandvands-pøl med både strand, palmer, og selvfølgelig skyggefyldte barbie steder. Rigtig lækkert. Lagunen ligger ved byens esplanade, der løber 3 km op langs kysten med board-walk og fugle-udsigtspunkter. Ungerne ville gerne have været i pølen, men vi havde ligesom ikke taget badetøj med, så øv, at Lonely Planet ikke havde været lidt mere præcise om lagunens muligheder. De har ellers været vores tro følgesvend hele turen og har indtil nu været lige i øjet med deres beskrivelser og anbefalinger – incl når de imellem linierne får beskrevet, at de ikke anbefaler et sted. I stedet gik vi en tur langs shopping-gaderne for lige at få bændt lidt flere AUD af på tøj og is.
Hjemme igen i hytten - hvor der er en velfungerende aircondition – gjorde vi et tappert forsøg på at tømme køleskabet for de sidste rester mad – og XXXX øller - inden ungerne og Lone gik mod pølen igen – ikke så flot som lagunen inde i byen, men den er nu lækker nok og den køler!
Da de kom tilbage, havde Peter lært at brystsvømme, hvilket han ellers har nægtet at lære hele ferien. Det var også lykkedes at støde på yderligere to danske familier. 5 stjerner er åbenbart en dansker-magnet.
Efter vores sidste campingdinner i denne omgang var der stemning for aftenbadning i pølen. Vi måtte bare have en svømmetur i neon-palmernes skær. Coconut Grove er oversået med store elektriske plastickokospalmer, hvor stammen og palmekronen lyser og blinker i bedste Miami stil det meste af natten. Det er lidt kinky, men samtidigt rimeligt flot at se på.

Hedebølge

Nøj, hvor har der været varmt i dag. Godt og vel 37 grader, vil jeg skyde på. Vi startede ellers dagens aktiviteter tidligt med Jacob og Kim på basket banen allerede før kl. 9 og Peter og mig ved hoppepuden kort efter. Men det blev hurtigt en varm affære med begge aktiviteter.
Hytten ved siden af hoppepuden viste sig at være beboet af en familie fra Silkeborg. De havde været afsted siden slutningen af februar med både New Zealand og Australien på programmet. De var på vej nordpå og havde godt 14 dage tilbage endnu, inden de slutter af med 14 dage i Thailand. Noget af en tur! Vi opgav hurtigt flere fysiske aktiviteter på land og gik til poolen, da vi havde ønsket silkeborgenserne en god videre tur. Og minsandten om ikke der lå en familie fra København. Det er meget pudsigt, i lyset af hvor få danskere vi ellers er stødt på i løbet af turen. De rejser hjem i morgen efter 5 uger fra Sydney til Cairns i camper, så de har været lidt mere moderate i deres planer. Men begge familier var lige så begejstrede for Australien og deres respektive oplevelser, som vi er.
Vi endte med at være på pladsen hele dagen og gøre brug af de forskellige femstjernede faciliteter. Alle vi har mødt har sagt, at Cairns er en kedelig by, og Lonely Planet bogen beskriver den heller ikke særligt flaterende, så vi orkede ikke at komme afsted i camperen i varmen for at se om det var rigtigt. Jeg tror måske også, at vi er ved at være lidt overloaded med oplevelser og indtryk alle sammen. Jeg tror, alle trænger til at komme ud af camperen og få fast grund under fødderne igen.
Det bliver dejligt at drosle ned i næste uge på Dunk Island. Måske kan vi endda nå at komme til at kede os lidt. Foreløbig står den på barbie igen i aften. Vi forsøger at gentage successen fra forleden med T-bones and the lot. Der er barbies strøet over hele campingpladsen, så det ville da næsten være synd ikke at gøre brug af dem. Og heldigvis er temperaturen allerede faldet drastisk, nu hvor solen er forsvundet bag bjergene vest for Cairns.
Der er god tv modtagelse her i Cairns så ungerne vil se Gladiator her til aften. Kim og Jacob har allerede set søndags-AFL her i eftermiddags, hvor Brisbane mulede Melbourne 136-85. Det er en sport med godt med Umpf.

På vej mod Cairns

I dag er det videre til Cairns. Den korte køretur fra Port Douglas til Cairns blev noget af det flotteste, vi har kørt. Snoet vej med bjergside på den ene side af vejen og strand med turkisgrønt hav på den anden side stort set hele vejen. Først ved Cairns området går der urbanisering i det hele. Hvor Port Douglas synes stille og rolig, med en plan for hvad og hvor der skal bygges, så er Cairns helt overladt til de frie markedskræfter. Det bliver det bare stort og ikke særligt kønt af.
Da turen kun er ca. en times kørsel fra Port Douglas besluttede vi at slå et slag op forbi Kurunda – Aussiernes svar på souvenirboderne ved Himmelbjerget. Kurunda har en meget seværdig bjergtogbane, der bla. kommer forbi Baron Falls - et af de største vandfald i The Tablelands. Dertil kommer en bjergtovbane, der også kan føre en op og ned fra plateauet.Vi kørte dog de 15 km op af bjergvejen i camperen – serpentinervej hele vejen - og stoppede ved Baron Falls først. Her gik vi gennem regnskoven ned til udsigtspunktet, hvor også bjergjernbanen stopper og så på vandfaldet. Der var ikke så meget vand i det på denne årstid, fordi det meste bliver ledt gennem en 3 meter bred rørledning ned til et hydroelektrisk kraftværk, men det var stadig rigtig flot.
Da vi var på vej tilbage fra udsigtspunktet ad trætopstien, hørte vi toget komme tøffende op af bjerget. To dieseltrækkere til en rimelig lang togstamme loaded med turister. Det er disse fire daglige toglæs, turbusserne og så svævebanen som byen Kuranda lever af.
Selve byen indeholder ikke noget specielt bortset fra en hulens masse hippieboder med produkter som feks. emu olie (?) Jacob og jeg vil slet ikke vide, hvordan man udvinder olie af en emu, men vi grinede helt vildt, mens vi forestillede os de mulige produktionsmetoder. Der blev også udbudt glaskunst, håndmalede silketørklæder, kinesisk massage, krystaller med healingeffekt, alt muligt andet kunsthåndværk, og så ellers alle mulige sovenirboder.
Når det er sagt, så er det faktisk en rimelig hyggelig by og bodernes udbud er trods alt bedre end Himmelbjergets og har alle et eller andet autentisk over sig – ikke noget med Made in China.
Diggeridoshoppen blev betjent af en gut, der faktisk kunne spille på de farvede træjoints og det lød helt godt. Vi shoppede en lille smule, når vi ellers kunne få Peter væk fra de boder hvor de solgte træbogstaver med koalamotiver. PETER placeret ovenpå en bommerang ville være helt på toppen mente han. Omkring frokost var der ved at være pænt med folk i byen (turister!), så vi kørte videre mod Cairns og checkede ind på vores sidste campingplads på camperturen – den eneste 5 stjernede i Australien, så her er alt hvad man kan ønske sig.
Efter en hurtig frokost på campingpladsen ville ungerne gerne i pølen og med de 37 grader, der var i skyggen, skulle der ikke ret meget overtalelse til før Lone og jeg skulle samme vej. Vi spillede footie med ungernes nye aussiefodbolde i softboldudgave i vandet. Det udviklede sig til en to mod én kamp, efter at Jacob havde sendt et langt kast direkte i nakken på sin far, mens den gamle stille og roligt crawlede i den anden ende af pølen. Peter angreb mest fra land og Jacob lå og lurede i pølen. Da jeg for 17. gang havde fået en bold i sækken, hovedet eller det der var værre, var kl. allerede halvfem. Ups – vi må hellere se at få købt ind til aftensmad hvis ikke der skal gå take-away i det. Det var på høje tid for butikkerne lukker allerede kl. 17.30 her om lørdagen.
Vi nåede det lige og efter en gang hjemmebagt pizza ville Jacob og jeg checke et af de mange tilbud på pladsen: Open Air movie. Den helt rette måde at se film på her i varmen og i det tidlige mørke.

Flere Reef billeder

Der kan ikke være mere en 4-5 billeder pr indlæg så der må lige et ekstra til i dag. Jan B. akvarie føles lidt lille efter the realt thing - men det kunne være man skulle have saltvand derhjemme i stedet

Great Barrier Reef

I dag skal vi være fisk – Jacob og jeg skal "ti-hverti-fald". Peter er ikke helt overbevist på turen ud fra Port Douglas om at han skal ned i havet til alle fiskene (han er bange for at der er hajer), og han tror da slet ikke på at det ligner akvariet i Storcenter Nord derhjemme i Århus.
Vi har valgt den mest familiesikre løsning, når nu ikke alle vil være fisk for en dag. Vi er taget med Quicksilver katamaran fra Port Douglas ud til Outer Reef: Agincourt Reef gruppen ca. 60 km fra land.
Den banker afsted med 35 knob, så vi kommer hurtigt frem til den platform Quicksilver har fast forankret ude på revet. Det viser sig at være en større fætter med undervandsobservartorium, dykker platform, udflugts dykkerbåd og 2 semi-undervandsbåde med glasbund, så man tørskoet kan se revet. Derudover er der et par snorkleplatforme hvor man kan plumbe i og svømme rundt og se revet på egen hånd. Man skal være 12 år for at måtte dykke med flaske og da revet flere steder ikke er mere en ½ meter under vandoverfladen, vælger vi at snorkle hele dagen, krydret med en 45 minutters snorkle-tur med marinebiolog eskorte et godt stykker fra masserne på platformen. Der er ca. 200 mennesker med på turen – men langt fra alle vil i vandet, og endnu færre med på snorkleudflugten (kun 17) – det koster så også lige godt 100 aussiebobs ekstra for Jacob og mig.
Så snart vi er kommet ombord på platformen, får vi hurtigt flået en stingersuit til os – Peter og Lone springer over. Men Jacob og jeg kommer hurtigt til at ligne en helblå SpiderMan. Det er ikke kønt, men det sparer da på solcremen og stopper de skide vandmænd, der fortsat hærger heroppe nordpå. Efter at have fundet masker og svømmefødder hopper vi straks i bølgen. Hold k..... hvor er det flot.
Vi har lidt træning fra turen med Camira ved Whitsundays, så vi møffer hurtigt langt fra de andre landkrabber. Vi skiftes til at hive hinanden i ærmet og pege på alt det nye vi ser. Jacob holder perfekt formation ved siden af mig og omvendt, så vi har hele tiden styr på hvor svømmemakkeren er.
Da vi senere kommer tilbage til platformsbyen for at forsøge at overtale Peter til at tage med, opdager vi at den allerede er kvart over tolv. Vi skynder os at få skovlet mad på et par tallerkner og får dem sat til side i køkkenet for vores guidede snorkletur starter kl. 13 og varer til ca. 14.30, og spisning inden er ikke så smart.
Vi flipper også ud og lejer et undervands Canon digitalkamera. Vi bruger resten af tiden inden turen med dykkerbåden til at øve os i tage undervandsbilleder. Det er ikke helt nemt at se og indstille at digitalkamera gennem 2 cm vandtæt plastikcover og så med dæmpet undervandsbelysning. Vi har ca. plads til 300 billeder for ret meget mere end 4 megapixels forbedrer ikke billeder taget under vand, får vi at vide af fotopigen ombord. Hun dykker i øvrigt selv rundt og tager kanonfotograf billeder af alle gæsterne, som de bliver tilbudt et print af senere på turen hjem – Jeps det viser sig også at koste kassen, så vi springer billederne af de 2 blå SpiderMan Young og SpiderMan Senior over.
På snorkleturen bliver vi delt i 2 hold på ca. 8 deltagere og så en marinebiolog. Vi får en masse at vide om korallerne, sø agurker, hajer, og klovnfisk, mens vi svømmer rundt med biologen. Ellers bruger vi det meste af tiden på at svømme rundt for at tage billeder.
De der Nemo klovnfisk er ikke så nemme og tage billeder af, de lever på 5-6 meters dybde, så der skal lige dykkes, zoomes og fokuseres inden de er i kassen. Det er umuligt at tage billeder af det hele – der er bare for mange forskellige former for fisk, koraller, anemoner osv.
Pludselig befinder vi os midt i en stime på flere tusinde blå og grønstribede fisk der minder om små koraltunfisk. Det næste øjeblik kan vi kigge langs revkanten og så lige et lige et par hundrede meter ned i dybet. På et tidspunkt kommer vi ind på pænt lavt vand. Der er kun 10-20 cm mellem bugen og korallerne så der skal flydes og svømmes forsigtigt for ikke at komme til at ramme korallerne.
Sidst på turen laver det andet hold haj-tegnet: En håndflade holdes lodret over hovedet. Vi svømmer derover, men de har tabt den af syne. Jacob og jeg bliver der lige lidt, mens de andre svømmer videre. Og der er bæstet: 2,5 meter reef shark godt 6 meter nede under os. Vi svømmer efter og får som de eneste et par billeder i kassen med haj over hvid sandbund.
Vi er nu ca. 200 meter fra de andre, der er ved at afslutte turen på platformen bagerst på dykkerbåden. Vi tøffer modvilligt derover og prøver med ”See you on the boat”, mens vi peger de 2 km i retning af hovedplatformen. Den har de hørt før, så dykkermaster siger tørt: ”Sure mate, see you tomorow then”. Som de sidste 2 kommer vi op af vandet og sejler tilbage til hovedplatformen.
Da vi kommer tilbage viser det sig at Lone har fået overtalt Peter til at bade og stikke hovedet ned i vandet til fiskene. Det skal også lige filmes, så vi drøner ned på snorkleplatformen. Biologerne har lige lokket store fisk til med lidt fiskefoder, men så længe Peter har fast grund under føderne gør det med de mange fisk ikke så meget.
Tidligere på eftermiddagen var Peter og Lone også ude med den ene af de 2 semi-undervandsbåde med glasbund, og fik en flot tur over koralerne og med adskillige flotte fisk, så det smagte da af fugl. Jacob og jeg når lige at få kastet den gemte mad i skabet, da hornet lyder som signal til at dagen er ovre. På vejen tilbage bliver der som sædvanligt læst engelske Simpsons og spillet GB.
I land venter vores shuttle-bus som skal køre os retur til pladsen. Vi ligger sidst på ruten, så det bliver til en Tour de Port Douglas Resorts, men så fik vi set lidt mere af byen, som vel nærmest kan sammenlignes med Riviéraen med marina, butikker, caféer, resorts, palme-boulevarder, etc.
Vel hjemme i camperen bliver der hurtigt spist aftensmad for der skal kigges billeder. Spektakulær tur! Man forstår godt hvorfor det er så vigtigt at passe godt på revet.